Filmnørden anmelder Luftkastellet Der Blev Sprængt
3.0
Denne anmeldelse behøver ikke være særlig lang, for alle der er interesseret i denne film, ved hvad den handler om og medierne flyder over med anmeldelser, som jeg er 100 % enig i. Alligevel bliver den lidt lang, for jeg vil gerne forsøge at finde frem til hvad der er gået tabt i konverteringen af Stieg Larssons bøger til film, for der mangler noget.
Salander og Blomkvist skal ha' bundet knuder på alle de løse ender der er tilbage, i dette sidste afsnit af Stieg Larssons trilogi. Det gør de. Byder det på godt skuespil, velkomponeret historie og endelige opgør? JA! Byder det på spænding, overraskelser og flot filmkunst? NEJ!
Nu er det ingen hemmelighed, at jeg ikke har læst bøgerne og derfor ikke kan bedømme, om filmene gør bøgerne retfærdighed. Baseret på den reaktion bøgerne fik i forhold til filmene, er jeg dog ikke i tvivl om, at bøgernes magi på ingen måde er blevet genskabt på det store lærred. Jeg er på intet tidspunkt i løbet af de tre film blevet hverken grebet, overrasket eller imponeret. Mænd Der Hader Kvinder står stadig som den absolut bedste af de tre film, for de sidste to lugter langt væk af tv-produktion. Denne dom er dog kun baseret på filmenes tekniske værdi, for utroligt nok, aå har jeg på intet tidspunkt ment, at den fortløbende historie var særlig genial eller unik. Så hvad er det der er gået tabt i konverteringen af trilogien fra bog til film?
Mit gæt er, at der i konverteringsprocessen fra bog til film ikke er blevet taget højde for de abstrakte aspekter af de skrevne historier. En bog kan fortælles i et mere eller mindre abstrakt litterært univers. Sprogbrug, beskrivelser og tanker kan opbygge en meget uhåndgribelig, men forståelig fornemmelse for historien og forfatterens mål. Jo mere abstrakt dette litterære univers er, jo sværere er det at gengive på film, MED MINDRE at instruktøren går ind og tager styring og erstatter bogens kunstneriske valuta med sin egen. Store dele af Larssons bøger indeholder uden tvivl netop denne form for ugengivelig, litterær, kunstnerisk valuta og problemet er, at den ikke bliver erstattet med noget andet i filmene. Det virker som om folkene bag især anden og tredje film fuldstændig har droppet, at genfortælle de mere følelsesmæssige og esoteriske aspekter af historien og at de bare har regnet med, at historiens fysiske handling var nok, til at skabe en god film. Det er det ikke.
Luftkastellet Der Blev Sprængt er som en stor, velsmurt maskine. Man trykker på start og så kører maskinen og man er på intet tidspunkt i tvivl om der er noget der går galt, for der hersker ingen usikkerhed. Det er bare ikke spændende. Derudover er disponeringen af de forskellige handlingselementer helt hen i vejret. Til tider stopper man op og tænker "Hvorfor kommer dén scene først nu?".
Men filmens aller største problem er efter min mening, den komplette mangel på overraskelser. Fra første sekund er man klar over hvor filmens karakterer vil hen. De vil fra punkt A til punkt B - og det kommer de, uden nogen afstikkere eller udsving. Det er simpelthen for kedeligt.
Og en sidste ting: hvis Lisbeth Salander er så forbandet sej, hvorfor løfter hun så ikke en finger i tredje film? Hendes skæbne afgøres og påvirkes KUN af eksterne kræfter i form af advokater, læger, Mikael Blomkvist og andre. Hun har INTET med sin egen skæbne at gøre, pånær at hun i første film optager et overgreb på hende selv, der spiller en afgørende rolle i den endelige retssag. Hun er i bund og grund en ret kedelig og passiv hovedkarakter.
Når filmen alligevel får tre stjerne efter denne svada, så er det på grund af tre ting:
1. Stieg Larssons historie ér interessant
2. Skuespillet er over en bred kam godt
3. Enkeltvis er der en række ret fede scener i filmen
...men alt i alt må trilogien og afslutningen på den siges, at være en slem skuffelse.
Filmnørdens karakter:
Forløsende, men grundlæggende kedelig
http://www.filmnoerden.com/
Salander og Blomkvist skal ha' bundet knuder på alle de løse ender der er tilbage, i dette sidste afsnit af Stieg Larssons trilogi. Det gør de. Byder det på godt skuespil, velkomponeret historie og endelige opgør? JA! Byder det på spænding, overraskelser og flot filmkunst? NEJ!
Nu er det ingen hemmelighed, at jeg ikke har læst bøgerne og derfor ikke kan bedømme, om filmene gør bøgerne retfærdighed. Baseret på den reaktion bøgerne fik i forhold til filmene, er jeg dog ikke i tvivl om, at bøgernes magi på ingen måde er blevet genskabt på det store lærred. Jeg er på intet tidspunkt i løbet af de tre film blevet hverken grebet, overrasket eller imponeret. Mænd Der Hader Kvinder står stadig som den absolut bedste af de tre film, for de sidste to lugter langt væk af tv-produktion. Denne dom er dog kun baseret på filmenes tekniske værdi, for utroligt nok, aå har jeg på intet tidspunkt ment, at den fortløbende historie var særlig genial eller unik. Så hvad er det der er gået tabt i konverteringen af trilogien fra bog til film?
Mit gæt er, at der i konverteringsprocessen fra bog til film ikke er blevet taget højde for de abstrakte aspekter af de skrevne historier. En bog kan fortælles i et mere eller mindre abstrakt litterært univers. Sprogbrug, beskrivelser og tanker kan opbygge en meget uhåndgribelig, men forståelig fornemmelse for historien og forfatterens mål. Jo mere abstrakt dette litterære univers er, jo sværere er det at gengive på film, MED MINDRE at instruktøren går ind og tager styring og erstatter bogens kunstneriske valuta med sin egen. Store dele af Larssons bøger indeholder uden tvivl netop denne form for ugengivelig, litterær, kunstnerisk valuta og problemet er, at den ikke bliver erstattet med noget andet i filmene. Det virker som om folkene bag især anden og tredje film fuldstændig har droppet, at genfortælle de mere følelsesmæssige og esoteriske aspekter af historien og at de bare har regnet med, at historiens fysiske handling var nok, til at skabe en god film. Det er det ikke.
Luftkastellet Der Blev Sprængt er som en stor, velsmurt maskine. Man trykker på start og så kører maskinen og man er på intet tidspunkt i tvivl om der er noget der går galt, for der hersker ingen usikkerhed. Det er bare ikke spændende. Derudover er disponeringen af de forskellige handlingselementer helt hen i vejret. Til tider stopper man op og tænker "Hvorfor kommer dén scene først nu?".
Men filmens aller største problem er efter min mening, den komplette mangel på overraskelser. Fra første sekund er man klar over hvor filmens karakterer vil hen. De vil fra punkt A til punkt B - og det kommer de, uden nogen afstikkere eller udsving. Det er simpelthen for kedeligt.
Og en sidste ting: hvis Lisbeth Salander er så forbandet sej, hvorfor løfter hun så ikke en finger i tredje film? Hendes skæbne afgøres og påvirkes KUN af eksterne kræfter i form af advokater, læger, Mikael Blomkvist og andre. Hun har INTET med sin egen skæbne at gøre, pånær at hun i første film optager et overgreb på hende selv, der spiller en afgørende rolle i den endelige retssag. Hun er i bund og grund en ret kedelig og passiv hovedkarakter.
Når filmen alligevel får tre stjerne efter denne svada, så er det på grund af tre ting:
1. Stieg Larssons historie ér interessant
2. Skuespillet er over en bred kam godt
3. Enkeltvis er der en række ret fede scener i filmen
...men alt i alt må trilogien og afslutningen på den siges, at være en slem skuffelse.
Filmnørdens karakter:
Forløsende, men grundlæggende kedelig
http://www.filmnoerden.com/
27/11-2009
