Der lides, men ikke i stilhed
1.0
(indsæt selv potente pauser herunder)
”You’re here” ... ”I’m here” ... ”You’re alive” ... “Yes. I needed you to se mee once. You had to know that I was alive. You didn’t need to feel guilty about it. I can let you go now” ... “I could never let go of you. I just couldn’t live in a world where you didn’t exist” ... “But you said?” ... “I lied. I had to lie, and you believe me so easily” ...
Verdensrekord. “New Moon” må sætte verdensrekord i langsom afvikling af banale replikker. Helt seriøst - hvis de unge elskende bare havde talt lidt hurtigere, havde filmens spilletid nok ligget væsentligt under de 130 minutter. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det punkt, at Robert Pattinson går i slowmotion, hver anden gang han er på lærredet.
Som det sikkert er de fleste bekendt, er ”New Moon” efterfølgeren til teen-emo-vampyr-hittet ”Twilight” og andet afsnit ud af foreløbig fire bind i Stephenie Meyers romanserie. Efter at den unge heltinde og hendes vampyrskår fik hinanden i den første film, fejrer de det nu ved straks at gå fra hinanden i et dobbelt misforstået forsøg på at passe på deres elskede. Den unge heltinde søger trøst hos sin indianske barndomsven, som meget belejligt viser sig at være en varulv, det hele bliver noget værre rod, og til sidst er vampyrhelten ved at blive dræbt af de mægtige blodsugere fra Volturi-klanen.
Jeg kan egentlig sagtens finde en klangbund i det univers af skrøbelig, udødelig, lidende teenage-kærlighed, som ”Twilight”-serien foregår i. Filmene er også ret flot iscenesat i et farvemættet, visuelt svulstigt univers. Og jeg er stadig imponeret af Kristen Stewart, der gør det fint i den kvindelige hovedrolle. Men derudover bliver det simpelt hen for meget i toeren med al den udtrukne pinsel og hovedpersoner, der kludrer tåbeligt rundt i deres forhold. Plus at plottet er temmelig dumt og usammenhængende. Jeg ved ikke, om det skyldes dårlig omskrivning og Chris Weitz’ halvslatne instruktion. Men hvis det skyldes Meyers forlæg, skulle hun altså skamme sig over at have forfattet sådan en gang romantisk klichéhelvede, hvor rammen endda er skamløst planket fra andre værker.
Og ham der Robert Pattinson er en ca. lige så god skuespiller som Jessica Simpson, men han er jo også med i film af præcis samme grund som hende.
”You’re here” ... ”I’m here” ... ”You’re alive” ... “Yes. I needed you to se mee once. You had to know that I was alive. You didn’t need to feel guilty about it. I can let you go now” ... “I could never let go of you. I just couldn’t live in a world where you didn’t exist” ... “But you said?” ... “I lied. I had to lie, and you believe me so easily” ...
Verdensrekord. “New Moon” må sætte verdensrekord i langsom afvikling af banale replikker. Helt seriøst - hvis de unge elskende bare havde talt lidt hurtigere, havde filmens spilletid nok ligget væsentligt under de 130 minutter. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på det punkt, at Robert Pattinson går i slowmotion, hver anden gang han er på lærredet.
Som det sikkert er de fleste bekendt, er ”New Moon” efterfølgeren til teen-emo-vampyr-hittet ”Twilight” og andet afsnit ud af foreløbig fire bind i Stephenie Meyers romanserie. Efter at den unge heltinde og hendes vampyrskår fik hinanden i den første film, fejrer de det nu ved straks at gå fra hinanden i et dobbelt misforstået forsøg på at passe på deres elskede. Den unge heltinde søger trøst hos sin indianske barndomsven, som meget belejligt viser sig at være en varulv, det hele bliver noget værre rod, og til sidst er vampyrhelten ved at blive dræbt af de mægtige blodsugere fra Volturi-klanen.
Jeg kan egentlig sagtens finde en klangbund i det univers af skrøbelig, udødelig, lidende teenage-kærlighed, som ”Twilight”-serien foregår i. Filmene er også ret flot iscenesat i et farvemættet, visuelt svulstigt univers. Og jeg er stadig imponeret af Kristen Stewart, der gør det fint i den kvindelige hovedrolle. Men derudover bliver det simpelt hen for meget i toeren med al den udtrukne pinsel og hovedpersoner, der kludrer tåbeligt rundt i deres forhold. Plus at plottet er temmelig dumt og usammenhængende. Jeg ved ikke, om det skyldes dårlig omskrivning og Chris Weitz’ halvslatne instruktion. Men hvis det skyldes Meyers forlæg, skulle hun altså skamme sig over at have forfattet sådan en gang romantisk klichéhelvede, hvor rammen endda er skamløst planket fra andre værker.
Og ham der Robert Pattinson er en ca. lige så god skuespiller som Jessica Simpson, men han er jo også med i film af præcis samme grund som hende.
01/12-2009
