Talentløs 09
1.0
I den stadige strøm af Hollywood-genindspilninger er det her én af de mere meningsfyldte. Alan Parkers Oscar-vindende "Fame" fra 1980 var oplagt at skrive frem til nutiden, hvor drømmen om berømmelse er blevet en meget større del af populærkulturen i form af talentshow, reality-programmer og så videre.
Den nye film følger da også stort set skabelonen fra originalen. Det handler om en årgang elever på en high school med speciale i scenekunst, som filmen følger gennem alle fire skoleår - i en blanding af klip fra undervisningen og nedslag i elevernes liv i øvrigt. At få et så fragmenteret oplæg til at hænge sammen kræver skarphed i både manuskript og eksekvering. Og den skarphed har 2009-udgaven af "Fame" overhovedet ikke. Faktisk er det en jammerligt kedelig film.
Den er simpelt hen skræmmende ringe udført. På intet tidspunkt spændende, engagerende eller mere end bare marginalt morsom. Man kommer aldrig tæt nok på nogen af personerne, til at man gider bekymre sig om dem, eller at nogen af dem føles som egentlige hovedpersoner - og deres forskellige problemer er rene klicheer. Den gamle "Fame" havde faktisk en smule kant i sin feelgood-socialrealistiske skildring af unge fra New Yorks slum, som virkelig kæmpede for deres chance, trods fattigdom og diverse former for diskrimination. Her virker det ikke, som om nogen for alvor har noget på spil. Ikke engang den centrale pointe, om at man skal arbejde hårdt for at få noget ud af sit talent, bliver serveret overbevisende. Den pointe klinger så også hult i en gennemført talentløs film ...
I mine øjne har instruktør Kevin Tancharoen og manuskriptforfatter Allison Burnett fuldstændig misforstået, hvad der gjorde den gamle film til en succes. Det er ikke nok at spille på drømmen om at blive stjerne gennem scener med sang og dans; der skal mere indhold og bid til. Og selv sangen og dansen er kun på middelmådigt til ringe niveau. Koreografierne er så kedelige og uinspirerede, at Tancharoen konstant har følt sig nødt til at peppe dem op med slowmotion-sekvenser. Og sangene er aldeles forglemmelige - det er faktisk slående, at filmens bedste nummer er den nutidige r&b-opdatering af den gamle "Fame"-titelsang, som kører under de afsluttende credits.
"Fame" anno 2009 er en rendyrket katastrofe. Et usympatisk forsøg på at malke penge af et gammelt koncept, som retfærdigvis også floppede i de amerikanske biografer. Filmens eneste lille lyspunkt er de udmærkede karakterskuespillere - Kelsey Grammer, Megan Mullally, Charles S. Dutton - der spiller skolens lærere. De unge skuespillere er nemlig heller ikke særlig interessante, så de bliver ikke berømte på den her.
Den oprindelige "Fame" var nok ikke noget mesterværk, men den var et uomgængeligt stykke 80'er-ungdomskultur, som turde være lidt mere end bare en glad musical. Denne genindspilning når ikke engang "High School Musical"-spillefilmen til sokkeholderne.
Den nye film følger da også stort set skabelonen fra originalen. Det handler om en årgang elever på en high school med speciale i scenekunst, som filmen følger gennem alle fire skoleår - i en blanding af klip fra undervisningen og nedslag i elevernes liv i øvrigt. At få et så fragmenteret oplæg til at hænge sammen kræver skarphed i både manuskript og eksekvering. Og den skarphed har 2009-udgaven af "Fame" overhovedet ikke. Faktisk er det en jammerligt kedelig film.
Den er simpelt hen skræmmende ringe udført. På intet tidspunkt spændende, engagerende eller mere end bare marginalt morsom. Man kommer aldrig tæt nok på nogen af personerne, til at man gider bekymre sig om dem, eller at nogen af dem føles som egentlige hovedpersoner - og deres forskellige problemer er rene klicheer. Den gamle "Fame" havde faktisk en smule kant i sin feelgood-socialrealistiske skildring af unge fra New Yorks slum, som virkelig kæmpede for deres chance, trods fattigdom og diverse former for diskrimination. Her virker det ikke, som om nogen for alvor har noget på spil. Ikke engang den centrale pointe, om at man skal arbejde hårdt for at få noget ud af sit talent, bliver serveret overbevisende. Den pointe klinger så også hult i en gennemført talentløs film ...
I mine øjne har instruktør Kevin Tancharoen og manuskriptforfatter Allison Burnett fuldstændig misforstået, hvad der gjorde den gamle film til en succes. Det er ikke nok at spille på drømmen om at blive stjerne gennem scener med sang og dans; der skal mere indhold og bid til. Og selv sangen og dansen er kun på middelmådigt til ringe niveau. Koreografierne er så kedelige og uinspirerede, at Tancharoen konstant har følt sig nødt til at peppe dem op med slowmotion-sekvenser. Og sangene er aldeles forglemmelige - det er faktisk slående, at filmens bedste nummer er den nutidige r&b-opdatering af den gamle "Fame"-titelsang, som kører under de afsluttende credits.
"Fame" anno 2009 er en rendyrket katastrofe. Et usympatisk forsøg på at malke penge af et gammelt koncept, som retfærdigvis også floppede i de amerikanske biografer. Filmens eneste lille lyspunkt er de udmærkede karakterskuespillere - Kelsey Grammer, Megan Mullally, Charles S. Dutton - der spiller skolens lærere. De unge skuespillere er nemlig heller ikke særlig interessante, så de bliver ikke berømte på den her.
Den oprindelige "Fame" var nok ikke noget mesterværk, men den var et uomgængeligt stykke 80'er-ungdomskultur, som turde være lidt mere end bare en glad musical. Denne genindspilning når ikke engang "High School Musical"-spillefilmen til sokkeholderne.
13/10-2009
