Blå mænd til julefrokost

Filminstruktør Rasmus Heide trodser årstiden med sin tidlige julefilm, ’Julefrokosten’, men han trodser til gengæld på ingen måde den konventionelle filmramme, klicheprægede dramaturgi og uoriginale humor med sin blot anden film.

Sandheden er faktisk, at Rasmus Heide har brugt stort set samme form, som han brugte i debutfilmen ’Blå mænd’:

Tag en umoderniseret arbejdsplads på samfundets laveste lag, tilsæt et excentrisk firkantet skildret personale med hver deres sociale problemer, og giv det hele et klicheklistret twist, ved at sætte en moderne karriere kanon ind i de for ham uvante omgivelser.

Skraldepladsen er blevet skiftet ud med et mekanikerværksted, mens Thure Lindhardt er blevet skiftet ud med Thomas Voss, der gør det ganske habilt som bilsælgeren (i stedet for IT-sælger, som Thure Lindhardt var i ’Blå mænd’) Anders Bo, der har det hele: udseendet, hjernen og til sidst hjertet på det rette sted.

Scenen er dermed sat for de mange komiske eskapader, Heide og co. begiver sig med. Præcis som i ’Blå mænd’, hvor det ikke var fortællerformen, men derimod de enkelte komiske indslag, der var i højsædet.

Samme prioritering har Rasmus Heide også i ’Julefrokosten’. Og det kan også ses i de enkelte komiske klip, der fungerer. Men Rasmus Heide har aldrig fat i den meget flosset, endimensionelt fortalte historie om skiderikken, der forbedrer sig ved hjælp af en smuk kvinde, han finder på værkstedet.

Som også Thure Lindhardt gjorde det på lossepladsen.

Det lugter lidt af et rutinemæssigt venstrehåndsarbejde fra manuskript forfatter Heide og Glud. Manuskriptet skriger efter originalitet, når det kommer til den dramaturgiske tilgang til historien og personudviklingen.

Jeg ved godt, at man ikke kan forvente dyb socialrealisme, når den sprælske og finurlige Mick Øgendahl er på rollelisten. Det er heller ikke meningen.

Men en smule strammere fortalt historie, der tør gå linen ud i galskaberne, i stedet for at hænge sig i de sentimentale klicheer, må man godt efterspørge, uden at blive hængt ud som kultur snob.

Uden at hænge sig for meget ved den kedelige fortælling, der er en decideret gentagelse af ’Blå mænd’ skabelonmæssigt, så skal man i stedet søge efter kvaliteten i filmens mange komiske øjeblikke.

Men også her savnes der et originalt bid. Det er faktisk stadigvæk, som det også var i ’Blå mænd’, prut, sex og voldsomhed der fungerer bedst, når det kommer til komikken.

Så snart det bliver en anelse todimensionelt, og bevæger sig over, undskyld mig, abestadiet, så ved man ikke helt om man skal grine, eller i virkeligheden tage det alvorligt til sig.

Man bliver hensat lidt i tvivl i filmens mange ubalancerede øjeblikke. Præcist som med ’Blå mænd’. Og det virker meget fladt.

Jeg har med tiden haft det særligt svært med den brede folkekomedie, netop fordi, det er så ubalanceret en filmoplevelse. På den ene side vil ’Julefrokosten’ gerne være grotesk sjov, men på den anden side vil den også være alvor sentimental med store temaer som faderkomplekser, kærlighed og om at gøre det rigtige.

Det har for mig været svært, da i det øjeblik, man skal føle noget for enten hovedpersonen eller en anden karakter i filmen, virker det så uhyrligt hult, fordi karakteren har teet sig umenneskeligt åndssvagt minuttet før.

Jeg så hellere, at man fuldt ud gav fingeren til det sentimentale og gik hele planken ud, når det kom til den komiske karakterskildring og humoren i det hele taget.

Her kunne man nemlig flette nogle budskaber ind i komikken. Et fuldstændigt eksemplarisk eksempel på netop denne form, er Cohen brødrenes komiske mesterværk, ’The Big Lebowski’, der kort og godt handler om alt og ingenting.

Indrømmet, så er det alt for store krav, at bede urutineret Rasmus Heide begive sig ud der, hvor kun mastodonter som Cohen brødrene kan bunde. Og ja, jeg er også indforstået med, at Rasmus Heide har i sinde, at tilfredsstille den store masse, frem for det enkelte individ.

Men derfor længes man nu efter originalitet, mod til at fortælle og være grov, i stedet for flad og kedelig og faktisk til sidst ret så intetsigende.

Dog er det hele ikke gjalde. Flere af skuespillerne gør det faktisk rigtig godt. Thure Lindhardts støvede bogholder Frans er, på trods af marginalt spillerum, filmens store grin. En asocial, undertrykt og excentrisk fyr, der vil overraske alt og alle, ved at klæde sig ud som julemand ved julefrokosten, i stedet for at gå hjem tidligt, som han plejer hvert år.

I stedet ender han dog vitterligt i skorstenen.

Han er, ligesom Anders W. Bertelsens fimsede mekaniker Fimse og Søren Mallings stereotype mekaniker, der vil mere end blot være mekaniker, filmens store lyspunkter i et ellers så mørkt rum.

Faktisk kan man til slut konkludere, at Rasmus Heide ikke rigtig viser nogen form for fornyelse. Og dermed har han heller ikke rykket sig som instruktør. Det er decideret ærgerligt.

Et eller andet sted kan man heller ikke klandre Rasmus Heide, for han har jo bare kogt mere suppe på den succesformel, ’Blå mænd’ er bygget op om.

Men derfor er ’Julefrokosten’ stadig en meget middelmådig oplevelse. Også når det kommer til komikken.

Med andre ord, end dårligere gentagelse af den store succes ’Blå mænd’. Og så er det ikke en gang jul endnu.