Kunstnerisk, intellektuel ... og ligegyldig

Svensk episodefilm, som klipper frem og tilbage mellem en række små hverdagsforløb. Fælles for dem er, at de handler om akavede, problematiske situationer, hvor tilsyneladende almindelige mennesker ikke overholder samfundets normer og fungerer 'normalt'.

Forfatter-instruktør Ruben Östlund har tydeligvis en ambition om at skildre en skyggeside ved det normale svenske samfund. En understrøm af uforløste frustrationer og forvirring, som skal vise folks grundlæggende usikkerheder. Og der er da også interessante detaljer i "De ufrivillige" - især i den konsekvente brug af maskering og off-screen space. Scenerne er hele tiden fotograferet lidt kantet, fra utraditionelle vinkler, som betyder, at man ikke kan se personernes ansigter, og samtaler generelt foregår uden for kameraets fokus. På den måde gør filmen meget tydeligt opmærksomt på skellet mellem film og tilskuer, samtidig med at man bliver provokeret til at digte med på, hvad der foregår.

Det er et interessant trick (om end lidt anstrengende i fuld spillefilmslængde). Og "De ufrivillige" indeholder også et par virkelig gode scener, der balancerer på kanten mellem komedie og tragedie. Desværre får Östlund ikke flettet tingene sammen til nogen form for velfungerende helhed. Filmens episoder og personer er helt uafhængige og bliver aldrig knyttet sammen, og særligt én af dem er indholdsmæssigt meget langt fra den 'ufrivillighed', som skal forestille at være filmens tema. Anonymiseringen af personerne betyder, at man som tilskuer bliver sat i en uengageret betragterrolle. Og jeg havde ofte svært ved at se komikken eller dramaet i de forskellige episoder. Alt i alt var det stort set ligegyldigt, hvad der foregik.

For mig er det her et skoleeksempel på en film, som enormt gerne vil være kunstnerisk og intellektuel, men glemmer at finde ud af, hvad den egentlig vil med det.