En skuffelse

2.0
Husker du Sho Kosugi? Altså B-ninjafilmstjernen fra 80'erne med film som "Revenge of the Ninja" og "Ninja III: The Domination" på samvittigheden. Ja? Så kan du glæde dig over, at han i "Ninja Assassin" har sin første filmrolle siden 1993 - som den barske, onde leder af verdens ældste snigmorderklan.

"Ninja Assassin" er en hyldest til netop 80'er-ninjafilmene, instrueret af James McTeigue, som debuterede fantastisk med "V for Vendetta" og før det var instruktørassistent for Wachowski-brødrene (som da også er producere her). Et temmelig interessant udgangspunkt for denne moderne ninjafilm, men udførelsen levede slet ikke op til mine forventninger.

Den byder godt nok på hårdpumpet action i en gennemført tegneseriestil, hvor blodet ikke bare sprøjter i slowmotion, men eksploderer ud på lærredet ved enhver lejlighed. Der er bestemt flot tænkte øjeblikke af ekstrem vold og magiske ninjaevner, men som helhed er "Ninja Assassin" ikke på det stilmæssige niveau, jeg forventer af folk, der har været indblandet i "V for Vendetta" og "The Matrix".

Læg dertil, at plottet ikke bare er forudsigeligt tyndt, men også bliver rodet afviklet. Handlingen er bygget op omkring et par Europol-agenter, som får mistanke om, at der stadig findes superlejemorderklaner af ninjaer, og derfor selv kommer i livsfare. En afhopper fra ninjaklanen hjælper dem, og krydsklippet med filmens nutid får vi så historien om, hvorfor han nu kæmper mod sin klan. Det er egentlig et meget genretro setup, men desværre kan filmen ikke rigtig finde ud af, hvilket ben den vil stå på - altså om den vil være afsløring af hemmelige selskaber og sammensværgelser eller hævndrama. Og det får helheden til at virke temmelig ufokuseret.

Den sydkoreanske popstjerne Rain gør det ellers o.k. som den gode ninja, men det er ikke nok til at redde filmen. Den havde potentiale til at være for ninjafilmen, hvad "Kill Bill" var for kung-fu-filmen, men er det langtfra. Hvis du ikke vidste, hvem Sho Kosugi var, før du læste denne anmeldelse, er der ikke mange grunde til, at du skal se "Ninja Assassin".
Ninja Assassin