Kode ukendt
3.0
Det er unægtelig svært at sætte sig tilpas i biografsædet til en film af Quentin Tarantino eller brødrene Ethan og Joel Coen uden bare den mindste formodning om at få hevet bukserne ned af én af de to moderne filmauteur-fænomener. Ikke på den måde så man med tilbagekastet hår og øjenæblerne halvt ude af hovedet leder efter sine ben ved rulleteksternes øjeblikkelige indmarch - men langt snarere så man et godt stykke af sted på sin vej hjem fra biografen mumler noget i retning af: ’det var lige godt satans’.
Få filmskabere har nemlig vist sig at kunne gå i så mange legesyge og markant forskellige retninger som Quentin Tarantino og brødrene Coen. Det burde være en kvalitet af næsten guddommelige proportioner at kunne modnes med så stor en kunstnerisk frihed, som den der imødekommer de tre filmmagere efter mange kvalitative år i branchen. Alle kan de stort set gøre hvad de vil, gå af selv de mest snørklede og snævre veje af filmspektret, og stadig stinke langt væk af velkendt signaturblæk.
Men som tilfældet var med Tarantinos ’Inglorious Basterds’ føles det ikke videre tilfredsstillende at forlade ’A Serious Man’ med bukserne nede om anklerne. Det kan selvfølgelig diskuteres om brødrene overhoved er ude på at tage røven på nogen som helst, eller faktisk bare ønsker at fortælle en simpel historie, der kan føles og forstås. Selvfølgelig er det en mulighed, at Joel og Ethan Coen rent faktisk føler noget for budskabet om universets frustrerende mangel på facit eller rød tråd og for deres mere end almindeligt frustrerede hovedperson, Larry. At benægte det ville være fuldkommen uretfærdigt
Uanset hvad føles deres nyeste udspil - og et af deres mest lavmælte til dato - ikke videre overbevisende. Hvis man har det med at beundre brødrenes evne til ofte at få enkle, altsigende replikker og lige så enkle og unikke karakterer spillet sammen med største naturlighed, så vil ’A Serious Man’ meget muligt skuffe i sin generelt meget anstrengte tone, der højst fremkalder et nervøst og afventende fnis. Og søger man rent faktisk håndgribeligt følelsesindhold i det excentriske Coen-univers - indhold som de har vist at kunne besidde i deres bedste film, ’The Man Who Wasn’t There’ og ’No Country for Old Men’ - vil man meget muligt finde en underlig klodset ubalance i måden der vægtes humor og alvor i ’A Serious Man’.
Som svar på forventningen om overraskelser virker ’A Serious Man’ og ’Inglorious Basterds’ næsten som en ren pacifist-handling fra to af verdens største filmauteurs, der besynderligt nok lader til at holde igen. Hvorfor? Det er det frustrerende spørgsmål. Jeg glæder mig til de endnu engang deler ud af laurbærrene.
Få filmskabere har nemlig vist sig at kunne gå i så mange legesyge og markant forskellige retninger som Quentin Tarantino og brødrene Coen. Det burde være en kvalitet af næsten guddommelige proportioner at kunne modnes med så stor en kunstnerisk frihed, som den der imødekommer de tre filmmagere efter mange kvalitative år i branchen. Alle kan de stort set gøre hvad de vil, gå af selv de mest snørklede og snævre veje af filmspektret, og stadig stinke langt væk af velkendt signaturblæk.
Men som tilfældet var med Tarantinos ’Inglorious Basterds’ føles det ikke videre tilfredsstillende at forlade ’A Serious Man’ med bukserne nede om anklerne. Det kan selvfølgelig diskuteres om brødrene overhoved er ude på at tage røven på nogen som helst, eller faktisk bare ønsker at fortælle en simpel historie, der kan føles og forstås. Selvfølgelig er det en mulighed, at Joel og Ethan Coen rent faktisk føler noget for budskabet om universets frustrerende mangel på facit eller rød tråd og for deres mere end almindeligt frustrerede hovedperson, Larry. At benægte det ville være fuldkommen uretfærdigt
Uanset hvad føles deres nyeste udspil - og et af deres mest lavmælte til dato - ikke videre overbevisende. Hvis man har det med at beundre brødrenes evne til ofte at få enkle, altsigende replikker og lige så enkle og unikke karakterer spillet sammen med største naturlighed, så vil ’A Serious Man’ meget muligt skuffe i sin generelt meget anstrengte tone, der højst fremkalder et nervøst og afventende fnis. Og søger man rent faktisk håndgribeligt følelsesindhold i det excentriske Coen-univers - indhold som de har vist at kunne besidde i deres bedste film, ’The Man Who Wasn’t There’ og ’No Country for Old Men’ - vil man meget muligt finde en underlig klodset ubalance i måden der vægtes humor og alvor i ’A Serious Man’.
Som svar på forventningen om overraskelser virker ’A Serious Man’ og ’Inglorious Basterds’ næsten som en ren pacifist-handling fra to af verdens største filmauteurs, der besynderligt nok lader til at holde igen. Hvorfor? Det er det frustrerende spørgsmål. Jeg glæder mig til de endnu engang deler ud af laurbærrene.
18/10-2009
