Natural virtuality

Der er langt mellem filmoplevelser som ”Avatar”. Det er uhyre sjældent, at en film dukker op, hvis visuelle narrativ suger dig så meget ind i oplevelsen, at jeg må slå min analytiske del af hjernen fra. Ja, ”Avatar” har corny dialog hist og her. Ja, den er fyldt med klicheer, og selve plottet er gammeldags, klassisk og tyndt. Men James Cameron viser sig her som så talentfuld en visuel historiefortæller, at man glemmer alt andet og lapper det i sig som en 9-årig knægt med en hyperaktiv fantasi.

Kombinationen af smuk, fantasifuld, farverig animation og motion capture af troværdige, sympatiske menneskelige ansigtsudtryk er nok det, der virkede allerkraftigst på mig i retrospekt. Eller også var det de lysende planter i Pandoras jungle, som virkede så sjældne og eksotiske, så det føles som en dykkertur ved et uberørt koralrev. Der er skrevet meget om 3D-effekterne, og de er også spektakulære. Men det er de uden at dominere og vriste fokus fra resten. Det er kombinationen af det hele, der virker så frisk og nyt, at det bliver en lang nydelsestur at besøge Pandora. En nydelse kombineret med klassisk spænding og drama.

Cameron formår med sin nye teknologi at give plads til at bevæge kameraet hen i retninger, som traditionelle kameraer aldrig ville kunne. Og den plads bruger han til, at vi, publikum, kan suge bevægelserne, omgivelserne, det hele, mere til os. Der fyldes ikke bare på med action og effekter. Vi får plads til at beundre og nyde det. Vi får plads til at sige et lille ”wow” for os selv i næsten hver scene. Jeg kom til at tænke på klassiske Errol Flynn-film, hvor hvert et stunt også fik plads. Ofte er action-film i dag fyldt til sprængepunktet med eksplosioner, bevægelser og effekter, at kun når at ænse det. Cameron laver store tekniske fremskridt, og samtidig vender han tilbage til et klassisk udgangspunkt for de store underholdende Hollywood-film: Plads til at nyde og beundre det storslåede.

Det er en sjov, men betydningsfuld pointe, at det storslåede her er en virtuel natur. Mange forlod salen og talte om et hippie-budskab om klima og miljø. Men ikke et eneste shot af naturen er der at finde i filmen. Alt er kunstigt og kreeret. Cameron og co. er tydeligvis klar over det misforhold. For mig at se handler filmen mere om vores forhold til virtuelle verdener. Videologs, avatars og et netværk, der her er af natur og ikke af elektroniske kredsløb. Disse virtuelle virkeligheder blandes sammen og referer til hinanden i dybere og dybere lag. Filmen starter med snak om en drøm. Så skal vi købe en virkelighed på et rumskib. Derefter pandora via nerveforbindelser. Senere drømme om at løbe, ride, flyve, kæmpe. Det foregår gradvist, og hele tiden med mindre og mindre fra virkeligheden, hvor vi ligger i en ”kiste” med vores handicappede helt. Videologgen er en vigtig detalje for, at vi køber virkeligheden på Pandora. Vi kender mediet fra youtube med mere. Vi køber det som en del af vores virkelighed. Det gør det lettere at købe næste skridt, og næste skridt igen, indtil vi flyver på øgler og flirter med blå prinsesser.

Den narrative konstruktion, ikke at forveksle med plottet, er mindst lige så vigtig som effekterne. Effekterne bliver måske gamle engang. Men det gør de menneskelige udtryk bag motion capture-scenerne ikke, og det gør den basale narrative struktur heller ikke. Det er en af de bedst fortalte klassiske eventyr på film.

Obs: Dette bliver nok det sidste indlæg fra min side. Jeg bryder mig ikke om det nye design. Det mangler helt gevaldigt en samlet oversigt for forum. Der er ikke grobund for at skabe et community, som det er nu. Så jeg takker af. I hvert fald for anmeldelserne. Det var hyggeligt, mens det varede, Scope-brugere.