Det dumme svin

Det kan lyde overdrevet, men det er lige før man skal tilbage til en hel grundlæggende diskussion om hvad en god film overhoved er ved mødet med Abel Ferraras ’Bad Lieutenant’. De fleste vil sagtens kunne give hånd på, at Harvey Keitels portræt af det ultimative udskud er gyseligt velspillet, og at filmen simpelthen er en humørdræber af de allerstørste. Meget længere end det vil enigheden med garanti ikke række.

I bund og grund handler ’Bad Lieutenant’ om en luset strømer der mæsker sig i coke, crackpiber, heroinfiks og lommelærker, går til ludere, onanerer foran teenagepiger på åben gade og for resten også skylder svimlende mange penge væk til en livsfarlig gangsterboss. Her er altså en af de slags film, der ofte mødes med spørgsmål om, hvad vi mennesker overhoved kan bruge den til. ’Bad Lieutenant’ er på ingen måde en film, der giver nogen som helst form for ro i sjæl eller sind hos det publikum, der med splinter under neglene måtte klarer sig igennem den. Er der noget man overhoved føler en decideret lyst til at foretage sig, efter halvanden times rystende snorkeldyk i New Yorks snuskede slum, er det et godt langt brusebad.

Det er meget svært at se løjernes store, meningsgivende motiv mens man rent faktisk sidder og ser den store nedtur udspille sig i ’Bad Lieutenant’. Dertil er der simpelthen for mange følelser og indtryk at tumle med. Først og fremmest må man virkelig gøre sig umage med at finde nogen som helst medfølelse eller forståelse i filmens hovedperson, spillet med frygtindgydende overbevisning af Harvey Keitel. Ganske vist formidler Ferrara og hans film med umådelig overbevisning følelsen af at leve på den absolut smuldrende yderside af kanten, når 120.000 dollars gældpenge truer med at tage livet af Keitel og hans familie, men håbet om at lykken i sidste ende tilsmiler den alkoholiserede, stofmisbrugende og helt igennem svinske politikommissær er aldrig for alvor til stede.

Fra et kunstnerisk standpunkt har ’Bad Lieutenant’ - efter at have fået filmen og dens aggressive udtryk på afstand - sin bærende slagside i måden den bygger bro mellem en fortabt sjæl og et filmpublikum. Udover den fuldkommen gennemførte og guerilla-agtigt rå miljøbeskrivelse, der svulmer af klam luftfugtighed og menneskelig kynisme, næsten lige så væggene gennemblødes i hjemmestuen, er den bro det tætteste man kommer på noget, filmen reelt kan bruges til. Men hvilken bro. Den giver os lov til at gå ind i hovedet på et menneske vi i virkelighedens verden aldrig ville gide bruge tid på, for bagefter at kunne liste os vej tilbage til vores hverdag. Og ’Bad Lieuteant’ er simpelthen hvert et foruroligende og ubehageligt sekund værd at spendere på den anden side af fornuftens mørke afsats.