Filmnørden anmelder: Avatar
5.0
Så kom den endelig - årets måske mest ventede film. Mængden af hype, forventninger og omtale omkring Avatar er efterhånden historisk, for hvad er det nu James Cameron har fundet på? Hvad er det han har lavet, der har fået nogle journalister til at beskrive Avatar som en næsten religiøs oplevelse? Hvad er det han har lavet, der har fået folk som Steven Spielberg til at mene, at denne film vil starte en ny æra i filmhistorien?
Det hurtige svar er 3D. Avatar er filmen der (efter sigende) vil åbne dørene på vid gab, for 3D-filmen. Fra nu af vil 3D-filmen blive taget alvorligt og ikke længere bare stå på filmverdenens sidelinje og vente. Fra nu af er 3D på banen for at blive der... siger de.
Derudover vil Avatar byde på den flotteste, vildeste, mest realistiske computergrafik nogensinde. Du vil umuligt kunne se forskel på den virkelige og den virtuelle verden... siger de.
Kort sagt vil Avatar være en altopslugende oplevelse, der på næsten bevidsthedsudvidende manér, vil tage dig med på en rejse du aldrig glemmer... siger de.
Men passer det? Tjo...
Avatar er en science fiction-historie om menneskets opdagelse af en uvurderlig energikilde. Det fantastiske stof er fundet på den fjerne måne Pandora, i et solsystem langt, langt ude i rummet. Mennesket vil for alt i verden ha' fat i stoffet, men problemet er at Pandora ikke er en øde måne. Den er nemlig beboet af Na´vi-folket - en 3 meter høj, blå, kattelignende race - der ikke er så glade for at få besøg af menneskeheden. Så hvordan får man deres tilladelse til, at bore løs i deres måne, inden for en tidsramme, der gør det økonomisk rentabelt? Man starter med diplomati, men er klar med de store våben, hvis ikke de indfødte makker ret hurtigt nok.
En banebrydende teknologi tages i brug, for at skabe kontakt til Na'vierne. Via den såkaldte Avatar-teknologi, kan et menneske tage styringen af en genetisk udviklet Na'vi-krop. Dette gør det nemmer at skabe forbindelse til Na'vierne, for at overtale dem til at flytte sig, når de store boremaskiner skal i gang. Til at styre disse Na'vi-kroppe er en håndfuld videnskabsmænd blevet trænet i at bruge Avatar-teknologien, men da en af videnskabsmændene dør inden teknologien kan tages i brug, overtales hans tvillingebror, Jake Sully, til at deltage i projektet i stedet, trods manglende træning. Ved et tilfælde kommer Jake (i sin nye Na'vi-krop) i nærkontakt med en Na'vi-stamme. De ved godt han er et menneske i en Na'vi-krop, men alligevel tager de ham under sin vinge, for at han skal lære dem og deres måne bedre at kende og dermed få menneskene til at indse, at de ikke kan tillade sig at smadre deres hjem. Inden længe bliver Jake i tvivl om hvem han skal være loyal overfor - menneskene eller Na'vierne - og som konflikten mellem de to parter optrappes, tvinges han til at tage et valg. Skal han udføre sin opgave og prøve at overtale dem til at flytte, samtidig med at han finder deres svagheder eller skal han kæmpe mod menneskene og deres griske indtrængen?
Lad os gå pædagogisk korrekt til værks og starte med at fokusere på det positive. Avatar ér sindssyg flot og 3D-teknologien giver ganske rigtigt filmoplevelsen en ny dimension - både bogstaveligt talt og i overført betydning. Denne film er teknisk overlegen i forhold til nogen anden film du nogensinde har set. Det er så godt som umuligt at beskrive det med ord, for du forstår det først rigtigt, når du oplever det med egne øjne. Når man lige er kommet sig over at sidde med overdimensionerede 3D-briller på, så står der intet i vejen for at lade sig gribe af 3D-oplevelsen. Der skal altså ikke herske tvivl om dette er en fuldstændig vild visuel oplevelse - det ér det!
MEN! Hvor kunne det dog ha' været fantastisk, hvis de banebrydende 3D-effekter og James Camerons videreudviklede motion capture-teknologi, blev brugt på en lige så fantastisk historie. Det gør den ikke, for historien om menneskets indtrængen på Pandora og deres dårlige behandling af de indfødte, er til tider tåkrummende pinlig. Filmens budskab om menneskets grådighed og de indfødtes symbiotiske eksistens med naturen, er lige så sympatisk, som den er himmelråbende hippie-uoriginal, så det kan være svært at lade sig 100 % gribe af filmen. I enkelte øjeblikke følte jeg mig i hvert fald godt og grundigt talt ned til, som kun de mest fesne Disney-film har kunnet gøre det før. Tag bare de navne som filmens elementer har fået tildelt:
- Na'viernes måne kaldes Pandora, som i Pandoras Æske, der ifølge græsk mytologi indeholdt et væld af død og ødelæggelse for menneskeheden.
- Det utrolige energistof kaldes Unobtanium, som i det engelske ord "unobtainable", der kan oversættes til "uopnåelig".
- Pandoras magisk svævende bjerge kaldes "Halleluja-bjergene" og ja... halleluja!
Man skal være mere end normalt evnesvag, for ikke at fange betydningen af disse navnes slet skjulte symbolik. Efter min mening bliver der smurt for tykt på.
Så hvor filmens visuelle del er i gloriøs 3D, så er historien så todimensionel som den kan være. Selvom filmen er fuld af gloriøse farver, så er historien ekstremt sort/hvid. Synd, synd og atter synd, men eftersom dette åbenbart bare er startskuddet til en filmhistorisk 3D-revolution, efterlades jeg med håbet om, at der en dag vil komme en film, der ikke bare udfordrer mine fysiologiske sanser, men som samtidig vil udfordre min intelligens.
Skuespillet er så som så. I den dominerende hovedrolle er Sam Worthington overraskende god. Han kan et eller andet, der gør det meget let for publikum at acceptere de mest bizarre situationer, hvilket han også glimrende illustrerede i Terminator 4, hvor han var filmens eneste lyspunkt. Sigourney Weaver virker lidt som om hun kører på rutinen – hun er god, men har til tider tendens til at overspille en smule. Når det kommer til Na’vi-rollerne er det imponerende så stor følelsesmæssig dybde James Cameron ved hjælp af sin banebrydende teknologi, får vredet ud af sine computerkarakterer. De mister ikke troværdighed fordi det er computergrafik. De mister den fordi de ikke spiller så godt.
Når alt dette er sagt, kan det måske undre, at Avatar får hele fem stjerner, når den umiddelbart lyder som en 3- eller 4-stjerners film, men der er en simpel forklaring: Det er flere år siden, at jeg har været så barnligt glad i låget over at gå i biffen. Ikke siden Ringenes Herre nr. 1 har jeg været så spændt på en film og følt mig så lyksalig i en biograf. Ja, filmen er egentlig dybt uoriginal og til tider en lille smule latterlig, men det ændrer ikke på den rene følelse af filmglæde som den gav mig – en følelse som jeg alt for sjældent får lov at opleve. Derfor har jeg været lidt ekstra karakter-gavmild og derfor er Avatar absolut en filmoplevelse du ikke bør gå glip af.
Filmnørdens karakter:
Filmglæde i dens reneste form - se den!
http://www.filmnoerden.com/
Det hurtige svar er 3D. Avatar er filmen der (efter sigende) vil åbne dørene på vid gab, for 3D-filmen. Fra nu af vil 3D-filmen blive taget alvorligt og ikke længere bare stå på filmverdenens sidelinje og vente. Fra nu af er 3D på banen for at blive der... siger de.
Derudover vil Avatar byde på den flotteste, vildeste, mest realistiske computergrafik nogensinde. Du vil umuligt kunne se forskel på den virkelige og den virtuelle verden... siger de.
Kort sagt vil Avatar være en altopslugende oplevelse, der på næsten bevidsthedsudvidende manér, vil tage dig med på en rejse du aldrig glemmer... siger de.
Men passer det? Tjo...
Avatar er en science fiction-historie om menneskets opdagelse af en uvurderlig energikilde. Det fantastiske stof er fundet på den fjerne måne Pandora, i et solsystem langt, langt ude i rummet. Mennesket vil for alt i verden ha' fat i stoffet, men problemet er at Pandora ikke er en øde måne. Den er nemlig beboet af Na´vi-folket - en 3 meter høj, blå, kattelignende race - der ikke er så glade for at få besøg af menneskeheden. Så hvordan får man deres tilladelse til, at bore løs i deres måne, inden for en tidsramme, der gør det økonomisk rentabelt? Man starter med diplomati, men er klar med de store våben, hvis ikke de indfødte makker ret hurtigt nok.
En banebrydende teknologi tages i brug, for at skabe kontakt til Na'vierne. Via den såkaldte Avatar-teknologi, kan et menneske tage styringen af en genetisk udviklet Na'vi-krop. Dette gør det nemmer at skabe forbindelse til Na'vierne, for at overtale dem til at flytte sig, når de store boremaskiner skal i gang. Til at styre disse Na'vi-kroppe er en håndfuld videnskabsmænd blevet trænet i at bruge Avatar-teknologien, men da en af videnskabsmændene dør inden teknologien kan tages i brug, overtales hans tvillingebror, Jake Sully, til at deltage i projektet i stedet, trods manglende træning. Ved et tilfælde kommer Jake (i sin nye Na'vi-krop) i nærkontakt med en Na'vi-stamme. De ved godt han er et menneske i en Na'vi-krop, men alligevel tager de ham under sin vinge, for at han skal lære dem og deres måne bedre at kende og dermed få menneskene til at indse, at de ikke kan tillade sig at smadre deres hjem. Inden længe bliver Jake i tvivl om hvem han skal være loyal overfor - menneskene eller Na'vierne - og som konflikten mellem de to parter optrappes, tvinges han til at tage et valg. Skal han udføre sin opgave og prøve at overtale dem til at flytte, samtidig med at han finder deres svagheder eller skal han kæmpe mod menneskene og deres griske indtrængen?
Lad os gå pædagogisk korrekt til værks og starte med at fokusere på det positive. Avatar ér sindssyg flot og 3D-teknologien giver ganske rigtigt filmoplevelsen en ny dimension - både bogstaveligt talt og i overført betydning. Denne film er teknisk overlegen i forhold til nogen anden film du nogensinde har set. Det er så godt som umuligt at beskrive det med ord, for du forstår det først rigtigt, når du oplever det med egne øjne. Når man lige er kommet sig over at sidde med overdimensionerede 3D-briller på, så står der intet i vejen for at lade sig gribe af 3D-oplevelsen. Der skal altså ikke herske tvivl om dette er en fuldstændig vild visuel oplevelse - det ér det!
MEN! Hvor kunne det dog ha' været fantastisk, hvis de banebrydende 3D-effekter og James Camerons videreudviklede motion capture-teknologi, blev brugt på en lige så fantastisk historie. Det gør den ikke, for historien om menneskets indtrængen på Pandora og deres dårlige behandling af de indfødte, er til tider tåkrummende pinlig. Filmens budskab om menneskets grådighed og de indfødtes symbiotiske eksistens med naturen, er lige så sympatisk, som den er himmelråbende hippie-uoriginal, så det kan være svært at lade sig 100 % gribe af filmen. I enkelte øjeblikke følte jeg mig i hvert fald godt og grundigt talt ned til, som kun de mest fesne Disney-film har kunnet gøre det før. Tag bare de navne som filmens elementer har fået tildelt:
- Na'viernes måne kaldes Pandora, som i Pandoras Æske, der ifølge græsk mytologi indeholdt et væld af død og ødelæggelse for menneskeheden.
- Det utrolige energistof kaldes Unobtanium, som i det engelske ord "unobtainable", der kan oversættes til "uopnåelig".
- Pandoras magisk svævende bjerge kaldes "Halleluja-bjergene" og ja... halleluja!
Man skal være mere end normalt evnesvag, for ikke at fange betydningen af disse navnes slet skjulte symbolik. Efter min mening bliver der smurt for tykt på.
Så hvor filmens visuelle del er i gloriøs 3D, så er historien så todimensionel som den kan være. Selvom filmen er fuld af gloriøse farver, så er historien ekstremt sort/hvid. Synd, synd og atter synd, men eftersom dette åbenbart bare er startskuddet til en filmhistorisk 3D-revolution, efterlades jeg med håbet om, at der en dag vil komme en film, der ikke bare udfordrer mine fysiologiske sanser, men som samtidig vil udfordre min intelligens.
Skuespillet er så som så. I den dominerende hovedrolle er Sam Worthington overraskende god. Han kan et eller andet, der gør det meget let for publikum at acceptere de mest bizarre situationer, hvilket han også glimrende illustrerede i Terminator 4, hvor han var filmens eneste lyspunkt. Sigourney Weaver virker lidt som om hun kører på rutinen – hun er god, men har til tider tendens til at overspille en smule. Når det kommer til Na’vi-rollerne er det imponerende så stor følelsesmæssig dybde James Cameron ved hjælp af sin banebrydende teknologi, får vredet ud af sine computerkarakterer. De mister ikke troværdighed fordi det er computergrafik. De mister den fordi de ikke spiller så godt.
Når alt dette er sagt, kan det måske undre, at Avatar får hele fem stjerner, når den umiddelbart lyder som en 3- eller 4-stjerners film, men der er en simpel forklaring: Det er flere år siden, at jeg har været så barnligt glad i låget over at gå i biffen. Ikke siden Ringenes Herre nr. 1 har jeg været så spændt på en film og følt mig så lyksalig i en biograf. Ja, filmen er egentlig dybt uoriginal og til tider en lille smule latterlig, men det ændrer ikke på den rene følelse af filmglæde som den gav mig – en følelse som jeg alt for sjældent får lov at opleve. Derfor har jeg været lidt ekstra karakter-gavmild og derfor er Avatar absolut en filmoplevelse du ikke bør gå glip af.
Filmnørdens karakter:
Filmglæde i dens reneste form - se den!
http://www.filmnoerden.com/
16/12-2009
