Det store kup
3.0
Små SPOILERS:
Jeg har sjældent været så opslugt af en film som af Jean Pierre-Melvilles mesterværk, ”L’armée des ombres”. Gennem en særegen fortællestil, der forlanger sin tilskuers yderste opmærksomhed, belyser Melville på dragende vis den interne konflikt i den franske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig, hvor kampen for undertrykkelse af egne følelser viser sig mere udmagrende end den egentlige sabotage. Melville demonstrerer i dette pragtværk en unik evne til at påvirke sin tilskuer følelsesmæssigt i ordfattige sekvenser af høj visuel og musikalsk kvalitet – med kulmination i den lige dele lamslående og mindeværdige slutning.
Hvor ”L’armée des ombres” er et nærgående menneskeligt portræt, er ”Bob le flambeur” imidlertid en relativt letbenet krimifortælling, hvor der kun undtagelsesvis er decideret damp på kedlerne. Umiddelbart var det – med ovennævnte mesterværk in mente – en skuffelse for undertegnede at erfare, hvad ”Bob le flambeur” drejer sig om, idet der er tale om en ganske konventionel røverhistorie med ”det store kup” som bærende idé. Meget bedre bliver det ikke, da man stifter bekendtskab med filmens hovedperson, Bob, der viser sig at være en lettere triviel karakter – især i direkte sammenligning med ”L’Armée des Ombres” protagonist, Phillipe Gutier, hvis introverte væremåde perfekt understreger hans indre konflikt.
Det er dog urimeligt at sammenligne ”Bob le flambeur” med en film af ”L’armée des ombres”’ kaliber. Snarere vækker Melvilles film noir-inspirerede krimi mindelser om Jules Dassins pragtværk, ”Du rififi chez les hommes”, der ligeledes skildrer et ambitiøst anlagt bankkup i et realistisk miljø. Der er grundlæggende to årsager til, at ”Rififi” er en langt bedre film end ”Bob le flambeur”. For det første interesserer man sig for førstnævntes hovedperson og hans motiver, da han i en berygtet scene skamløst voldbanker sin tidligere kæreste, hvorimod man blot trækker på skuldrene, da Bob impulsivt stikker en kvinde en lussing i ”Bob le flambeur”s sidste akt. For det andet indeholder ”Rififi” allerede midtvejs en forløsning på karakterernes store kupplan i en scene, der er både modigt og virtuost iscenesat. Melville undlader derimod af uforklarlige årsager at kulminere sin handling i en tilsvarende sekvens, der ellers stilistisk ville understøtte filmens grundtone. I stedet får vi et ganske trægt punktum i form af en monoton omgang kortspil og et antiklimatisk gadeopgør mellem politi og røvere, der snarere ligner en konkurrence i karikeret skuespil.
Som hyldest til den amerikanske 40’er-film noir og forløber for den franske nybølge er ”Bob le flambeur” et interessant værk. Isoleret set er filmen dog en blandet fornøjelse, da handlingen og personerne er for uinteressante til, at den formår at opfylde sine egne ambitioner om at være smart og elegant. Melville har selv kaldt filmen et ”kærlighedsbrev til Paris”, men den karakteristik synes lidet rammende i en film, hvor hverken den franske hovedstad eller karaktererne for alvor brænder igennem.
Jeg har sjældent været så opslugt af en film som af Jean Pierre-Melvilles mesterværk, ”L’armée des ombres”. Gennem en særegen fortællestil, der forlanger sin tilskuers yderste opmærksomhed, belyser Melville på dragende vis den interne konflikt i den franske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig, hvor kampen for undertrykkelse af egne følelser viser sig mere udmagrende end den egentlige sabotage. Melville demonstrerer i dette pragtværk en unik evne til at påvirke sin tilskuer følelsesmæssigt i ordfattige sekvenser af høj visuel og musikalsk kvalitet – med kulmination i den lige dele lamslående og mindeværdige slutning.
Hvor ”L’armée des ombres” er et nærgående menneskeligt portræt, er ”Bob le flambeur” imidlertid en relativt letbenet krimifortælling, hvor der kun undtagelsesvis er decideret damp på kedlerne. Umiddelbart var det – med ovennævnte mesterværk in mente – en skuffelse for undertegnede at erfare, hvad ”Bob le flambeur” drejer sig om, idet der er tale om en ganske konventionel røverhistorie med ”det store kup” som bærende idé. Meget bedre bliver det ikke, da man stifter bekendtskab med filmens hovedperson, Bob, der viser sig at være en lettere triviel karakter – især i direkte sammenligning med ”L’Armée des Ombres” protagonist, Phillipe Gutier, hvis introverte væremåde perfekt understreger hans indre konflikt.
Det er dog urimeligt at sammenligne ”Bob le flambeur” med en film af ”L’armée des ombres”’ kaliber. Snarere vækker Melvilles film noir-inspirerede krimi mindelser om Jules Dassins pragtværk, ”Du rififi chez les hommes”, der ligeledes skildrer et ambitiøst anlagt bankkup i et realistisk miljø. Der er grundlæggende to årsager til, at ”Rififi” er en langt bedre film end ”Bob le flambeur”. For det første interesserer man sig for førstnævntes hovedperson og hans motiver, da han i en berygtet scene skamløst voldbanker sin tidligere kæreste, hvorimod man blot trækker på skuldrene, da Bob impulsivt stikker en kvinde en lussing i ”Bob le flambeur”s sidste akt. For det andet indeholder ”Rififi” allerede midtvejs en forløsning på karakterernes store kupplan i en scene, der er både modigt og virtuost iscenesat. Melville undlader derimod af uforklarlige årsager at kulminere sin handling i en tilsvarende sekvens, der ellers stilistisk ville understøtte filmens grundtone. I stedet får vi et ganske trægt punktum i form af en monoton omgang kortspil og et antiklimatisk gadeopgør mellem politi og røvere, der snarere ligner en konkurrence i karikeret skuespil.
Som hyldest til den amerikanske 40’er-film noir og forløber for den franske nybølge er ”Bob le flambeur” et interessant værk. Isoleret set er filmen dog en blandet fornøjelse, da handlingen og personerne er for uinteressante til, at den formår at opfylde sine egne ambitioner om at være smart og elegant. Melville har selv kaldt filmen et ”kærlighedsbrev til Paris”, men den karakteristik synes lidet rammende i en film, hvor hverken den franske hovedstad eller karaktererne for alvor brænder igennem.
22/11-2009
