"What do you see?"
6.0
Spoilers:
Jeg har før i dette forum skamrost den britiske auteur Danny Boyle for hans virtuose filmsprog karakteriseret ved en dynamisk klippestil, duperende billedkompositioner, samt et aldeles velvalgt soundtrack. Boyle har selv udtalt, at 70 % af en filmoplevelse i hans optik udgøres af musik, og den overbevisning lader sig tydeligt fremgå i hans hidtidige produktioner, hvor de mest mindeværdige billeder ofte akkompagneres af en betydningsbærende lydside.
Således er scenen med babyen kravlende på loftet, samt Underworld pumpende på soundtracket det stærkeste moment i ”Trainspotting”, mens kærlighedsscenen i havet til lyden af All Saints perfekt indfanger de elskendes følelsesmæssige forløsning i ”The Beach”. I ”Slumdog Millionaire” er der ikke blot et, men flere enkeltstående scener, hvor kernen udgøres af A.R. Rahmans Bollywood’ske lydside, hvad enten der er tale om tragiske hændelser eller kærlige genforeninger.
Boyles største triumf, hvad angår sammensmeltning af billede og lyd skal imidlertid findes i sci-fi-filmen ”Sunshine”, hvor to af filmens karakterer, Capa og Kaneda, skal reparere fire poster på rumskibets yderside. Problemer opstår dog, og snart må de to astronauter ud i en hæsblæsende kamp mod uret for at undgå at blive opslugt af solens flammer. Capa når på Kanedas opfordring hårfint at redde sit eget skind, men japaneren selv lader sig ofre og fortære af strålerne. Udover gradvist mere storslåede billeder, opbygges scenen først og fremmest af John Murphys dirrende soundtrack, der idet Kaneda omfavnes af den gullige masse, kulminerer i et hårrejsende crescendo. Som tilskuer sidder man med opspærrede øjne, åben mund og bankende hjerte og føler selv, at man bliver omfavnet af den vitale stjernes stråler – og det mest af alt som følge af Boyles unikke sans for at lade musik og billeder gå op i en højere enhed.
Resten af ”Sunshine” er ligeledes en oplevelse af de sjældne, fra den ildevarslende indledning til den bjergtagende slutning i solens kerne. Det er en film, der respekterer genrens konventioner uden at vade rundt i dem, og en film, der som få formår at visualisere den generelle frygt for, såvel som betagelse af rummet omkring os. Desuden er sammensætningen af rumskibet en genistreg i sig selv, idet det ved hjælp af besætningsmedlemmernes respektive reaktioner lykkes Boyle og co. at skildre menneskets vidt forskellige håndtering af psykisk pres. Især er Chris Evans’ Mace en dybt fascinerende – og meget uberegnelig – karakter, som man vigtigst af alt interesserer sig for som tilskuer.
Man kan mene, at handlingen kammer over ved introduktionen af Pinbacker, og det står da også uden for enhver form for diskussion, at ”Sunshine” er en bedre film før antagonisten med de forskruede ideer introduceres. Helt uinteressant er Pinbacker dog ikke, og derudover bør man hæfte sig ved, at filmens døende minutter ikke udelukkende handler om ham, men snarere om den egentlige mission om at tænde solen på ny. Endvidere kan filmens sidste akt snildt matche de foregående minutter, hvad angår visuel og musikalsk ekvilibrisme.
Både som oplagt storskærmsfilm, menneskeligt portræt og genopfindelse af den klassiske sci-fi-film er og bliver ”Sunshine” et mesterværk.
Jeg har før i dette forum skamrost den britiske auteur Danny Boyle for hans virtuose filmsprog karakteriseret ved en dynamisk klippestil, duperende billedkompositioner, samt et aldeles velvalgt soundtrack. Boyle har selv udtalt, at 70 % af en filmoplevelse i hans optik udgøres af musik, og den overbevisning lader sig tydeligt fremgå i hans hidtidige produktioner, hvor de mest mindeværdige billeder ofte akkompagneres af en betydningsbærende lydside.
Således er scenen med babyen kravlende på loftet, samt Underworld pumpende på soundtracket det stærkeste moment i ”Trainspotting”, mens kærlighedsscenen i havet til lyden af All Saints perfekt indfanger de elskendes følelsesmæssige forløsning i ”The Beach”. I ”Slumdog Millionaire” er der ikke blot et, men flere enkeltstående scener, hvor kernen udgøres af A.R. Rahmans Bollywood’ske lydside, hvad enten der er tale om tragiske hændelser eller kærlige genforeninger.
Boyles største triumf, hvad angår sammensmeltning af billede og lyd skal imidlertid findes i sci-fi-filmen ”Sunshine”, hvor to af filmens karakterer, Capa og Kaneda, skal reparere fire poster på rumskibets yderside. Problemer opstår dog, og snart må de to astronauter ud i en hæsblæsende kamp mod uret for at undgå at blive opslugt af solens flammer. Capa når på Kanedas opfordring hårfint at redde sit eget skind, men japaneren selv lader sig ofre og fortære af strålerne. Udover gradvist mere storslåede billeder, opbygges scenen først og fremmest af John Murphys dirrende soundtrack, der idet Kaneda omfavnes af den gullige masse, kulminerer i et hårrejsende crescendo. Som tilskuer sidder man med opspærrede øjne, åben mund og bankende hjerte og føler selv, at man bliver omfavnet af den vitale stjernes stråler – og det mest af alt som følge af Boyles unikke sans for at lade musik og billeder gå op i en højere enhed.
Resten af ”Sunshine” er ligeledes en oplevelse af de sjældne, fra den ildevarslende indledning til den bjergtagende slutning i solens kerne. Det er en film, der respekterer genrens konventioner uden at vade rundt i dem, og en film, der som få formår at visualisere den generelle frygt for, såvel som betagelse af rummet omkring os. Desuden er sammensætningen af rumskibet en genistreg i sig selv, idet det ved hjælp af besætningsmedlemmernes respektive reaktioner lykkes Boyle og co. at skildre menneskets vidt forskellige håndtering af psykisk pres. Især er Chris Evans’ Mace en dybt fascinerende – og meget uberegnelig – karakter, som man vigtigst af alt interesserer sig for som tilskuer.
Man kan mene, at handlingen kammer over ved introduktionen af Pinbacker, og det står da også uden for enhver form for diskussion, at ”Sunshine” er en bedre film før antagonisten med de forskruede ideer introduceres. Helt uinteressant er Pinbacker dog ikke, og derudover bør man hæfte sig ved, at filmens døende minutter ikke udelukkende handler om ham, men snarere om den egentlige mission om at tænde solen på ny. Endvidere kan filmens sidste akt snildt matche de foregående minutter, hvad angår visuel og musikalsk ekvilibrisme.
Både som oplagt storskærmsfilm, menneskeligt portræt og genopfindelse af den klassiske sci-fi-film er og bliver ”Sunshine” et mesterværk.
08/11-2009
