Drømmebilleder
6.0
Jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde. Min krop og min hjerne er rimelig urolig. Urolig ved tanken om, at jeg faktisk lige har set en af de største, dyreste og mest ventede film i mediets historie - og over at jeg har vovet mig ud i at forsøge at beskrive den med ord her kl. halv to om natten. Det er en kæmpe opgave. I hvert fald hvis man bare vil have en tusindedel af noget der minder om skønheden, detaljerne og det bragende bulder af sanseindtryk i ’Avatar’ kradset ned på skrift. Jeg har så godt som opgivet på forhånd.
Små fem timers tid siden slutfløjtet føles ’Avatar’ simpelthen som… en drøm. Filmen foregår i et grænseland, der ikke skiller muligt fra umuligt. I dets ypperligste stunder er James Camerons værk simpelthen helt inde og rode i noget, der ligner grundlæggende drifter for fascination og betagelse i mennesket. Som når naturen på ryggen af fabeldyr og mennesket bag panserskrumler udkæmper kampen om verdensherredømmet. Eller når to af naturens skabninger bekender deres gensidige kærlighed i en frodig skovbund af gudesmukke, lilla nuancer. Svimlende - og sidstnævnte tårevældende smukt.
Cameron har stadig problemer med sine replikker og sin beherskelse af berettermodellen, lige som historien i sig selv ikke er noget særligt. Men jeg er mere end villig til at se stort på det. ’Avatar’ når helt ind til kernen af, hvad det overhoved vil sige at opleve noget, man aldrig har oplevet før. Det sørger ikke mindst special effects-arbejdet for, der aldrig i filmhistorien har været flottere. Den side af sagen er næsten overflødig at vove sig ud i at beskrive, for det skal ses for at kunne forstås. Det samme skal for den sags skyld også den berusende følelse af at svælge rundt i et vægtløst univers, hvor alt kan ske; hvor jordforbindelsen er kappet og vi alligevel aldrig har følt os være så tæt på.
Små fem timers tid siden slutfløjtet føles ’Avatar’ simpelthen som… en drøm. Filmen foregår i et grænseland, der ikke skiller muligt fra umuligt. I dets ypperligste stunder er James Camerons værk simpelthen helt inde og rode i noget, der ligner grundlæggende drifter for fascination og betagelse i mennesket. Som når naturen på ryggen af fabeldyr og mennesket bag panserskrumler udkæmper kampen om verdensherredømmet. Eller når to af naturens skabninger bekender deres gensidige kærlighed i en frodig skovbund af gudesmukke, lilla nuancer. Svimlende - og sidstnævnte tårevældende smukt.
Cameron har stadig problemer med sine replikker og sin beherskelse af berettermodellen, lige som historien i sig selv ikke er noget særligt. Men jeg er mere end villig til at se stort på det. ’Avatar’ når helt ind til kernen af, hvad det overhoved vil sige at opleve noget, man aldrig har oplevet før. Det sørger ikke mindst special effects-arbejdet for, der aldrig i filmhistorien har været flottere. Den side af sagen er næsten overflødig at vove sig ud i at beskrive, for det skal ses for at kunne forstås. Det samme skal for den sags skyld også den berusende følelse af at svælge rundt i et vægtløst univers, hvor alt kan ske; hvor jordforbindelsen er kappet og vi alligevel aldrig har følt os være så tæt på.
18/12-2009
