Japanske begravelser i feelgood-stil
5.0
Ved Oscar-uddelingen i februar tog dette fine japanske drama prisen for bedste udenlandske film. Det er da også en film, som på imponerende vis formår at gå på tværs af kulturelle skel med sine meget menneskelige pointer.
Hovedpersonen er en yngre cellist, som må opgive sin drøm om en stor musikalsk karriere og i stedet flytter tilbage til sin hjemby. Her får han nærmest ufrivilligt et nyt job hos et firma, der forbereder lig til begravelsen. En vellønnet beskæftigelse, men også så tabubelagt, at han ikke engang tør fortælle sin kone, hvad han laver.
På den led udspiller "Departures" sig på nogle meget specifikt japanske betingelser, men den dybere historie om en mand, der finder ro i tilværelsen, plus mennesker, der tager afsked med deres kære, rammer langt ud over den japanske kontekst. Begravelsesritualet med afvaskning og forberedelse er smukt, og rundt om det er der en række små historier om familier med vidt forskellige forhold til deres døde. Her overrasker filmen ved ubesværet at gå fra grotesk humor til sorg til eftertænksomhed, for der er både virkelig morsomme og meget rørende begravelser med. Nogle gange er de endda begge dele.
Samtidig får man så historien om hovedpersonen, der finder sig til rette med sin egen problematiske familiebaggrund, og "Departures" er på den måde en usædvanlig blanding af pragmatisme og inderlighed. Dog også næsten for meget inderlighed, for det er en film, som godt ved, hvilke knapper den skal trykke på, og et par steder bliver den næsten for manipulerende.
Lidt lang i det er den også, men samtidig flot fotograferet i en lettere bleg, blåtonet stil - og med glimrende skuespil i næsten alle roller. Masahiro Motoki er overbevisende forvirret i hovedrollen, og Ryoko Hirosue er rigtig fin som hans søde, støttende kone - men det er Tsutomu Yamazaki, der har filmens bedste rolle som den vise gamle chef for kisteilægningsfirmaet.
Jeg havde nok givet dens Oscar til én af de andre nominerede, men "Departures" er absolut værd at se. En feelgood-film af usædvanligt høj klasse.
Hovedpersonen er en yngre cellist, som må opgive sin drøm om en stor musikalsk karriere og i stedet flytter tilbage til sin hjemby. Her får han nærmest ufrivilligt et nyt job hos et firma, der forbereder lig til begravelsen. En vellønnet beskæftigelse, men også så tabubelagt, at han ikke engang tør fortælle sin kone, hvad han laver.
På den led udspiller "Departures" sig på nogle meget specifikt japanske betingelser, men den dybere historie om en mand, der finder ro i tilværelsen, plus mennesker, der tager afsked med deres kære, rammer langt ud over den japanske kontekst. Begravelsesritualet med afvaskning og forberedelse er smukt, og rundt om det er der en række små historier om familier med vidt forskellige forhold til deres døde. Her overrasker filmen ved ubesværet at gå fra grotesk humor til sorg til eftertænksomhed, for der er både virkelig morsomme og meget rørende begravelser med. Nogle gange er de endda begge dele.
Samtidig får man så historien om hovedpersonen, der finder sig til rette med sin egen problematiske familiebaggrund, og "Departures" er på den måde en usædvanlig blanding af pragmatisme og inderlighed. Dog også næsten for meget inderlighed, for det er en film, som godt ved, hvilke knapper den skal trykke på, og et par steder bliver den næsten for manipulerende.
Lidt lang i det er den også, men samtidig flot fotograferet i en lettere bleg, blåtonet stil - og med glimrende skuespil i næsten alle roller. Masahiro Motoki er overbevisende forvirret i hovedrollen, og Ryoko Hirosue er rigtig fin som hans søde, støttende kone - men det er Tsutomu Yamazaki, der har filmens bedste rolle som den vise gamle chef for kisteilægningsfirmaet.
Jeg havde nok givet dens Oscar til én af de andre nominerede, men "Departures" er absolut værd at se. En feelgood-film af usædvanligt høj klasse.
10/12-2009
