Filmnørden anmelder: Kapitalismen - En Kærlighedshistorie
5.0
Der var engang hvor dokumentarfilm turde skyde med meget store kanoner, mod nogle meget store mål. Brændvarme film som Hearts And Minds fra '74 der voldsomt kritiserede Vietnamkrigen eller Common Threads fra '89 der kortlagde USA's manglende reaktion på AIDS-epidemien. Gennem de seneste ti år, er dokumentarfilmen dog gået fra at være brede, store og modige, til at være smalle, små og, ja, ret fesne. Jeg mener, hvor forbandet vigtigt er det at se en opblæst franskmand springe badut mellem to ens (forhenværende) bygninger?
For mit vedkommende er det hverken vigtigt, interessant eller rørende, men Oscar-vinderen Man On Wire er netop et konge-eksempel på de bløde værdier en moderne dokumentar bedømmes efter, af den toneangivende kulturelite. Unikke individder hyldes eller nærstuderes, alt efter om deres bedrifter ligger højt eller lavt på den moralske målestok, med minimal fokus på hvor stor betydning deres egentlige bedrift har haft for den generelle befolkning. I takt med at Internettet har skabt sub-kultur på sub-kultur og dermed gjort det muligt for den enkelte, at individualisere sig selv ud i det uendelige, hyldes de dokumentarfilm der intenst fokuserer på netop individder.
Ikke at det nødvendigvis er dårligt, for denne fokus på mikro-historier har givet os geniale film som den pædofili-fokuserede Capturing The Friedmans ('03) eller Herzogs bjørne-fascinerende Grizzly Man ('05). Film der åbner tilskuerens øjne og som gennem sin perspektivering af underfundige individder, kan give stof til mental og følelsesmæssig eftertanke. Men hvor er de store, samfundskritiske, lige-på-og-hårdt, David-vs.-Goliath-dokumentarer? Hvor er de kontroversielle, faktuelle dokumentarer, der griber hårdt fat om de store, åbenlyse problemer som plager vores globale samfund i dag?
Du er undskyldt hvis du ikke kan få øje på dem, for de gemmer sig omme bag Michael Moores enorme korpus. Moore har siden sin spæde start som dokumentarist, netop taget udgangspunkt i den førnævnte individualisering af den vestlige verdens beboere, ved at bruge sig selv. Men i stedet for at fortælle en historie om sig selv, så bruger han sin person som øjet i en orkan af de problemer han ønsker at fokusere på. Problemer der vedkommer næsten alle de mennesker (fortrinsvis amerikanere) der kommer til at se hans film. I Bowling For Columbine var det Moore vs. den amerikanske våbenkultur. I Fahrenheit 9/11 var det Moore vs. Bush-regeringen. Og nu, i Kapitalismen - En Kærlighedhistorie, er det Moore vs. Wall Street.
Timingen kunne ikke være bedre, for i Kapitalismen - En Kærlighedshistorie tager Moore udgangspunkt i den nuværende globale finansielle krise, for derigennem at stille selve kapitalismen til regnskab. Med andre ord: virker kapitalismen? Moores svar er ikke særlig godt skjult, for han er tydeligvis utilfreds med det udbredte sociale system, som langt de fleste tager for givet og aldrig kunne finde på at betvivle. Det er interessant, underholdende og informativt. Med andre ord: Michael Moore når han er bedst.
Problemet med Michael Moores film er dog, at han ofte bliver så voldsomt manipulerende, at det bliver umuligt, at skelne grænsen mellem fakta og fiktion. Selvom han måske mener det godt og håber at ændre verden til det bedre, er det dog ikke altid korrekt at målet helliger midlet. Det er et problem der i større eller mindre grad altid har plaget hans film, men som heldigvis holdes nede på et overskueligt niveau i Kapitalismen - En Kærlighedshistorie. For der er naturligvis masser af manipulation, men hemmeligheden er, at Moore lader optagelser og situationer tale for sig selv. Han behøver ikke at fortælle dig hvad du skal mene, som han har set sig nødsaget til før, for det ærlige billede af den amerikanske (og globale) økonomi som han opbygger gennem filmen er sygt, ligemeget hvilke briller du beskuer det igennem. Hele filmen lugter langt væk af sindssygt grundig research og fokuseret gennemarbejdning og dét er en fornøjelse at se. Sidst, men absolut ikke mindst, er filmen enormt underholdende, med den ene scene efter den anden, der er til både at grine og græde af.
Per definition er en dokumentarfilm manipulerende, for i det øjeblik du ser igennem en kameralinse, bliver du subjektiv. Alligevel kan denne manipulation være positiv eller negativ og i Kapitalismen - En Kærlighedshistorie, har Michael Moore formået at bruge mest af førstnævnte. En underholdende film, der ikke bare giver stof til eftertanke, men også stof til timelange diskussioner ved café-/middagsbordet bagefter. Det bedste af det hele? Der er ikke en egocentrisk linedanser i sigte... selvom jeg godt gad se Michael Moore gå på line... se, dér er en dokumentarfilm jeg gerne så: Fat, Manipulative, Anti-American On A Wire! Men indtil den får premiere, så er Kapitalismen - En Kærlighedshistorie klart en af årets bedste dokumentarfilm.
Filmnørdens karakter:
En sjov og social bevidst aha-oplevelse
http://www.filmnoerden.com/
For mit vedkommende er det hverken vigtigt, interessant eller rørende, men Oscar-vinderen Man On Wire er netop et konge-eksempel på de bløde værdier en moderne dokumentar bedømmes efter, af den toneangivende kulturelite. Unikke individder hyldes eller nærstuderes, alt efter om deres bedrifter ligger højt eller lavt på den moralske målestok, med minimal fokus på hvor stor betydning deres egentlige bedrift har haft for den generelle befolkning. I takt med at Internettet har skabt sub-kultur på sub-kultur og dermed gjort det muligt for den enkelte, at individualisere sig selv ud i det uendelige, hyldes de dokumentarfilm der intenst fokuserer på netop individder.
Ikke at det nødvendigvis er dårligt, for denne fokus på mikro-historier har givet os geniale film som den pædofili-fokuserede Capturing The Friedmans ('03) eller Herzogs bjørne-fascinerende Grizzly Man ('05). Film der åbner tilskuerens øjne og som gennem sin perspektivering af underfundige individder, kan give stof til mental og følelsesmæssig eftertanke. Men hvor er de store, samfundskritiske, lige-på-og-hårdt, David-vs.-Goliath-dokumentarer? Hvor er de kontroversielle, faktuelle dokumentarer, der griber hårdt fat om de store, åbenlyse problemer som plager vores globale samfund i dag?
Du er undskyldt hvis du ikke kan få øje på dem, for de gemmer sig omme bag Michael Moores enorme korpus. Moore har siden sin spæde start som dokumentarist, netop taget udgangspunkt i den førnævnte individualisering af den vestlige verdens beboere, ved at bruge sig selv. Men i stedet for at fortælle en historie om sig selv, så bruger han sin person som øjet i en orkan af de problemer han ønsker at fokusere på. Problemer der vedkommer næsten alle de mennesker (fortrinsvis amerikanere) der kommer til at se hans film. I Bowling For Columbine var det Moore vs. den amerikanske våbenkultur. I Fahrenheit 9/11 var det Moore vs. Bush-regeringen. Og nu, i Kapitalismen - En Kærlighedhistorie, er det Moore vs. Wall Street.
Timingen kunne ikke være bedre, for i Kapitalismen - En Kærlighedshistorie tager Moore udgangspunkt i den nuværende globale finansielle krise, for derigennem at stille selve kapitalismen til regnskab. Med andre ord: virker kapitalismen? Moores svar er ikke særlig godt skjult, for han er tydeligvis utilfreds med det udbredte sociale system, som langt de fleste tager for givet og aldrig kunne finde på at betvivle. Det er interessant, underholdende og informativt. Med andre ord: Michael Moore når han er bedst.
Problemet med Michael Moores film er dog, at han ofte bliver så voldsomt manipulerende, at det bliver umuligt, at skelne grænsen mellem fakta og fiktion. Selvom han måske mener det godt og håber at ændre verden til det bedre, er det dog ikke altid korrekt at målet helliger midlet. Det er et problem der i større eller mindre grad altid har plaget hans film, men som heldigvis holdes nede på et overskueligt niveau i Kapitalismen - En Kærlighedshistorie. For der er naturligvis masser af manipulation, men hemmeligheden er, at Moore lader optagelser og situationer tale for sig selv. Han behøver ikke at fortælle dig hvad du skal mene, som han har set sig nødsaget til før, for det ærlige billede af den amerikanske (og globale) økonomi som han opbygger gennem filmen er sygt, ligemeget hvilke briller du beskuer det igennem. Hele filmen lugter langt væk af sindssygt grundig research og fokuseret gennemarbejdning og dét er en fornøjelse at se. Sidst, men absolut ikke mindst, er filmen enormt underholdende, med den ene scene efter den anden, der er til både at grine og græde af.
Per definition er en dokumentarfilm manipulerende, for i det øjeblik du ser igennem en kameralinse, bliver du subjektiv. Alligevel kan denne manipulation være positiv eller negativ og i Kapitalismen - En Kærlighedshistorie, har Michael Moore formået at bruge mest af førstnævnte. En underholdende film, der ikke bare giver stof til eftertanke, men også stof til timelange diskussioner ved café-/middagsbordet bagefter. Det bedste af det hele? Der er ikke en egocentrisk linedanser i sigte... selvom jeg godt gad se Michael Moore gå på line... se, dér er en dokumentarfilm jeg gerne så: Fat, Manipulative, Anti-American On A Wire! Men indtil den får premiere, så er Kapitalismen - En Kærlighedshistorie klart en af årets bedste dokumentarfilm.
Filmnørdens karakter:
En sjov og social bevidst aha-oplevelse
http://www.filmnoerden.com/
20/11-2009
