I'm the king of "the end of days"!
2.0
Man kan altid genkende en Roland Emmerich film – ikke fordi manden har nogen speciel mindeværdig stil eller ”instruktørens touch”, men fordi han altid laver dyre katastrofefilm. Med økonomiske big time succes’er som Independence Day og The Day After Tomorrow, har tyske Roland opdaget hvordan man tjener mange penge. Sidste år floppede han godt nok med 10.000 BC, men hul i det – vi laver bare en ny katastrofefilm og indhenter det vi tabte. 2012 er desværre tæt på at være lige så slem, patetisk og uintelligent som BC.
Historien er selvfølgelig lam, og det må man bare finde sig i under instruktørens vinger, hvis man vil have nogen som helst chance for at more sig undervejs. Og det halter selvfølgelig også gevaldigt med logikken, som man ikke skal tænke dybere over. Jeg må indrømme, at jeg gik under ca. midtvejs, da filmen ganske enkelt kørte mig fysisk og psykisk træt med klicheerne, og ikke engang for at overdrive, så indeholder denne film samtlige klicheer i historien, både i større og mindre grad. Måske har Roland lavet en slags greatest hits her, over de bedste klicheer i filmhistorien? Mit andet problem med filmen er dens spilletid. Hvorfor skal katastrofefilm, der ensporet kører i samme rille, være så lange? Når man har set de første 15 ødelæggelser, så må det altså være rigeligt.
Med et budget på 260 millioner dollars, forventes der alligevel lidt af denne blockbuster (visuelt) og CGI, som filmen består af ca. 85% af tiden, er også godt udført arbejde af de dygtige amerikanere, som kun de kan levere. Ødelæggelserne af diverse bygninger, fly, biler mm. er helt enorme, og der findes ingen der kan lave en præcis statistik over, hvor mange ting der smadres i filmen. Og det ser også godt ud, men der var også øjeblikke hvor CGI skinner for tydeligt, og jeg må også erkende, at jeg har set mere mindblowing effektdrevne film. Lyd siden er til gengæld bragende fed, herunder også lydeffekter, som jo er skabt til en biograf.
Skuespillerne behøver man ikke at komme ind på, da de står i skyggen af effekterne. John Cusack er selvfølgelig den mest iøjnefaldende og karismatiske, men rollen er så klichefyldt, at man næsten kan gætte alle hans replikker, inden han siger dem. Zlatko Buric behøver næsten ikke introduktion. Eller jo, det gør han. Han var rædselsfuld som den russiske milliardær. Det var da den mest ufrivillig komiske præstation længe. Desuden ligner han en der har fået 100 myggestik i fjæset, så hævet ser han ud.
Jeg kunne ikke lide 2012. Jeg nød ellers hans fine The Day After Tommorow, som jeg mener har større kvaliteter. 2012 har bare et større budget, men er på mange måder en vammel amerikansk heroisme.
Historien er selvfølgelig lam, og det må man bare finde sig i under instruktørens vinger, hvis man vil have nogen som helst chance for at more sig undervejs. Og det halter selvfølgelig også gevaldigt med logikken, som man ikke skal tænke dybere over. Jeg må indrømme, at jeg gik under ca. midtvejs, da filmen ganske enkelt kørte mig fysisk og psykisk træt med klicheerne, og ikke engang for at overdrive, så indeholder denne film samtlige klicheer i historien, både i større og mindre grad. Måske har Roland lavet en slags greatest hits her, over de bedste klicheer i filmhistorien? Mit andet problem med filmen er dens spilletid. Hvorfor skal katastrofefilm, der ensporet kører i samme rille, være så lange? Når man har set de første 15 ødelæggelser, så må det altså være rigeligt.
Med et budget på 260 millioner dollars, forventes der alligevel lidt af denne blockbuster (visuelt) og CGI, som filmen består af ca. 85% af tiden, er også godt udført arbejde af de dygtige amerikanere, som kun de kan levere. Ødelæggelserne af diverse bygninger, fly, biler mm. er helt enorme, og der findes ingen der kan lave en præcis statistik over, hvor mange ting der smadres i filmen. Og det ser også godt ud, men der var også øjeblikke hvor CGI skinner for tydeligt, og jeg må også erkende, at jeg har set mere mindblowing effektdrevne film. Lyd siden er til gengæld bragende fed, herunder også lydeffekter, som jo er skabt til en biograf.
Skuespillerne behøver man ikke at komme ind på, da de står i skyggen af effekterne. John Cusack er selvfølgelig den mest iøjnefaldende og karismatiske, men rollen er så klichefyldt, at man næsten kan gætte alle hans replikker, inden han siger dem. Zlatko Buric behøver næsten ikke introduktion. Eller jo, det gør han. Han var rædselsfuld som den russiske milliardær. Det var da den mest ufrivillig komiske præstation længe. Desuden ligner han en der har fået 100 myggestik i fjæset, så hævet ser han ud.
Jeg kunne ikke lide 2012. Jeg nød ellers hans fine The Day After Tommorow, som jeg mener har større kvaliteter. 2012 har bare et større budget, men er på mange måder en vammel amerikansk heroisme.
15/11-2009
