Trilogien der startede bedst
4.0
I den sidste film forvandler Millennium-trilogien sig til lige dele politisk thriller og retssalsdrama. ”Luftkastellet der blev sprængt” samler handlingen op få minutter efter toerens slutning, hvor Lisbeth Salander med nød og næppe overlevede besøget hos sin far. Hun bliver indlagt på intensivafdelingen, men er samtidig anklaget for mordforsøg, så Mikael Blomkvist må kæmpe videre for at få hende renset. Han kommer dybere ned i den konspiration, som forsøger at holde munden lukket på Salander, og snart er Millennium-redaktionen også i fare.
”Luftkastellet der blev sprængt” fungerer bedre end toeren, selv om denne del dog også lider af at være udtænkt som svensk tv-serie og ikke film. Her lykkes det bare instruktør Daniel Alfredson at holde et bedre spændingsniveau gennem hele filmen, hvilket egentlig er imponerende i betragtning af, at der virkelig går snak i den.
Tredje del har klart færrest actionsekvenser og spændingsscener, og nogle af dem virker endda ret malplacerede (jeg synes, den blonde tyske skurk hører hjemme i en James Bond-film). Til gengæld er der så skumle gamle mænd, der lægger luskede planer, og en retssag, der byder på fine højdepunkter i klassisk retssalsdrama-stil.
Det er i retten, at Noomi Rapace får sine chancer for at brænde igennem som Salander, og hun spiller stadig fantastisk. Treeren er bare i langt højere grad Blomkvists film, og i den rolle gør Michael Nyqvist det igen udmærket. Blandt de øvrige roller er Annika Hallin rigtig fin som Salanders højgravide forsvarer, og det er sjovt, at instruktøren har sat sin far, gode, gamle Hans Alfredson, ind som rynket (men langtfra enfoldig) morder. Plus at det er en stor befrielse, at trilogiens klart dårligst castede skuespiller hurtigt bliver ekspederet ud af historien.
”Luftkastellet der blev sprængt” er på film en udmærket, tilfredsstillende afslutning på Stieg Larssons store krimitrilogi, som med simple midler holder spændingen kørende i 148 minutter. Set i bakspejlet var ”Mænd der hader kvinder” uden sammenligning den bedste af de tre film, men det er et åbent spørgsmål, hvor godt de to efterfølgere ville have levet op til Niels Arden Oplevs stærke etter, hvis de fra start var blevet skåret til som spillefilm frem for tv-serier.
”Luftkastellet der blev sprængt” fungerer bedre end toeren, selv om denne del dog også lider af at være udtænkt som svensk tv-serie og ikke film. Her lykkes det bare instruktør Daniel Alfredson at holde et bedre spændingsniveau gennem hele filmen, hvilket egentlig er imponerende i betragtning af, at der virkelig går snak i den.
Tredje del har klart færrest actionsekvenser og spændingsscener, og nogle af dem virker endda ret malplacerede (jeg synes, den blonde tyske skurk hører hjemme i en James Bond-film). Til gengæld er der så skumle gamle mænd, der lægger luskede planer, og en retssag, der byder på fine højdepunkter i klassisk retssalsdrama-stil.
Det er i retten, at Noomi Rapace får sine chancer for at brænde igennem som Salander, og hun spiller stadig fantastisk. Treeren er bare i langt højere grad Blomkvists film, og i den rolle gør Michael Nyqvist det igen udmærket. Blandt de øvrige roller er Annika Hallin rigtig fin som Salanders højgravide forsvarer, og det er sjovt, at instruktøren har sat sin far, gode, gamle Hans Alfredson, ind som rynket (men langtfra enfoldig) morder. Plus at det er en stor befrielse, at trilogiens klart dårligst castede skuespiller hurtigt bliver ekspederet ud af historien.
”Luftkastellet der blev sprængt” er på film en udmærket, tilfredsstillende afslutning på Stieg Larssons store krimitrilogi, som med simple midler holder spændingen kørende i 148 minutter. Set i bakspejlet var ”Mænd der hader kvinder” uden sammenligning den bedste af de tre film, men det er et åbent spørgsmål, hvor godt de to efterfølgere ville have levet op til Niels Arden Oplevs stærke etter, hvis de fra start var blevet skåret til som spillefilm frem for tv-serier.
01/12-2009
