Filmnørden anmelder Julie & Julia
4.0
Norah Ephron er en interessant dame, for hun er en af de alt for få succesfulde kvindelige instruktører, der gentagne gange har navigeret Hollywoods besværlige, komercielle vande med held. Uden at ta' for store ord i munden, kan man godt kalde hende for den moderne romantiske komedies moder (og Woody Allen er så dens morfar). I 1989 både skrev og producerede hun nemlig Da Harry Mødte Sally... og affyrede dermed startskuddet for en flodbølge af film af samme slags. Ephron selv har gentagne gange forsøgt at genskabe succesen, i form af flere romantiske komedier (også kaldet rom-coms), men det er ikke lykkedes hende eller nogen anden for den sags skyld. Hun gjorde ellers et godt forsøg med film som Sleepless In Seattle og You've Got Mail. Gode film, men ikke nogen der kunne videreudvikle konceptet nævneværdigt. Faktisk er det kun blevet mere og mere tydeligt, at rom-com-formatet efterhånden er udtømt og det må Ephron nu også ha' indset. Hun har nemlig bevæget sig væk fra rom-com-formatet med filmen Julie & Julia, hvis format måske er simpelt, men ikke desto mindre unikt.
Første tegn på dette kommer i filmens første sekund. Frem på lærredet toner beskeden "Denne film er baseret på to sande historier". Det har jeg i hvert fald ikke set før. Den ene historie er baseret på den amerikanske kok Julia Child, der i 1960'erne kæmpede for at introducere det franske køkken, for det amerikanske folk, med sin kogebog Mastering The Art Of French Cooking. Hun opdager det franske køkken, da hun flytter til Paris sammen med sin mand, der i kraft af sit arbejde for den amerikanske regering udstationeres i Frankrig. Den anden historie er baseret på New Yorker-pigen Julie Powell, der i et anfald af livstræt kedsomhed og karrieremæssig stilstand forsøger, at genskabe samtlige 500+ retter fra denne kogebog, på 365 dage og samtidig skrive en blog om hele projektet.
I rollen som Julia Child viser Meryl Streep endnu engang, at hun er og bliver en gudsbenådiget skuespiller. Selvom Child ikke er kendt for danskere, så var hun i årevis den mest berømte kok i USA, da hun efter at være flyttet rundt i verden med sin mand, vendte hjem og startede et af landets første mad-programmer på tv. Hun var en meget høj og højlydt lattermild dame, med en til tider sjov lys stemme og et yderst positivt sind. Med andre ord, en dame der stak ud i mængden. Det er en rolle der passer perfekt til Streep, for hun oser af at nyde at skulle stikke ud i mængden. Streep har gentagne gange vist at hun både på film og i virkeligheden er ekstremt morsom. Derudover har hun haft et utal af roller, hvor hun påtager sig flere fysiske karaktertræk, såsom specifikke manerer eller en særlig accent. I rollen som Julia får hun lov at udnytte begge og det virker. (Selvfølgelig virker det. Det' jo Meryl Streep, for pokker!) Hun er også hovedgrunden til at filmen virker, for hvis vi ser lidt nærmere på den anden historie, går gassen lidt af ballonen.
Amy Adams gi'r den som den små-frustrerede New Yorker-tøs Julie Powell, der ser lyset som Julia Child-fanatisk mad-blogger. Hun er imodsætning til Child en lille, stille pige, der bliver og lader sig tromle, af sine benhårde karriere-fokuserede veninder. Den ekstreme gastronomiske udfordring hun giver sig selv, er ganske underholdende (og for nogle vil den også være inspirerende), men hendes historie er ikke nær så interessant, som Julia Childs'. Derudover er Amy Adams ganske vist en god skuespiller, men hun kan altså ikke måle sig med Meryl Streep. Disse forskelle i værdierne af skuespillet og historierne, skaber ikke overraskende en uligevægt i filmen.
Som en hurtig indskydelse skal der også gives anerkendelse til Stanley Tucci, der endnu engang stråler i en solid birolle, denne gang som Julia Childs hengivne husbond. Han har altid været en af mine hemmelige favorit-skuespillere, for han er ALTID interessant at se på, selvom han unægteligt bliver tvunget lidt i baggrunden, af den flamboyante rolle, som Meryl Streep fyrer af i denne film.
Når vi nu har fået plottet og skuespillerne på plads, så kommer vi til instruktøren Nora Ephron og hendes tilføjelser. Foruden Meryl Streep, er det nemlig Ephrons særlige "touch", der løfter Julie & Julia en ekstra stjerne. Ephron har en evne til at få et filmlærred til at stråle af hjertevarm hygge, uden at det virker falsk. Som var det en af Julia Childs' opskrifter, ved Ephron lige præcis hvilke ingredienser der skal tilføjes, for at skabe den perfekte charmerende stemning. Lyset i billederne er lige som det skal være. Musikken balancerer perfekt mellem feel-good, dramatisk og humoristisk. Tempoet i filmen er minutiøst velplanlagt. Og så videre. Det er alt sammen ekstremt godt afbalanceret. Hele marmeladen røres sammen og udgør en lille, letspiselig film, der bør kunne vække ethvert humør til live, såvel som enhver appetit. En gang i mellem går Ephron over stregen i jagten på perfekt hygge (hvorfor har fattige, frustrerede New Yorker-tøser altid en tagterasse med kulørte lamper og perfekt panaorama-udsigt over byen?), men i det store hele gør det ikke noget.
Julie & Julia er i sidste ende en ganske sjov og hyggelig film, som med rette kan anbefales. Den tager ikke bare én, men to, inspirerende historier og pakker dem ind i en fin, madglad og underholdende indpakning. Den er til tider lidt Hollywood-glad i låget, men når det serveres så velanrettet som her, smitter det kun af på ens eget humør. Jeg var i hvert fald glad i låget bagefter... og meget sulten ;-)
Filmnørdens karakter:
Sjov, inspirerende og letspiselig
http://www.filmnoerden.com/
Første tegn på dette kommer i filmens første sekund. Frem på lærredet toner beskeden "Denne film er baseret på to sande historier". Det har jeg i hvert fald ikke set før. Den ene historie er baseret på den amerikanske kok Julia Child, der i 1960'erne kæmpede for at introducere det franske køkken, for det amerikanske folk, med sin kogebog Mastering The Art Of French Cooking. Hun opdager det franske køkken, da hun flytter til Paris sammen med sin mand, der i kraft af sit arbejde for den amerikanske regering udstationeres i Frankrig. Den anden historie er baseret på New Yorker-pigen Julie Powell, der i et anfald af livstræt kedsomhed og karrieremæssig stilstand forsøger, at genskabe samtlige 500+ retter fra denne kogebog, på 365 dage og samtidig skrive en blog om hele projektet.
I rollen som Julia Child viser Meryl Streep endnu engang, at hun er og bliver en gudsbenådiget skuespiller. Selvom Child ikke er kendt for danskere, så var hun i årevis den mest berømte kok i USA, da hun efter at være flyttet rundt i verden med sin mand, vendte hjem og startede et af landets første mad-programmer på tv. Hun var en meget høj og højlydt lattermild dame, med en til tider sjov lys stemme og et yderst positivt sind. Med andre ord, en dame der stak ud i mængden. Det er en rolle der passer perfekt til Streep, for hun oser af at nyde at skulle stikke ud i mængden. Streep har gentagne gange vist at hun både på film og i virkeligheden er ekstremt morsom. Derudover har hun haft et utal af roller, hvor hun påtager sig flere fysiske karaktertræk, såsom specifikke manerer eller en særlig accent. I rollen som Julia får hun lov at udnytte begge og det virker. (Selvfølgelig virker det. Det' jo Meryl Streep, for pokker!) Hun er også hovedgrunden til at filmen virker, for hvis vi ser lidt nærmere på den anden historie, går gassen lidt af ballonen.
Amy Adams gi'r den som den små-frustrerede New Yorker-tøs Julie Powell, der ser lyset som Julia Child-fanatisk mad-blogger. Hun er imodsætning til Child en lille, stille pige, der bliver og lader sig tromle, af sine benhårde karriere-fokuserede veninder. Den ekstreme gastronomiske udfordring hun giver sig selv, er ganske underholdende (og for nogle vil den også være inspirerende), men hendes historie er ikke nær så interessant, som Julia Childs'. Derudover er Amy Adams ganske vist en god skuespiller, men hun kan altså ikke måle sig med Meryl Streep. Disse forskelle i værdierne af skuespillet og historierne, skaber ikke overraskende en uligevægt i filmen.
Som en hurtig indskydelse skal der også gives anerkendelse til Stanley Tucci, der endnu engang stråler i en solid birolle, denne gang som Julia Childs hengivne husbond. Han har altid været en af mine hemmelige favorit-skuespillere, for han er ALTID interessant at se på, selvom han unægteligt bliver tvunget lidt i baggrunden, af den flamboyante rolle, som Meryl Streep fyrer af i denne film.
Når vi nu har fået plottet og skuespillerne på plads, så kommer vi til instruktøren Nora Ephron og hendes tilføjelser. Foruden Meryl Streep, er det nemlig Ephrons særlige "touch", der løfter Julie & Julia en ekstra stjerne. Ephron har en evne til at få et filmlærred til at stråle af hjertevarm hygge, uden at det virker falsk. Som var det en af Julia Childs' opskrifter, ved Ephron lige præcis hvilke ingredienser der skal tilføjes, for at skabe den perfekte charmerende stemning. Lyset i billederne er lige som det skal være. Musikken balancerer perfekt mellem feel-good, dramatisk og humoristisk. Tempoet i filmen er minutiøst velplanlagt. Og så videre. Det er alt sammen ekstremt godt afbalanceret. Hele marmeladen røres sammen og udgør en lille, letspiselig film, der bør kunne vække ethvert humør til live, såvel som enhver appetit. En gang i mellem går Ephron over stregen i jagten på perfekt hygge (hvorfor har fattige, frustrerede New Yorker-tøser altid en tagterasse med kulørte lamper og perfekt panaorama-udsigt over byen?), men i det store hele gør det ikke noget.
Julie & Julia er i sidste ende en ganske sjov og hyggelig film, som med rette kan anbefales. Den tager ikke bare én, men to, inspirerende historier og pakker dem ind i en fin, madglad og underholdende indpakning. Den er til tider lidt Hollywood-glad i låget, men når det serveres så velanrettet som her, smitter det kun af på ens eget humør. Jeg var i hvert fald glad i låget bagefter... og meget sulten ;-)
Filmnørdens karakter:
Sjov, inspirerende og letspiselig
http://www.filmnoerden.com/
16/10-2009
