Et surrealistisk mesterstykke
6.0
Denne film var en af Kubricks absolutte favoritter - og han har vel heller ikke hadet sin egen Rumrejsen 2001. For de er i virkeligheden meget ens, uagtet at de nok er ret forskellige på et åndeligt og moralsk plan.
De handler nemlig begge om menneskets plads i universet, men er derfra hinandens diametrale modsætninger: Kubrick hylder mandens færden ud i rummet, romantiserer universets poesi og teknologiens grænseløse potentiale.
2001 er optimistisk: mennesket genfødes efter en ny erkendelse tilsidst i filmen, cementeret af den velkendte slutsekvens med "Starchild". Den deforme baby i Eraserhead er Starchilds modsætning. I Kubricks univers er vi heskere over maskinerne, udforsker og erkender. I Lynch' dystopiske industriverden er vi slaver af vores egne opfindelser. Menneskets skaberkræfter er frastødende og ukontrollerede.
Sågar er resultatet af menneskets mest grundlæggende manifestation i universet; skabelsen af nyt liv; et frastødende, ulykkeligt og deformt væsen. Vi er slet ikke 2001's Übermensch, men en flok destruktive (og selvdestruktive) slaver af maskinen.
Derudover skaber denne film nogle af de mest fortættede og intense stemninger, jeg nogensinde har set på film. Der hersker en dyb og stille billedpoesi, lignende den fra Rumrejsen 2001. Det er den Lynch, der aldrig rigtig sprang ud og idag er blevet en fremragende glad-i-låget-underholder. Men det her er altså den sande Lynch, der ikke beskriver sin meditative kunstverden og virkelighedensflugt: dette er helvede på jord. Det er Lynch uden indofiner, oceanisk virkelighedsflugt og ud-af-kroppen oplevelser.
Som han selv siger: "real happiness is not out there, it's inside" - det er den velkendte flugt ind i kunsten, der endnu ikke er kommet til udtryk. Bare han dog ville lave nogle flere film om den rigtige verden uden åndeliggørelsen af den. Droppe meditationen og beskrive menneskets skæbne FØR efterrationaliseringerne og forsøgene på at fortolke verden så den giver mening. Eraserhead er ikke særligt romantisk og det skal den have ros for!
De handler nemlig begge om menneskets plads i universet, men er derfra hinandens diametrale modsætninger: Kubrick hylder mandens færden ud i rummet, romantiserer universets poesi og teknologiens grænseløse potentiale.
2001 er optimistisk: mennesket genfødes efter en ny erkendelse tilsidst i filmen, cementeret af den velkendte slutsekvens med "Starchild". Den deforme baby i Eraserhead er Starchilds modsætning. I Kubricks univers er vi heskere over maskinerne, udforsker og erkender. I Lynch' dystopiske industriverden er vi slaver af vores egne opfindelser. Menneskets skaberkræfter er frastødende og ukontrollerede.
Sågar er resultatet af menneskets mest grundlæggende manifestation i universet; skabelsen af nyt liv; et frastødende, ulykkeligt og deformt væsen. Vi er slet ikke 2001's Übermensch, men en flok destruktive (og selvdestruktive) slaver af maskinen.
Derudover skaber denne film nogle af de mest fortættede og intense stemninger, jeg nogensinde har set på film. Der hersker en dyb og stille billedpoesi, lignende den fra Rumrejsen 2001. Det er den Lynch, der aldrig rigtig sprang ud og idag er blevet en fremragende glad-i-låget-underholder. Men det her er altså den sande Lynch, der ikke beskriver sin meditative kunstverden og virkelighedensflugt: dette er helvede på jord. Det er Lynch uden indofiner, oceanisk virkelighedsflugt og ud-af-kroppen oplevelser.
Som han selv siger: "real happiness is not out there, it's inside" - det er den velkendte flugt ind i kunsten, der endnu ikke er kommet til udtryk. Bare han dog ville lave nogle flere film om den rigtige verden uden åndeliggørelsen af den. Droppe meditationen og beskrive menneskets skæbne FØR efterrationaliseringerne og forsøgene på at fortolke verden så den giver mening. Eraserhead er ikke særligt romantisk og det skal den have ros for!
29/10-2009
