Fremragende film, men trænger til et remake
5.0
SPOILERS
"Don't Look Now" er gyserfilmen med det bedste plot - måske undtaget Antichrist. Nøglen til denne films meget grundlæggende symbolik og metaforik er Venedig. Venedig er vor hovedpersons underbevidsthed. Først beskuer han den udefra, har kontrol over den. I dette stadie ser han lysbilleder af venedig, han er der ikke!
Et af fotografierne ødelægger imidlertid denne balance, da "væsenet" med den røde regnfrakke optræder. Her krakelerer alting - parrets barn lider druknedøden. Dette fører imidlertid dem begge ned i underbevidstheden - venedig.
Kvinden bortforklarer i sit indre datterens død med en stadig "åndelig tilstedeværelse" (de to synske kvinder symboliserer menneskets transcendente bortforklaring af døden). Hun forsvinder desuden fra Venedig, rejser tilbage til sit over-jeg. Manden reagerer anderledes og fastslår, at datteren er død. Han går i krig med livets ubekvemme sandheder og mister forstanden som følge heraf. Han konfronteres direkte med sorgen og frygten, hvis metafor er "pigen" i den råde regnfrakke.
Han jagter denne røde regnfrakke, accepterer den tilsidst og dette slår ham ihjel. Hans kone forsøger at komme ham til undsætning til allersidst, men da er han allerede dybt inde i sit sind. Her står han direkte overfor frygten og siger sågar "everything is fine", at den "blot kan vise sig" og således vinder sindssygen kampen over hans fornuft. Det vises igennem knivmordet og bisættelsesceremonien, som forudses da han på et tidspunkt i filmen observerer sin kone og de to synske kvinder, sørgende, på en af disse bisættelsesgondoler.
Filmen lider desværre af sin alder og sin instruktion. Hvis blot Trier eller Lynch gad lave et remake af denne film, ville den klart stå som et uomgængeligt mesterværk. Men det gør den ikke i denne version! Der er noget grimt og britisk over den.
"Don't Look Now" er gyserfilmen med det bedste plot - måske undtaget Antichrist. Nøglen til denne films meget grundlæggende symbolik og metaforik er Venedig. Venedig er vor hovedpersons underbevidsthed. Først beskuer han den udefra, har kontrol over den. I dette stadie ser han lysbilleder af venedig, han er der ikke!
Et af fotografierne ødelægger imidlertid denne balance, da "væsenet" med den røde regnfrakke optræder. Her krakelerer alting - parrets barn lider druknedøden. Dette fører imidlertid dem begge ned i underbevidstheden - venedig.
Kvinden bortforklarer i sit indre datterens død med en stadig "åndelig tilstedeværelse" (de to synske kvinder symboliserer menneskets transcendente bortforklaring af døden). Hun forsvinder desuden fra Venedig, rejser tilbage til sit over-jeg. Manden reagerer anderledes og fastslår, at datteren er død. Han går i krig med livets ubekvemme sandheder og mister forstanden som følge heraf. Han konfronteres direkte med sorgen og frygten, hvis metafor er "pigen" i den råde regnfrakke.
Han jagter denne røde regnfrakke, accepterer den tilsidst og dette slår ham ihjel. Hans kone forsøger at komme ham til undsætning til allersidst, men da er han allerede dybt inde i sit sind. Her står han direkte overfor frygten og siger sågar "everything is fine", at den "blot kan vise sig" og således vinder sindssygen kampen over hans fornuft. Det vises igennem knivmordet og bisættelsesceremonien, som forudses da han på et tidspunkt i filmen observerer sin kone og de to synske kvinder, sørgende, på en af disse bisættelsesgondoler.
Filmen lider desværre af sin alder og sin instruktion. Hvis blot Trier eller Lynch gad lave et remake af denne film, ville den klart stå som et uomgængeligt mesterværk. Men det gør den ikke i denne version! Der er noget grimt og britisk over den.
30/10-2009
