Mafia Psykoser
4.0
Selv om Harold Ramis' "Familieterapi" bevæger sig ind på et fortærsket filmterritorium, er der overraskende meget at grine af takket være dens to meget veloplagte stjerner
Man kan med rette spørge, hvornår Robert De Niro bliver træt af at spille gangsterroller. Svaret må, med premieren på "Familieterapi", selv sagt være: Ikke foreløbig - og efter at have set filmen, kan det med fryd tilføjes, at vi heller ikke foreløbig bliver trætte af at se ham i den slags roller.
En af New Yorks mest frygtede gangstere, Paul Vitti (Robert de Niro), er ved at gå op i sine mentale syninger. Han lider af panikangst, grædeture og hvad værre er: Han tøver, når han skal bruge de mere hårdhændede metoder. Det er naturligvis ikke egenskaber, der sømmer sig for en hårdkogt mafiaboss, og meget mod sin vilje søger han hjælp hos psykologen Ben Sobel (Billy Crystal). Dette afstedkommer naturligvis en hel del komplikationer, ikke mindst fordi Ben har livet for kært til at kaste sig ud i sådan et projekt. Desuden står han overfor at skulle giftes med tv-værtinden Laura (Lisa Kudrow), der ikke er helt tryg ved, at han behandler en berygtet gangster. Efter et par tilbud han ikke rigtigt kan afslå, påtager han sig den noget aparte opgave og ganske efter planen udvikler der sig naturligvis et slags venskab mellem de to samtidig med, at de når til bunds i Pauls mentale rodebutik.
Komisk poppsykologi
Det er med visse forbehold, man går ind til Harold Ramis' "Familieterapi". Mest af alt fordi gangstergenren efterhånden er et noget forsuttet bolche, hvor de fleste kroge er blevet udforsket. Man kunne, Gud forbyde det, ligeledes frygte, at en snigende De Niro-træthed efterhånden ville trænge sig på. Begge forbehold gør filmen dog slemt til skamme.
Der er masser af komisk gods i det opfindsomme og veloplagte manuskript, som gudskelov skruer blusset ned for de poppsykologiske elementer, der uundgåeligt er lagt op til. Og da de endelig dukker op, tillægger man dem ikke større betydning end som nødvendig ramme for komikken. Men meget af filmens succes er lagt i hænderne på dens to hovedroller, der viser sig at være i usædvanlig fin form. Robert De Niro benytter hele gangsterrepertoiret for at tage en kærlig gang gas på sig selv, mens Billy Crystal er trådt ned fra Oscar-scenen og yder glimrende mod- og medspil. Omkring sig har de så en række birollefigurer, der fylder scenen godt ud - mest bemærkelsesværdig er Chazz Palminteri som Paul Vittis modstander Primo Sindone. Taknemmelig bliver man også over, at Lisa Kudrow er lagt i stramme tøjler og ikke spolerer det hele med sin anstrengende mimik.
Med et aldeles vittigt manuskript og to veloplagte hovedroller som drivkraften, udvikler "Familieterapi" sig til en meget tilfredsstillende komedie, der er et hestehoved foran det, vi ellers præsenteres for for tiden.
Man kan med rette spørge, hvornår Robert De Niro bliver træt af at spille gangsterroller. Svaret må, med premieren på "Familieterapi", selv sagt være: Ikke foreløbig - og efter at have set filmen, kan det med fryd tilføjes, at vi heller ikke foreløbig bliver trætte af at se ham i den slags roller.
En af New Yorks mest frygtede gangstere, Paul Vitti (Robert de Niro), er ved at gå op i sine mentale syninger. Han lider af panikangst, grædeture og hvad værre er: Han tøver, når han skal bruge de mere hårdhændede metoder. Det er naturligvis ikke egenskaber, der sømmer sig for en hårdkogt mafiaboss, og meget mod sin vilje søger han hjælp hos psykologen Ben Sobel (Billy Crystal). Dette afstedkommer naturligvis en hel del komplikationer, ikke mindst fordi Ben har livet for kært til at kaste sig ud i sådan et projekt. Desuden står han overfor at skulle giftes med tv-værtinden Laura (Lisa Kudrow), der ikke er helt tryg ved, at han behandler en berygtet gangster. Efter et par tilbud han ikke rigtigt kan afslå, påtager han sig den noget aparte opgave og ganske efter planen udvikler der sig naturligvis et slags venskab mellem de to samtidig med, at de når til bunds i Pauls mentale rodebutik.
Komisk poppsykologi
Det er med visse forbehold, man går ind til Harold Ramis' "Familieterapi". Mest af alt fordi gangstergenren efterhånden er et noget forsuttet bolche, hvor de fleste kroge er blevet udforsket. Man kunne, Gud forbyde det, ligeledes frygte, at en snigende De Niro-træthed efterhånden ville trænge sig på. Begge forbehold gør filmen dog slemt til skamme.
Der er masser af komisk gods i det opfindsomme og veloplagte manuskript, som gudskelov skruer blusset ned for de poppsykologiske elementer, der uundgåeligt er lagt op til. Og da de endelig dukker op, tillægger man dem ikke større betydning end som nødvendig ramme for komikken. Men meget af filmens succes er lagt i hænderne på dens to hovedroller, der viser sig at være i usædvanlig fin form. Robert De Niro benytter hele gangsterrepertoiret for at tage en kærlig gang gas på sig selv, mens Billy Crystal er trådt ned fra Oscar-scenen og yder glimrende mod- og medspil. Omkring sig har de så en række birollefigurer, der fylder scenen godt ud - mest bemærkelsesværdig er Chazz Palminteri som Paul Vittis modstander Primo Sindone. Taknemmelig bliver man også over, at Lisa Kudrow er lagt i stramme tøjler og ikke spolerer det hele med sin anstrengende mimik.
Med et aldeles vittigt manuskript og to veloplagte hovedroller som drivkraften, udvikler "Familieterapi" sig til en meget tilfredsstillende komedie, der er et hestehoved foran det, vi ellers præsenteres for for tiden.
19/11-2018
