Fantastisk effektiv cocktail af epik og socialrealisme

5.0
Fremragende mexicansk film, der blander gangsterfilm og emigrantdrama i et kalejdoskopisk, episk syn på langs af Mexico.

"Sin nombre" har egentlig to hovedhistorier. Den ene tager udgangspunkt i Mara Salvatrucha, én af de store latinamerikanske bander, hvis tatoverede medlemmer spreder sig fra El Salvador til Californien. Filmens ene hovedperson er en 'marero' fra det sydlige Mexico, som kommer på kant med sin lokale chef på grund af sin kæreste. Den anden hovedperson er en honduransk pige, der sammen med sin far og onkel søger væk fra det udsigtsløse liv i Honduras og sætter ud på den farefulde færd mod deres familie i paradiset i nord, USA.

De to historier smelter sammen på toppen af de toge, som emigranterne border på turen op gennem Mexico. Det er det rene "Skønheden og udyret", mødet mellem banditten og den uskyldige pige, og filmens svageste punkt er, at historien på den led er relativt stereotyp. Men den virker, for "Sin nombre" er en fantastisk gribende film, der pakker socialrealime ind i epik og giver et fascinerende indblik i både bandernes kyniske logik og de farer, emigranterne udsætter sig for i forsøget på at komme til USA og få job som rengøringshjælp eller tankpasser.

Den er skrevet og instrueret af en amerikaner med stærkt multietnisk baggrund, Cary Joji Fukunaga, som her leverer en strålende spillefilmdebut. Jeg er især imponeret af hans evne til at komponere korte, effektive scener, for der sker enormt meget i løbet af kun 96 minutters film. "Sin nombre" er også virkelig fremragende fotograferet af Adriano Goldman, som skaber fantastisk smukke totalbilleder af den latinamerikanske håbløshed.

Filmen er trods sin episke stil gennemsyret af autenticitet, for ikke mindst skuespillet virker enormt ægte. Det er godt hele vejen rundt, men Édgar Flores og Paulina Gaitán er selvsagt særligt synlige i de to hovedroller, ligesom Tenoch Huerta har en skræmmende fascinerende rolle som overtatoveret gangsterboss.

"Sin nombre" går ind som én af mine fem bedste biografoplevelser i år, og mine fem stjerner er med pil opad. Se den.
Sin Nombre