Hæmningsløs hævn

2.0
*mindre spoilers*

Selvtægtsfilm, der indledningsvis følger den kendte skabelon: Et par brutale tyve trænger ind hos en familie, hvor de voldtager og dræber kone og datter. De kommer for retten, men den ambitiøse statsadvokat laver en handel med den ene, så han slipper billigt mod at ofre sin ven. Det nægter den rasende familiefar at acceptere, så han begynder at planlægge sin hævn over både morderne og de 'korrupte' ansvarlige i retsvæsenet.

Det er ren "Death Wish", men twistet i "Law Abiding Citizen" er så, at den er mere ekstrem. For det første er hævneren villig til at dræbe mennesker i flæng for at få sin pointe igennem. Og for det andet er han utroligt god til det, for han har nemlig en baggrund som black ops-ekspert hos CIA. Filmen er totalt over-the-top på det punkt, men det fungerer faktisk glimrende det meste af vejen, fordi man hurtigt forstår, at helten er nærmest overmenneskeligt snu, og de udspekulerede hævnmord flyder i en lind strøm.

Desværre smider filmen så det hele væk i slutsekvensen, som fuldstændig undergraver den etablerede præmis. Efter at have opbygget den her fantastisk snedige hævner skal der pludselig findes en løsning på, at han bliver stoppet, og det virker simpelt hen utroværdigt inden for filmens ramme. Plus at den virkelig kommer på moralsk gyngende grund til sidst. Det gælder i nogen grad for alle selvtægtsfilm, men her virker forholdet mellem den rå mængde vold og den ønskede pointe alt for skævt. Det gav mig en helt flad fornemmelse til slut.

I virkeligheden var det måske til at forudse, når man tænker på, hvem der står bag "Law Abiding Citizen". F. Gary Gray er i bedste fald en jævn action/thriller-instruktør, hvilket også viser sig her. Han holder spændingen godt ved lige i lang tid, men mister grebet til slut. Og manuskriptforfatter Kurt Wimmer har nogle virkelig tvivlsomme titler på cv'et, så det overrasker ikke, at historien ikke hænger helt sammen. Ideen er ellers original inden for filmens genreniche, men det er netop typisk Wimmer: Spændende idé, bare ikke helt gennemført.

Synd, for "Law Abiding Citizen" er faktisk tæt på at lykkes med sin ekstremt buldrende selvtægtsstil. Hvor Gerard Butler og Jamie Foxx i øvrigt gør det udmærket som henholdsvis superhævneren og den kyniske statsadvokat, han kommer til at hade.
Nådeløs hævn