Den røde planet
3.0
Med "Mission to Mars" føjer Brian De Palma nye ingredienser til science fiction genren. Men 100 procent vellykket er den spektakulære effektfilm ikke
I science fiction-genrens storhedstid i 50'erne og 60'erne blev der lavet masser af film om rejser i rummet. De handlede altid om raketture til Månen eller Mars, hvor besætningen efter en lang flyvetur og landing mødte planetens mærkelige beboere. I "Raketskib X-M" (1950) var det stråleramte mutanter, i "Planet of the Vampires" (1965) var det rumvampyrer, og i "Nude on the Moon" (1963) var det topløse månepiger.
I Brian De Palmas første forsøg indenfor science fiction-genren er handlingen stort set den samme som i de gamle film. Nu er det blot en X-files-agtig rummand, de møder på den røde planet. Alligevel indeholder filmen flere nye elementer. Den forsøger både at være mere realistisk, seriøs og filosofisk end sine forløbere.
Guffer astronauter
"Mission to Mars" skildrer, hvordan menneskeheden ikke særlig langt ude i fremtiden tager på ekspedition til Mars. Raketturen - der varer et halvt år - forløber uden problemer, men da de fire astronauter begynder at udforske planeten, render de ind i et mystisk bjerg. De forsøger at scanne bjerget med en radar, men bjerget bryder sig ikke om at blive forstyrret og ender med at angribe jordboerne, som det fortærer.
En af astronauterne overlever, og NASA beslutter at sende en redningsmission af sted fra jorden for at hente ham. Desværre går redningsaktionen ikke helt som planlagt, og på Mars er der nu tydelige spor af intelligent liv.
"Mission to Mars" jonglerer med tunge emner som blandt andet årsagen til livets opståen. Men ud over nogle enkeltscener bliver filmen aldrig rigtigt vedkommende eller spændende. Årsagen er, at der ingen konflikt er i filmen. Alle karaktererne er venner og enige om, hvad der er godt for missionen. Så de eneste problemer, turen byder på, er forskellige genvordigheder af teknisk art. At der ikke er den mindste friktion imellem personerne, giver filmen et fortjent præg af blot at være en opvisning af flotte effekter.
Følelsesporno
Hollywoods helt store effektmaskine er selvfølgelig anvendt, men det undrer, at såvel alle landingerne på Mars som hele den første rejse er udeladt visuelt fra filmen. Det er lidt svært at kapere, at der efter en lang opbygning til rejsen pludselig klippes til, at personerne vader rundt på den røde klode og har lavet lejr og alt muligt.
Ellers følger den alle Hollywoods manuskriptformularer til punkt og prikke, og er derfor ofte ret forudsigelig. Heldigvis er der et par overraskende dødsfald undervejs. Det er en film, der bekræfter alle fordomme om amerikansk mainstream-film. Den er fyldt med gentagelser, alting bliver skåret ud i pap. Og alle de følelsesmæssige ting bliver der på typisk amerikansk maner svælget i, så det ind imellem tangerer den rene følelsesporno.
Men enkelte scener og effekter er ganske vellykkede. Især er de scener, hvor redningsrumskibet er ved at falde fra hinanden, efter at det har fået slået hul i skroget, både spændende og imponerende.
Egen agenda
Skuespillet holder den sædvanlige høje amerikanske standard, og selv noget af den mindre mundrette dialog får ensemblet leveret på nogenlunde vis. Bedst er Gary Sinise, der som altid spiller en af disse dobbelttydige karakterer med sin helt egen agenda. Her er han en astronaut uden ret meget andet at leve for end glæden ved at flyve og sine astronautkammeraters påskønnelse af hans evner. Som en lille finurlighed kan nævnes, at skuespilleren Connie Nielsen - der i filmen er gift med Tim Robbins' figur Woody Blake - faktisk er af dansk (nordjysk) afstamning.
Musikken, der er komponeret af veteranen Ennio Morricone, er flot og velfungerende. Selvfølgelig er den helt anderledes end hans kendte spagetti-western-musik fra B.la. Sergio Leones film. Men toner fra en mundharmonika gør sig sikkert heller ikke særlig godt som rummusik.
For genrefans
Uden en umiddelbar glæde ved populærvidenskabelige rumteorier og spektakulære science fiction-scenarier vil "Mission to Mars både synes lang og forudsigelig. Det kan derfor kun anbefales fans af genren at tage med på denne mission til Mars. Alle andre må heller holde sig på Jorden.
I science fiction-genrens storhedstid i 50'erne og 60'erne blev der lavet masser af film om rejser i rummet. De handlede altid om raketture til Månen eller Mars, hvor besætningen efter en lang flyvetur og landing mødte planetens mærkelige beboere. I "Raketskib X-M" (1950) var det stråleramte mutanter, i "Planet of the Vampires" (1965) var det rumvampyrer, og i "Nude on the Moon" (1963) var det topløse månepiger.
I Brian De Palmas første forsøg indenfor science fiction-genren er handlingen stort set den samme som i de gamle film. Nu er det blot en X-files-agtig rummand, de møder på den røde planet. Alligevel indeholder filmen flere nye elementer. Den forsøger både at være mere realistisk, seriøs og filosofisk end sine forløbere.
Guffer astronauter
"Mission to Mars" skildrer, hvordan menneskeheden ikke særlig langt ude i fremtiden tager på ekspedition til Mars. Raketturen - der varer et halvt år - forløber uden problemer, men da de fire astronauter begynder at udforske planeten, render de ind i et mystisk bjerg. De forsøger at scanne bjerget med en radar, men bjerget bryder sig ikke om at blive forstyrret og ender med at angribe jordboerne, som det fortærer.
En af astronauterne overlever, og NASA beslutter at sende en redningsmission af sted fra jorden for at hente ham. Desværre går redningsaktionen ikke helt som planlagt, og på Mars er der nu tydelige spor af intelligent liv.
"Mission to Mars" jonglerer med tunge emner som blandt andet årsagen til livets opståen. Men ud over nogle enkeltscener bliver filmen aldrig rigtigt vedkommende eller spændende. Årsagen er, at der ingen konflikt er i filmen. Alle karaktererne er venner og enige om, hvad der er godt for missionen. Så de eneste problemer, turen byder på, er forskellige genvordigheder af teknisk art. At der ikke er den mindste friktion imellem personerne, giver filmen et fortjent præg af blot at være en opvisning af flotte effekter.
Følelsesporno
Hollywoods helt store effektmaskine er selvfølgelig anvendt, men det undrer, at såvel alle landingerne på Mars som hele den første rejse er udeladt visuelt fra filmen. Det er lidt svært at kapere, at der efter en lang opbygning til rejsen pludselig klippes til, at personerne vader rundt på den røde klode og har lavet lejr og alt muligt.
Ellers følger den alle Hollywoods manuskriptformularer til punkt og prikke, og er derfor ofte ret forudsigelig. Heldigvis er der et par overraskende dødsfald undervejs. Det er en film, der bekræfter alle fordomme om amerikansk mainstream-film. Den er fyldt med gentagelser, alting bliver skåret ud i pap. Og alle de følelsesmæssige ting bliver der på typisk amerikansk maner svælget i, så det ind imellem tangerer den rene følelsesporno.
Men enkelte scener og effekter er ganske vellykkede. Især er de scener, hvor redningsrumskibet er ved at falde fra hinanden, efter at det har fået slået hul i skroget, både spændende og imponerende.
Egen agenda
Skuespillet holder den sædvanlige høje amerikanske standard, og selv noget af den mindre mundrette dialog får ensemblet leveret på nogenlunde vis. Bedst er Gary Sinise, der som altid spiller en af disse dobbelttydige karakterer med sin helt egen agenda. Her er han en astronaut uden ret meget andet at leve for end glæden ved at flyve og sine astronautkammeraters påskønnelse af hans evner. Som en lille finurlighed kan nævnes, at skuespilleren Connie Nielsen - der i filmen er gift med Tim Robbins' figur Woody Blake - faktisk er af dansk (nordjysk) afstamning.
Musikken, der er komponeret af veteranen Ennio Morricone, er flot og velfungerende. Selvfølgelig er den helt anderledes end hans kendte spagetti-western-musik fra B.la. Sergio Leones film. Men toner fra en mundharmonika gør sig sikkert heller ikke særlig godt som rummusik.
For genrefans
Uden en umiddelbar glæde ved populærvidenskabelige rumteorier og spektakulære science fiction-scenarier vil "Mission to Mars både synes lang og forudsigelig. Det kan derfor kun anbefales fans af genren at tage med på denne mission til Mars. Alle andre må heller holde sig på Jorden.
19/11-2018
