En seriøst god Coen-film
5.0
"Det er den slags film, man får lov til at lave, når man har vundet en Oscar," skrev Todd McCarthy i sin anmeldelse i Variety. Og det er fuldstændig rigtigt. "A Serious Man" er den mest intellektuelle og sværest tilgængelige film, Coen-brødrene har lavet siden "Barton Fink", og det er sandsynligvis deres mest personlige værk hidtil. Efter min mening er den så også én af deres absolut bedste film.
Hovedpersonen er Larry Gopnik, en universitetsprofessor, som i slutningen af 60'erne lever sit kernefamilieliv i en jødisk-domineret forstad til Minneapolis (hvor Coen-brødrene selv voksede op). Da filmen begynder, begynder Gopniks liv at falde fra hinanden. Hans kone vil skilles, hans naboer er sære og farlige, jobbet som professor synes i fare, og Gopnik forstår ikke, hvad der foregår. For han har jo forsøgt at være en alvorsmand.
Gopniks søgen efter en forklaring står centralt i filmen, for ét af dens bærende temaer er, at der ikke er nogen forklaring. De rabbinere, han opsøger, kan ikke hjælpe, og det bliver fortalt med en bittersort humor og en endelig pointe om, at man ikke ser den virkelige fare, hvis man ser farer i alt.
Der er ekkoer af både Franz Kafka og Woody Allen i filmens ængstelige univers, som er gennemført jødisk. Med al den ironi og tvetydighed, som også kendetegner det jødiske tankegods. Det springer fx i øjnene, at "A Serious Man" understreger, at religionen ikke giver svar på noget - men fortæller det fra en klart religiøs synsvinkel, hvor den tudsegamle rabbiner er én af historiens mest positive personer. Og hele filmen bliver perspektiveret af en prolog, der minder om en religiøs lignelse og helt bevidst lades åben for fortolkning. Det er nok heller ikke tilfældigt, at filmen foregår i en tid med enorme kulturelle omvæltninger, her markeret via Gopniks børn.
Alt dette er pakket ind i en særdeles velproduceret film med Coen-brødrenes vanlige sans for timing, gode replikker og tekniske færdigheder. De har virkelig anstrengt sig for at genskabe den ærkeamerikanske typehus-forstad, og "A Serious Man" er så gennemsyret af det jødiske tema, at næsten samtlige medvirkende faktisk er jøder. Michael Stuhlbarg er rigtig god som den nervøse, sortseende hovedperson, men filmens bedste rolle tilhører dog Fred Melamed, der er fantastisk underholdende som Gopniks joviale ven, der både vil stjæle hans kone og give en krammer.
Jeg synes, at "A Serious Man" på mange måder er Coen-brødrenes bedste film siden "Fargo". Den er ofte utroligt morsom, men også fyldt med dobbelttydigheder og næsten drillende symbolik. Den foregår i et meget lukket univers, hvor hovedpersonerne kaster om sig med udtryk på hebraisk og jiddisch. Det er ikke nogen ligefrem film, men en intelligent, underfundig sag, som gemmer mere under overfladen, end man ser ved første øjekast.
Hovedpersonen er Larry Gopnik, en universitetsprofessor, som i slutningen af 60'erne lever sit kernefamilieliv i en jødisk-domineret forstad til Minneapolis (hvor Coen-brødrene selv voksede op). Da filmen begynder, begynder Gopniks liv at falde fra hinanden. Hans kone vil skilles, hans naboer er sære og farlige, jobbet som professor synes i fare, og Gopnik forstår ikke, hvad der foregår. For han har jo forsøgt at være en alvorsmand.
Gopniks søgen efter en forklaring står centralt i filmen, for ét af dens bærende temaer er, at der ikke er nogen forklaring. De rabbinere, han opsøger, kan ikke hjælpe, og det bliver fortalt med en bittersort humor og en endelig pointe om, at man ikke ser den virkelige fare, hvis man ser farer i alt.
Der er ekkoer af både Franz Kafka og Woody Allen i filmens ængstelige univers, som er gennemført jødisk. Med al den ironi og tvetydighed, som også kendetegner det jødiske tankegods. Det springer fx i øjnene, at "A Serious Man" understreger, at religionen ikke giver svar på noget - men fortæller det fra en klart religiøs synsvinkel, hvor den tudsegamle rabbiner er én af historiens mest positive personer. Og hele filmen bliver perspektiveret af en prolog, der minder om en religiøs lignelse og helt bevidst lades åben for fortolkning. Det er nok heller ikke tilfældigt, at filmen foregår i en tid med enorme kulturelle omvæltninger, her markeret via Gopniks børn.
Alt dette er pakket ind i en særdeles velproduceret film med Coen-brødrenes vanlige sans for timing, gode replikker og tekniske færdigheder. De har virkelig anstrengt sig for at genskabe den ærkeamerikanske typehus-forstad, og "A Serious Man" er så gennemsyret af det jødiske tema, at næsten samtlige medvirkende faktisk er jøder. Michael Stuhlbarg er rigtig god som den nervøse, sortseende hovedperson, men filmens bedste rolle tilhører dog Fred Melamed, der er fantastisk underholdende som Gopniks joviale ven, der både vil stjæle hans kone og give en krammer.
Jeg synes, at "A Serious Man" på mange måder er Coen-brødrenes bedste film siden "Fargo". Den er ofte utroligt morsom, men også fyldt med dobbelttydigheder og næsten drillende symbolik. Den foregår i et meget lukket univers, hvor hovedpersonerne kaster om sig med udtryk på hebraisk og jiddisch. Det er ikke nogen ligefrem film, men en intelligent, underfundig sag, som gemmer mere under overfladen, end man ser ved første øjekast.
24/10-2009
