Kærlighed med alt for lille k
2.0
Danmark har en rigtig spændende instruktør, som mest arbejder i Sverige. Nemlig Simon Staho, der tidligere har imponeret med bl.a. "Dag og nat" og "Himlens hjerte".
Med "Kærlighedens krigere" er Staho ovre i rendyrket kunstfilm - og det er så desværre også hans klart dårligste film hidtil. Som der står på dens manifest-agtige plakat, er filmen "en hyldest til den urimelige kærlighed". Den udspiller sig mellem to unge lesbiske, hvis kærlighed bliver truet af den enes store hemmelighed, nemlig at hendes far misbrugte hende som barn. Da hemmeligheden kommer på bordet, beslutter de sig for at myrde faderen, og derfra har historien kurs direkte mod romantisk tragedie.
Staho har selv kaldt filmen en slags moderne "Romeo og Julie", og der er da også noget teatralsk i den ekstremt stiliserede form. Filmen er i sort-hvid, med masser af lange stemningsbilleder af ting og steder, og stort set kun med de to elskende som medvirkende. Man ser fx ikke ansigterne på nogen andre, og mange af deres dialoger virker næsten som parallelle monologer.
Rent visuelt er det en fantastisk flot film. Samtlige kameraindstillinger virker utroligt gennemtænkte, beskåret i imponerende kompositioner med god brug af de muligheder, sort-hvid giver. Flot, flot arbejde af fotograf Harald Gunnar Paalgard.
Men filmen falder fuldstændig til jorden, fordi den er så stiv og fortænkt. Den skal jo forestille at være et storslået forsvar for den ubetingede kærlighed, men jeg kom aldrig til at føle noget for hovedpersonerne, selv om nogle få scener faktisk er rigtig rystende. Og det spiller simpelt hen ikke at have en tragisk-romantisk historie, hvor man som tilskuer bliver placeret på langdistance fra personerne og basalt set kommer til at synes, de er et par fjolser. Filmen mangler simpelt hen at elske sine elskende.
"Kærlighedens krigere" mindede mig mest af alt om Thomas Vinterbergs "It's All About Love", og det er desværre ikke pænt ment. Men på den anden side er det ikke mærkeligt, at der på et tidspunkt kom en kikser fra Simon Staho, når man tænker på, hvor avantgardistisk han generelt har været i sine film. Og der har trods alt været så meget gods i hans tidligere værker, at jeg er overbevist om, at Staho nok skal få samlet sig op og lave flere gode film. Modsat Vinterberg.
Med "Kærlighedens krigere" er Staho ovre i rendyrket kunstfilm - og det er så desværre også hans klart dårligste film hidtil. Som der står på dens manifest-agtige plakat, er filmen "en hyldest til den urimelige kærlighed". Den udspiller sig mellem to unge lesbiske, hvis kærlighed bliver truet af den enes store hemmelighed, nemlig at hendes far misbrugte hende som barn. Da hemmeligheden kommer på bordet, beslutter de sig for at myrde faderen, og derfra har historien kurs direkte mod romantisk tragedie.
Staho har selv kaldt filmen en slags moderne "Romeo og Julie", og der er da også noget teatralsk i den ekstremt stiliserede form. Filmen er i sort-hvid, med masser af lange stemningsbilleder af ting og steder, og stort set kun med de to elskende som medvirkende. Man ser fx ikke ansigterne på nogen andre, og mange af deres dialoger virker næsten som parallelle monologer.
Rent visuelt er det en fantastisk flot film. Samtlige kameraindstillinger virker utroligt gennemtænkte, beskåret i imponerende kompositioner med god brug af de muligheder, sort-hvid giver. Flot, flot arbejde af fotograf Harald Gunnar Paalgard.
Men filmen falder fuldstændig til jorden, fordi den er så stiv og fortænkt. Den skal jo forestille at være et storslået forsvar for den ubetingede kærlighed, men jeg kom aldrig til at føle noget for hovedpersonerne, selv om nogle få scener faktisk er rigtig rystende. Og det spiller simpelt hen ikke at have en tragisk-romantisk historie, hvor man som tilskuer bliver placeret på langdistance fra personerne og basalt set kommer til at synes, de er et par fjolser. Filmen mangler simpelt hen at elske sine elskende.
"Kærlighedens krigere" mindede mig mest af alt om Thomas Vinterbergs "It's All About Love", og det er desværre ikke pænt ment. Men på den anden side er det ikke mærkeligt, at der på et tidspunkt kom en kikser fra Simon Staho, når man tænker på, hvor avantgardistisk han generelt har været i sine film. Og der har trods alt været så meget gods i hans tidligere værker, at jeg er overbevist om, at Staho nok skal få samlet sig op og lave flere gode film. Modsat Vinterberg.
11/12-2009
