Sejere end Hulk Hogan!

5.0
Aronofsky leverer her et hudløst ærligt drama, som rammer en direkte i hjertet.

Den grundlæggende historie er ret ordinær og der tilføjes som sådan ikke fornyelse, men portrættet af vores Wrestler er til gengæld knivskarpt, ærligt og hjerteskærende. Vi er med ham hele vejen. Instruktøren bruger enkle midler og tricks, og det er med til at give filmen masse af troværdighed. Ingen smarte kameratricks som i instruktørens tidligere film, blot ren virkelighed. Der er en hel del nærbilleder. Vi er virkelig tæt på hovedpersonen, som aldrig før. Alt hvad han foretager sig, introduceres vi for.

The Wrestler er en stærk og vedkommende film, som egentlig vil falde i de flestes smag. En film om at finde sin plads i livet - finde sig selv. Men også søgen efter kærlighed, familie og tilgivelse. Filmen er fuld af menneskelig indsigt. Det gode ved filmen er også, at vi for en gangs skyld ser de mindre pæne sider af en sportsgren. Beskrivelsen af tilværelsen som en prof sportsudøver (Wrestler) er foruroligende, hvor steroider og stoffer er en del af gamet. Til sidst må man desværre også sande, at det nok også er det eneste der giver indhold i Randys liv.

Rourke spiller selvfølgelig også sin livs rolle, og er også næsten et naturligt valg. Andre er også gode, men han er så meget i centrum, at der næsten ikke er plads til andre.

Kan kun anbefales.
The Wrestler