Manden og Visionen

Historien om Bugsy Malone der, med inspiration fra Hollywood, besluttede sig for at grundlægge Las Vegas.

Med Barry Levinson bag roret er man altid sikret en habil produktion, og Bugsy er ingen undtagelse. Vi har alt, hvad vi kunne ønske os af 40'er stemning, flotte biler og manipulerende kvinder. Men gud, hvor er det en anstrengt omgang. Igennem de 130 minutters spilletid slæber filmen sig afsted i et dræbende tempo, og man sidder og får lyst til at give redigenten et par på skrinet.

Filmens dramatik ryger på røven i løbet af den første time, hvor Bugsy og hans flabede udkårne råber ad hinanden. Problembet er, at det hele virker frygtelig iscenesat og både Bening og specielt Beatty spiller hult og tomt, i roller, der burde være et flerlagrede portrætter af dette brømte par.

Spændingen ligger konstant lurer, men får aldrig lov til at komme op til overfladen før vi er videre til næste scene. Hvor de fleste gangsterfilm ved, hvor grænsen mellem dialog og spæmding går, fortsætter Bugsy i samme forudsigelige spor, og man skulle næsten tro at Beatty har pillet ved manuskriptet for at give ham mange flere muligheder for at overspille.

Bugsy-figuren formår aldrig at blive interessant i Beattys hænder, og derved mister man hurtigt interessen og sympatien, og når titelfiguren bliver uinteressant står man med et flot indpakket, men tomt produkt.

Dette er netop alsigende for Bugsy: Flot indpakning, men ingenting indeni. Levinson kom heldigvis tilbage på rette spor med den stærke Sleepers og den skrupskøre Wag The Dog.

Ennio Morricones musik samt det filmtekniske redder filmen fra at være en komplet bundskraber!