Perverteret stilhed

Det er vulgært. Det er frastødende. Det er perverteret. Det er usmageligt. Det er forargeligt. Det er provokerende. Det er ekstremt. Det er kvalmende. Det er psykotisk...
Og det er fremfor alt lige præcis dét jeg forventer af Cronenberg.

Alle ovenstående udsagn ville normalt være kritikpunkter for en anmeldelse, men når David Cronenberg er bag kameraet er det utvivlsomt rosende ord, for det er netop hans mission at tage os ud på et sygeligt overdrev af vanvid, psykose og ekstremitet, men også passion og ikke mindst en umenneskelig stilsikkerhed.

Men selvom filmen er direkte modbydelig, så er det samtidig også en meget afdæmpet sag, som udfordrer sit publikum på dets normalitetssans. Jeg blev ind imellem mindet om senere (og så forskellige) film som Antichrist og Brokeback Mountain (henført til opgøret med henholdvis tabuet om direkte sex i ansigtet på tilskueren og tabuet om homoseksualitet i al almindelighed, specielt i det amerikanske).
Jeg er meget imponeret over Cronenbergs evne til at skabe noget så usmageligt og perverteret og samtidig gøre det så tyst og minimalistisk. For mig gør det i hvert fald kun oplevelsen endnu mere mindeværdig.

Normalt er jeg ikke den store tilhænger af film, som kredser om et seksuelt plot, men som førnævnte film og også denne, gør jeg hellere end gerne undtagelser. Her gøres det seksuelle til omdrejningspunktet for en fortælling om en gruppe mennesker, som tænder mere end almindeligt på tanken om at stå på kanten af livet og det fungerer. Både fordi det forarger og fascinerer.

Dette er måske ikke Cronenbergs bedste, dertil er historien for spinkel, men dermed ikke sagt at det er nogen dårlig film. Den er absolut seværdig, for dem, som tør opleve en ekstrem verden, som meget vel kan høre hjemme bag naboens gardiner. Jeg vil da i hvert fald nok trække en smule mere på det lumre smilebånd næste gang en kamikaze-billist drøner derudaf på Holbækmotorvejen.