Emmerichs tønder buldrer mest
2.0
For fem år siden lavede Roland Emmerich "The Day After Tomorrow", hvor verden frøs ned i klimakatastrofe. Nu er han tilbage i undergangsgenren med "2012", hvor et soludbrud sender hidtil ukendte partikler ind i Jordens kerne. De forårsager så enorme mængder seismisk aktivitet, at jordskorpen begynder at forskubbe sig - med jordskæv og giga-vulkanudbrud som resultat. Og alt det havde mayaerne forudsagt, for de havde nemlig angivet 21. december 2012 som datoen for verdens undergang i deres gamle kalender, påstår filmen.
Ikke at det i øvrigt bliver brugt til noget. Altså det med mayaerne. Det er bare en fjollet detalje i et tåbeligt plot, som er en tynd undskyldning for at smadre verden med computergrafik - og selvfølgelig have nogle helte til at løbe rundt i alle katastrofefilmklicheerne. Folk, der siger farvel til deres elskede og stowt stirrer undergangen i øjnene; samspilsramte familier, der finder sammen i nødens stund; helte, der viser, hvad sand medmenneskelighed er - og selvfølgelig nogle få, der desperat kæmper sig frem mod håbet om redning.
Basalt set har Emmerich genindspillet "The Day After Tomorrow", bare med ild i stedet for is. Visuelt er filmen da også imponerende med sine store, larmende computereffekter af vanvittige ødelæggelser. Der sker faktisk så meget på lærredet, at jeg indimellem følte, at jeg sad i et computerspil. Og filmens store problem er simpelt hen, at den trods alle bragene aldrig bliver rigtig spændende eller medrivende. Dertil er plottet for tyndt og klichéfyldt - og så hjælper det heller ikke, at det bliver ved og ved i 158 minutter.
Solide skuespillere som John Cusack, Chiwetel Ejiofor og Thandie Newton giver filmen en snert af kvalitet, mens Danny Glover til gengæld er decideret fejlcastet som USA's præsident. Det var dog Zlatko Buric, som sprang mest i mine øjne fra rollelisten - fordi jeg ikke på forhånd havde indset, at han havde en så stor rolle som den suspekte russiske milliardær, han overspiller med bravour ("spil ligesom i Pusher", kan man næsten høre Emmerich sige).
Men altså ... "2012" er en dum og ligegyldig film.
Ikke at det i øvrigt bliver brugt til noget. Altså det med mayaerne. Det er bare en fjollet detalje i et tåbeligt plot, som er en tynd undskyldning for at smadre verden med computergrafik - og selvfølgelig have nogle helte til at løbe rundt i alle katastrofefilmklicheerne. Folk, der siger farvel til deres elskede og stowt stirrer undergangen i øjnene; samspilsramte familier, der finder sammen i nødens stund; helte, der viser, hvad sand medmenneskelighed er - og selvfølgelig nogle få, der desperat kæmper sig frem mod håbet om redning.
Basalt set har Emmerich genindspillet "The Day After Tomorrow", bare med ild i stedet for is. Visuelt er filmen da også imponerende med sine store, larmende computereffekter af vanvittige ødelæggelser. Der sker faktisk så meget på lærredet, at jeg indimellem følte, at jeg sad i et computerspil. Og filmens store problem er simpelt hen, at den trods alle bragene aldrig bliver rigtig spændende eller medrivende. Dertil er plottet for tyndt og klichéfyldt - og så hjælper det heller ikke, at det bliver ved og ved i 158 minutter.
Solide skuespillere som John Cusack, Chiwetel Ejiofor og Thandie Newton giver filmen en snert af kvalitet, mens Danny Glover til gengæld er decideret fejlcastet som USA's præsident. Det var dog Zlatko Buric, som sprang mest i mine øjne fra rollelisten - fordi jeg ikke på forhånd havde indset, at han havde en så stor rolle som den suspekte russiske milliardær, han overspiller med bravour ("spil ligesom i Pusher", kan man næsten høre Emmerich sige).
Men altså ... "2012" er en dum og ligegyldig film.
18/11-2009
