Filmnørden anmelder: Up

4.0
Lige meget hvad man mener om deres film, så har Pixar Animation Studio genfødt tegnefilmen, siden de lavede Toy Story i 1995. Kun Walt Disney kan måle sig med dem i ambitioner og det har efterladt et stort fedtet Pixar-formet fingeraftryk på nutidens tegnefilmsbranche. Stort set hver eneste film de kommer med, går hen og bliver en tordnende succes, der skovler milliarder af kroner ind og denne tendens ændrer sig næppe med Up.

Historien er simpel. Carl Frederiksen er efterhånden en gammel gubbe og efter et liv dedikeret til kærligheden, familielivet og hans kone, har han taget en drastisk beslutning. Nu skal han nemlig ud og opleve de store eventyr, som han og hans afdøde kone altid snakkede om, men aldrig fik oplevet sammen. Og hvordan gør man så det, når man egentlig bare vil være indendøre i sit lille hyggelige hus, der ligger som en sidste bastion af idyl midt i en skov af skyskrabere? Man binder naturligvis tusinder af balloner til sit hus og flyver afsted mod horisonten. Simpelt og effektivt. Med sig på sin tur får Carl ufrivilligt selskab af den buttede spejderdreng Robert. Den unge, friske gut og den sure, gamle gubbe får hurtigt et godt forhold til hinanden - et venskab der bliver ekstremt vigtigt, jo farligere og mere spændende deres eventyr bliver.

Baseret på tidligere ekstremt positive erfaringer med Pixar-film, er det ikke forkert at sige, at publikum uden tvivl stiller høje krav til Up. Den skal være ekstremt morsom. Den skal være ekstremt spændende. Den skal være ekstremt rørende og sidst men ikke mindst, skal den være hjerneblæsende flot. Det er krav som Pixar gang på gang mere end lever op til, hvilket igen viser hvor solidt og genialt et studie det er. Men kan Up leve 100 % eller mere op til kravene?

Næsten. Den er meget tæt på, men det lykkes efter min ydmyge mening ikke helt. Filmens tekniske side fejler absolut intet. De er og bliver verdens dygtigste computergrafik-nørder og det ses. Up har også en hel række scener, der virkelig er spændende og som nok skal pumpe pulsen i vejret på både det yngre og ældre publikum. Det er derimod intet i forhold til hvor rørende og gribende en film det er. Under i hvert fald et par af scenerne, sad undertegnede og fik en meget stor klump i halsen. Det er utroligt at en tegnefilm kan være så meget mere effektiv indenfor dette felt, set i forhold til "virkelige" film.

Men så kommer vi til det punkt, hvor Up efter min mening ikke helt leverer. Det er helt sikkert en subjektiv fornemmelse, men jeg synes ganske enkelt ikke der var sjov nok. Guderne skal vide at jeg har grinet min røv af led over film som Finding Nemo, The Incredibles og Toy Story, og der er da også gode grin at finde i Up, men den kommer aldrig helt op og ringe.

Nu skal det jo siges, at det næsten er uretfærdigt at sammenligne Pixar-film med normale film, for de normale film vil altid stå i skyggen af Pixars bragende succes og genialiteter. Set i forhold til alle andre nyere komedier, finder du helt sikkert mest at grine af i Up. Men sammenlignet med andre Pixar-film, ligger den under deres vante standard for humor.

Up skal naturligvis ha' en karakter og her vælger jeg altså at sammenligne den med tidligere Pixar-film. Jeg ville på et split-sekund tildele seks stjerner til både Ratatouille, The Incredibles, Finding Nemo og Toy Story 1+2. Up kan efter den målestok ikke komme op på mere end fire stjerner.

Det er der en del forklaringer på. Mest nævneværdigt er det simple faktum, at jeg ikke synes den var nær så underholdende som tidligere Pixar-succeser. Men derudover mangler Up den "hemmelige" ingrediens, der har givet andre Pixar-film deres unikke flair: fokus på én specifik verden. Toy Story havde legetøjs-verdenen. Finding Nemo havde fiske-verdenen. The Incredibles havde superhelte-verdenen. Ratatouille havde restaurant- og rotte-verdenen. Så knivskarpt kan man ikke beskrive Up's verden. Den foregår i en nye og lidt underlig eventyrverden, som publikum ingen referencer har til i forvejen, i modsætning til førnævnte film. Dermed skal Up introducere og realisere en helt ny verden for sit publikum, og det stjæler noget af energien fra filmen. Men lad mig understrege, at denne kritik jo er baseret på andre Pixar-film. Måler man Up efter den generelle standard for tidens biograffilm, ville dens karakter blive højere.

Og en sidste ting: SE DEN PÅ ENGESLK!!! Normalt klarer Pixar-filmene det ret godt i oversættelsen til dansk, men det er ikke tilfældet med Up. Den fortjener helt klart at blive set på sit originalsprog. Og så god fornøjelse ;-)

Filmnørdens karakter: 4/6 stjerner
Flot, spændende og rørende, men ikke sååå morsom

http://www.filmnoerden.com/
Op