Elephant Man om igen

Der er så skræmmende langt fra Eraserhead til Blue Velvet og Elephant Man. De to sidste ender "godt", især førstnævnte, og der er masser af kærlighed, hjertevarme og ondskab (der besejres: sjæleligt, fysisk). Skillelinjerne mellem godt og ondt er dog ikke helt så skarpt skåret i Blue Velvet. Dog eksisterer de og gennem dem adskiller Blue Velvet sig fra en værdirelativ film som Pulp Fiction.

Naturligvis er der scener som ingen andre kunne have lavet, jfr. det korte ophold i Bens lejlighed. Og så er filmen da også en charmerende kærlighedshistorie noget af vejen. Det er uomgængeligt en god film om forholdet mellem "det at være detektiv" (udforskningen) og perversionen. Også en film, der lukker op til den amerikanske "underbevidsthed" og lukker grundigt efter sig igen.

Jeg kan godt lide klassiske krimihistorier, der holder sig klassiske. Men Blue Velvet er simpelthen for skizofren til man rigtigt kan elske den: der er henholdsvis for meget OG for lidt surrealisme, ondskab og perversion. For den vælger ikke rigtig, hvilken vej den vil gå før til allersidst: og det er desværre den kedelige vej.

Jeg sad hele filmen og glædede mig til en talende kat eller nogle fangende billeder, som aldrig kom. Og det gør jeg langt fra i alle film, men netop denne lagde i høj grad op til det.