Den lille guldfiskefrue

Hayao Miyazaki går i eventyrmode med sin nyeste film, ”Ponyo på klippen ved havet”, som minder en hel del om ”Den lille havfrue”, i hvert fald på overfladen. Ponyo er en guldfisk med drømme om netop livet på overfladen, som en mystisk vandtroldmand dog forsøger at holde hende væk fra. Da Ponyo får kæmpet sig op i vandkanten, møder hun så drengen Sosuke, og de to falder øjeblikkeligt for hinanden. Men store magiske kræfter er sat i gang, Ponyo og Sosuke befinder sig pludselig midt i en gigantisk oversvømmelse, og de må sejle ud for at finde Sosukes mor og igen bringe orden i tingene.

”Ponyo på klippen ved havet” er Miyazaki, når han er mest børnevenlig. Det er en sød historie, fortalt med glade farver og store smil, og filmen er fyldt med de bjergtagende visuelle ideer, som gør Miyazaki så unik. Der ligger klart et tema om at passe på naturen og den naturlige orden i filmen, igen typisk for Miyazaki, men det bliver ikke sat særlig kraftigt i scene, og filmens historie er i det hele taget ret tyndbenet og lettere usammenhængende. Den vinder meget på charmen, men det er også lige ved, at filmen ikke helt får forklaret, hvad der foregår.

Jeg blev fortryllet og glad af at se ”Ponyo”, men altså ... Den er temmelig løs i koderne, og det er set klart bedre fra samme hånd.