Paprika, all-in

5.0
Paprika Steen har formentlig sit livs rolle i "Applaus", hvor hun spiller en fordrukken stjerneskuespiller. Hun har været helt nede og ramme bunden og været på afvænning, og nu er hun ved at bygge et normalt liv op igen. Blandt andet ved at genoptage samkvemmet med sine to børn, som hun ellers havde afgivet forældremyndigheden over, fordi hun ikke var i stand til at tage sig af dem.

"Applaus" er et hudløst portræt af en drankers liv set indefra, og Paprika Steen er simpel hen fænomenal. Hun spiller larger-than-life, med store armbevægelser, larmende mimik og hysteriske stemningsskift, og det virker fantastisk. Forfatter-instruktør Martin Zandvliet har begået en lille genialitet ved at lade Steen bygge rollen videre fra den fordrukne hovedrolle, hun havde i Gasværkets opsætning af "Hvem er bange for Virginia Woolf?" - som ligeledes bruges som den rolle, hendes karakter i filmen har på teatret. Det virker, som om Paprika Steen mere eller mindre har instrueret sig selv derfra, men resultatet er altså fremragende.

Zandvliet har dog også et stort ansvar for, at "Applaus" er så god, for filmen er konsekvent og gennemtænkt rent teknisk. Næsten alle scener er i halvtotal eller let tonede nærbilleder, så tæt på personerne, at man ser rynkerne og furerne, ikke mindst i Steens lettere gummiagtige ansigt. "Applaus" er meget synligt ikke et glansbillede, men en historie om slidte, beskidte mennesker. Klippet fantastisk med abrupte, afbrudte scener, som afspejler alkoholikerens liv med blackouts mellem AA-møder og værtshusbesøg, maniske og depressive perioder, manipulation og selvmedlidenhed.

I filmens øvrige roller gør Michael Falch det fint som hovedpersonens eksmand, og Lars Brygmanns stemme er god som hendes modspiller på Gasværket (man ser aldrig hans ansigt). "Applaus" er en imponerende film, først og fremmest på grund af Paprika Steen, men også grundet Zandvliets dygtige instruktion, der undgår at falde i letkøbt melodrama og i stedet efterlader én med en tvetydig oplevelse (med et tydeligt nik til John Cassavetes).

Og set mere overordnet er det tredje gang i år, at en dansk instruktør debuterer med en god film (de to andre var "Vanvittig forelsket" og "Camping"). Det sker ikke ret tit, så der synes at være masser af talent derude lige nu.
Applaus