Almodóvar i 90'er-stil
4.0
Pedro Almodóvar er tilbage i den stil, der kendetegnede ham i 90'erne, med "Brudte favntag". Rammen om historien er en blind tidligere filminstruktør, der til sin medhjælper fortæller historien om sin store kærlighed.
Historien i "Brudte favntag" er et højspændt melodrama, der kunne være taget fra en ugebladsføljeton. Den kvindelige hovedperson har først en rags-to-riches-historie, hvor hun bliver gift med den rigmand, hun er sekretær for. Hvorefter hun får ham til at finansiere en film med hende i hovedrollen, falder for instruktøren, og det hele ender i tragedie.
Det er en film med store armbevægelser og store følelser, leveret som kun Almodóvar kan det. For han formår nemlig at få filmen til at være både gribende og morsom, samtidig med at der er et tydeligt undertema om at komme overens med fortiden. "Brudte favntag" er så også lige 15-20 minutter for lang, for den når at gå i tomgang, inden den kommer frem til en fin slutsekvens. Det er også en flot fotograferet film, med god brug af kraftige farver, der passer godt til handlingen.
Derudover er Almodóvar stadig en virkelig god personinstruktør. Lluís Homar, Penélope Cruz og José Luis Gómez er flot spillende som de tre ender af den centrale kærlighedstrekant - men de bliver i mine øjne overgået af Blanca Portillo, der virkelig brænder igennem som instruktørens faste producent, der jaloux betragter hans fascination af Cruz. Og så har Carmen Machi en fantastisk underholdende birolle i en scene fra filmen-i-filmen, som bliver gentaget et par gange.
"Brudte favntag" er så langtfra Pedro Almodóvars bedste film nogensinde, dertil er historien for 'lille', og filmen som helhed for løst skruet sammen. Men hvis du sætter pris på Almodóvars specielle kombination af latinsk temperament og humor, er den klart værd at se.
Historien i "Brudte favntag" er et højspændt melodrama, der kunne være taget fra en ugebladsføljeton. Den kvindelige hovedperson har først en rags-to-riches-historie, hvor hun bliver gift med den rigmand, hun er sekretær for. Hvorefter hun får ham til at finansiere en film med hende i hovedrollen, falder for instruktøren, og det hele ender i tragedie.
Det er en film med store armbevægelser og store følelser, leveret som kun Almodóvar kan det. For han formår nemlig at få filmen til at være både gribende og morsom, samtidig med at der er et tydeligt undertema om at komme overens med fortiden. "Brudte favntag" er så også lige 15-20 minutter for lang, for den når at gå i tomgang, inden den kommer frem til en fin slutsekvens. Det er også en flot fotograferet film, med god brug af kraftige farver, der passer godt til handlingen.
Derudover er Almodóvar stadig en virkelig god personinstruktør. Lluís Homar, Penélope Cruz og José Luis Gómez er flot spillende som de tre ender af den centrale kærlighedstrekant - men de bliver i mine øjne overgået af Blanca Portillo, der virkelig brænder igennem som instruktørens faste producent, der jaloux betragter hans fascination af Cruz. Og så har Carmen Machi en fantastisk underholdende birolle i en scene fra filmen-i-filmen, som bliver gentaget et par gange.
"Brudte favntag" er så langtfra Pedro Almodóvars bedste film nogensinde, dertil er historien for 'lille', og filmen som helhed for løst skruet sammen. Men hvis du sætter pris på Almodóvars specielle kombination af latinsk temperament og humor, er den klart værd at se.
28/09-2009
