Rovdyr med kost
4.0
Hvor meget drama er der i en udkørt og nedslidt husholderskes liv? Når man ser den nye chilenske film ”La Nana”, er svaret: En hel del mere end man skulle tro.
Raquel (Catalina Saavedra) har spist for sig selv i køkkenet i 26 år, mens hun har lyttet til den rige familie hygge sig med hinanden i spisesalen. Hun er efterhånden blevet sur og udkørt, efter børnene i familien er vokset op. Hun har aldrig selv fået børn. Hun har tilsyneladende ingen venner. Da moren i familien hyrer en ny au-pair-pige fra Peru til at hjælpe Raquel, ser hun den potentielle nye ven som en fjende, der er i gang med at invadere hendes territorium. Hun låser hende ude af huset. Desinficerer badeværelset efter den unge pige har brugt det.
Instruktøren Sebastian Silva og Catalina Saavendra får skabt en på en gang skræmmende og delikat skildring af husholdersken, der til tider virker som en dæmonisk mokke, og andre gange virker som en stakkels misforstået skæbne. Filmen viser en vekselvirkning mellem en samfundsposition og individets psykologiske struktur.
Raquel er et nederdrægtigt menneske, når hun behandles som et nederdrægtigt menneske. Hun er halvdød, når bliver behandlet som et laverestående væsen. Men hun vokser og lever, når hun behandles som et selvstændigt, levende individ. Det er ikke en revolutionerende ny pointe. Men den er flot illustreret i denne chilenske film.
Silva benytter håndholdte kameraer, så det til tider føles som at se en hjemmevideo. Det er fuldt ud overlagt. Senere ser vi en mere subtil kameraføring, da vi kun ser, hvad Raquel—rovdyret på sit territorium—ser, da en ny tjenestepige ankommer. ”La Nana” er en lille, endda klaustrofobisk film. Raquels verden består kun af huset. Cirka 90 procent af filmen foregår indenfor husets fire vægge. Og hun vil ikke have andre på hendes territorium. Til tider vil man hellere flygte end at være i rum med Raquel.
Det er ikke en feel good-film i pastelfarver og easy listening-musik. Adgangskravet til biografsalen er en vis portion medmenneskelig empati. Hvis man besidder det, så er der en god filmoplevelse om hjørnet.
Raquel (Catalina Saavedra) har spist for sig selv i køkkenet i 26 år, mens hun har lyttet til den rige familie hygge sig med hinanden i spisesalen. Hun er efterhånden blevet sur og udkørt, efter børnene i familien er vokset op. Hun har aldrig selv fået børn. Hun har tilsyneladende ingen venner. Da moren i familien hyrer en ny au-pair-pige fra Peru til at hjælpe Raquel, ser hun den potentielle nye ven som en fjende, der er i gang med at invadere hendes territorium. Hun låser hende ude af huset. Desinficerer badeværelset efter den unge pige har brugt det.
Instruktøren Sebastian Silva og Catalina Saavendra får skabt en på en gang skræmmende og delikat skildring af husholdersken, der til tider virker som en dæmonisk mokke, og andre gange virker som en stakkels misforstået skæbne. Filmen viser en vekselvirkning mellem en samfundsposition og individets psykologiske struktur.
Raquel er et nederdrægtigt menneske, når hun behandles som et nederdrægtigt menneske. Hun er halvdød, når bliver behandlet som et laverestående væsen. Men hun vokser og lever, når hun behandles som et selvstændigt, levende individ. Det er ikke en revolutionerende ny pointe. Men den er flot illustreret i denne chilenske film.
Silva benytter håndholdte kameraer, så det til tider føles som at se en hjemmevideo. Det er fuldt ud overlagt. Senere ser vi en mere subtil kameraføring, da vi kun ser, hvad Raquel—rovdyret på sit territorium—ser, da en ny tjenestepige ankommer. ”La Nana” er en lille, endda klaustrofobisk film. Raquels verden består kun af huset. Cirka 90 procent af filmen foregår indenfor husets fire vægge. Og hun vil ikke have andre på hendes territorium. Til tider vil man hellere flygte end at være i rum med Raquel.
Det er ikke en feel good-film i pastelfarver og easy listening-musik. Adgangskravet til biografsalen er en vis portion medmenneskelig empati. Hvis man besidder det, så er der en god filmoplevelse om hjørnet.
14/12-2009
