Stereotypernes parade
2.0
"So Fucking What" - ja, hvad rager det egentlig mig...
'Let's face it', som de siger på den anden side af Atlanten - den amerikanske medievirkelighed har mange hæslige træk. Den evige jagt efter nyt stof til de hungrende masser, viser sig som sensationsliderlighed, skandaløs snagen i ulykke og trang til at dyrke den personfikserede historie. Filmen "So Fucking What" foregiver at være 'bidende satire' over disse de amerikanske mediers forbrug af menneskeskæbner, som kværnes igennem maskineriet og efterlades godt gennemtyggede på den anden side - straks glemte i skyggen af en ny historie.
Cliff Spab (Stephen Dorff) er 'white trash' teenager, bor hos sine forældre og passer ind imellem sit McJob i forstadens "Burger Boy". Da han og vennen Joe en aften kører ned for at hente øl i den lokale 'convenience store' ender de, sammen med en håndfuld andre kunder, som gidsler hos gruppen 'Split Image'. Udover våben er gidseltagerne udstyret med et videokamera, og tilsyneladende er deres eneste formål med aktionen at få råoptagelserne tv-transmitteret. I 36 dage sidder seere på verdensplan klistrede til skærmene, for at se hvordan Spab og co. klarer situationen. Med sin ungdommelige kynisme og slagordet 'So Fucking What', er Spab den moderne rebel, som medierne straks tager til sig og gør til national helt. På den 36. dag står det store, blodige opgør mellem gidsler og terrorister, med Spab og den jævnaldrende Wendy som de eneste overlevende. Uden for kaster medierne sig som blodhunde over dem - de er gidsler påny.
Overgearet mediecirkus
Så langt, så godt. Spab rekonvalescerer i sin hospitalsseng, gennemlever gradvist de dramatiske oplevelser og indser målløs, hvilken ny status han har vundet. Herfra kammer historien over. Man har taget hver en variation over rædselsfuldt medielir og udsat Spab og Wendy for et satirisk møde med det. Wendy optræder i et utal af talk-shows. Spabs forældre skovler penge ind på tre tv-shows, hvoraf de selv har fået roller i det ene - 'the official Cliff Spab story', forstå's. 'The Cliff Spab Special' får rekordhøje seertal og der er Spab-merchandise hvorend kameraet peger. Da Spab er på flugt fra postyret løber han ind i et par meget naturtro kopier af Beavis & Butthead, han indskriver sig på et hotel som Robert Plant og bliver VJ på en musikstation ved navn TVM! Referencerne er uendelige. I begyndelsen er det tilnærmelsesvist underholdende, men efterhånden er man bare tilskuer til filmskabernes egen reference-liderlighed.
Det bliver sværere og sværere at afgøre om "SFW" er en film, eller en 'Saturday Night Live Special' (med al respekt for 'Saturday Night Live'). I mødet med satiren skal man som tilskuer hurtigt og præcist kunne nikke genkendende til karakterer og situationer. I "SFW" køres alle stereotyper i stilling og har man et minimum af kendskab til amerikansk (medie)kultur skal man nok nikke genkendende til alt. Men man ser kun pap - figurerne forbliver hule og hulrummet forbliver tomt. De stakkels skuespillere kæmper med materialet, for eksempel har de tydeligvis stort besvær med at opretholde den rette frekvens af ordet 'fuck' - men lige meget hjælper det. Der er absolut ingen grund til at tilbringe 90 minutter i selskab med denne flok. Selvom filmen foregiver at gøre det, lærer den dig intet om det totalt ligegyldige medieudbud - den er en del af det.
'Let's face it', som de siger på den anden side af Atlanten - den amerikanske medievirkelighed har mange hæslige træk. Den evige jagt efter nyt stof til de hungrende masser, viser sig som sensationsliderlighed, skandaløs snagen i ulykke og trang til at dyrke den personfikserede historie. Filmen "So Fucking What" foregiver at være 'bidende satire' over disse de amerikanske mediers forbrug af menneskeskæbner, som kværnes igennem maskineriet og efterlades godt gennemtyggede på den anden side - straks glemte i skyggen af en ny historie.
Cliff Spab (Stephen Dorff) er 'white trash' teenager, bor hos sine forældre og passer ind imellem sit McJob i forstadens "Burger Boy". Da han og vennen Joe en aften kører ned for at hente øl i den lokale 'convenience store' ender de, sammen med en håndfuld andre kunder, som gidsler hos gruppen 'Split Image'. Udover våben er gidseltagerne udstyret med et videokamera, og tilsyneladende er deres eneste formål med aktionen at få råoptagelserne tv-transmitteret. I 36 dage sidder seere på verdensplan klistrede til skærmene, for at se hvordan Spab og co. klarer situationen. Med sin ungdommelige kynisme og slagordet 'So Fucking What', er Spab den moderne rebel, som medierne straks tager til sig og gør til national helt. På den 36. dag står det store, blodige opgør mellem gidsler og terrorister, med Spab og den jævnaldrende Wendy som de eneste overlevende. Uden for kaster medierne sig som blodhunde over dem - de er gidsler påny.
Overgearet mediecirkus
Så langt, så godt. Spab rekonvalescerer i sin hospitalsseng, gennemlever gradvist de dramatiske oplevelser og indser målløs, hvilken ny status han har vundet. Herfra kammer historien over. Man har taget hver en variation over rædselsfuldt medielir og udsat Spab og Wendy for et satirisk møde med det. Wendy optræder i et utal af talk-shows. Spabs forældre skovler penge ind på tre tv-shows, hvoraf de selv har fået roller i det ene - 'the official Cliff Spab story', forstå's. 'The Cliff Spab Special' får rekordhøje seertal og der er Spab-merchandise hvorend kameraet peger. Da Spab er på flugt fra postyret løber han ind i et par meget naturtro kopier af Beavis & Butthead, han indskriver sig på et hotel som Robert Plant og bliver VJ på en musikstation ved navn TVM! Referencerne er uendelige. I begyndelsen er det tilnærmelsesvist underholdende, men efterhånden er man bare tilskuer til filmskabernes egen reference-liderlighed.
Det bliver sværere og sværere at afgøre om "SFW" er en film, eller en 'Saturday Night Live Special' (med al respekt for 'Saturday Night Live'). I mødet med satiren skal man som tilskuer hurtigt og præcist kunne nikke genkendende til karakterer og situationer. I "SFW" køres alle stereotyper i stilling og har man et minimum af kendskab til amerikansk (medie)kultur skal man nok nikke genkendende til alt. Men man ser kun pap - figurerne forbliver hule og hulrummet forbliver tomt. De stakkels skuespillere kæmper med materialet, for eksempel har de tydeligvis stort besvær med at opretholde den rette frekvens af ordet 'fuck' - men lige meget hjælper det. Der er absolut ingen grund til at tilbringe 90 minutter i selskab med denne flok. Selvom filmen foregiver at gøre det, lærer den dig intet om det totalt ligegyldige medieudbud - den er en del af det.
19/11-2018
