Et glansbillede af vold

Mit forhold til John Woo er ikke særlig stort, men alligevel er det stort nok til, at jeg har skimtet ét gennemgående irritationsmoment ved hans film: Han mangler selvironi.
Det hele kommer hurtigt til at virke alt for ambitiøst og forfinet i mine øjne og derfor har jeg endnu til gode, at se en film fra hans hånd, som jeg reelt finder nærværende og mindeværdig.

The Battle of Red Cliff er uden tvivl et visuelt og storslået mesterstykke og den slags skal bestemt ikke forklejnes, men nøjagtig som i Titanic, lader det til, at missionen er at lave et imponerende view fremfor en rørende og vedkommende film. En ting, som jeg ellers syntes at Titanic's instruktør James Cameron fint formåede i eksempelvis Aliens og Terminator 2.
Fraværet af en personlig underfundighed og sarkasme er efter min mening en ligtorn, som praktisk talt ingen kommer helskindet igennem. Dette er dog et fint forsøg.

Jeg ville virkelig ønske, at Woo turde tage flere chancer og ikke sætte sin lid til alverdens special effects, for jeg har en stærk fornemmelse af, at han kan fremtrylle mere universelt tankevækkende historier end dette voldsorgie. Face/off bygger jo eksempelvis på en ganske glimrende idé, men endte desværre også i al for megen tjubang efter min smag.

Så kære John Woo. Gør dig selv den tjeneste at se Kill Bill II og læg mærke til, at vold også kan være effektiv underholdning i underspillet form.