Zombie-tivoli!

4.0
Det er nemt at se "Zombieland" som en amerikansk pendant til "Shaun of the Dead". Og godt nok er det en actionkomedie med zombier, men i hjertet er "Zombieland" en ungdomsfilm, hvor den nørdede hovedperson lærer noget om livet og især det med piger. Her går pigerne bare i stramt lædertøj og er bevæbnet med automatvåben. På den led er filmen især i familie med postapokalyptiske 80'er-titler som "Night of the Comet" eller "Radioactive Dreams" (som jeg ikke forventer, at mange andre end jeg selv kan huske :-).

Men her er teen-romantikken og verdens undergang altså pakket ind i mængder af zombier. Som bliver slagtet på kreative, underholdende måder igennem hele filmen. Der er nærmest ikke en reel gyserscene i "Zombieland", men til gengæld er der masser af fjollet action, som smukt gør grin med zombiegenrens konventioner. Ikke mindst via den unge, neurotiske helts 32+ overlevelsesregler, der ville hjælpe enhver karakter i horrorfilm.

Jesse Eisenberg gør det fint som den unge helt, men det er Woody Harrelson, der konsekvent stjæler billedet som den redneck-zombiedræber, han slår følge med. Harrelson har det der talent for at spille sådan en rolle med en særlig kant, og han er virkelig morsom. Mens Emma Stone får et gennembrud som både sød og sexet heltinde - hun skal nok få flere roller af samme type.

Resten af rollelisten består mest af zombier. Og så lige Bill Murray, som desværre burde have været holdt ude af filmen. Hans cameo-rolle er nemlig omdrejningspunktet i en sekvens, som lidt over midtvejs er ved at køre hele filmen af sporet. Den bryder simpelt hen med sin egen stil i et forsøg på at være ekstra morsom, men det virker bare ikke. Heldigvis får instruktør Ruben Fleischer samlet filmen op igen i et smukt afsluttende voldsorgie i en forlystelsespark. Zombier i rutschebanen, zombier i det gyldne tårn, zombier i ...

"Zombieland" er i øvrigt Fleischers instruktørdebut, og den kan han være stolt af. Det er en herlig gang fjollet splatter-underholdning, udført med stor opfindsomhed og kærlig respekt for genren. Hvis den ikke havde forsøgt at køre sig selv af sporet med Bill Murray, ville jeg have givet den en stjerne mere.
Zombieland