Den grå engel
6.0
SPOILERS
At jerntæppet altid har været gråt og hårdt i DDR, er ingen hemmelighed, men 'De andres liv' skraber den grå overflade ned og viser et råddent system, der på toppen trækker lige så store veksler på individualisme og grådighed, frem for kollektivisme og solidaritet.
Alt dette udspiller sig i et menneskeligt mesterligt eksekveret drama, der får den konforme Stasi-kaptajn, Wiesler, til at genopfinde livet gennem en overvågningsopgave af en varm kunstner og hans kone, skuespillerinden med det helgenagtige navn, Christa-Maria Sieland.
Det antydes faktisk allerede i starten, at den lille tyske republik er vendt fra drøm til mareridt: "Socialismen skal starte et sted", siger HGW's gamle skolekammerat og overordnet harsk. Nærmest hånende og stoisk har han haft albuerne højere op end den loyale, kolde og konforme HGW, og derfor også kommet højere op på karriere-stigen end den ellers klogere HGW. Men dette er ikke skolen mere. Nu bliver man mål på sin succes, koste hvad den må koste, og ikke på sin karakter.
Det er bare ikke alle, der vil betale den pris, og slet ikke når HGW opnår en lavmælt erkendelse, hvad han er med til at destruerer: Livet.
Det er sikkert eksekveret, men med en insisterende for det menneskelig drama, bliver det politiske spil blot baggrunden for det mere vedkommende drama. HGW har aldrig søgt publikumsapplaus, men som en anden Batman, tager de slag og ansvar, ingen andre i samfundet gør. Dermed får han ingen forsoning for sin heroiske gerning og oprør mod det system, han engang blindt troede på. Kun få år senere får han tilegnet en bog, som er skrevet af kunstneren, der skriver om mennesket, der kan ændrer sig til det bedre.
Og for første gang i livet kan HGW så sige følgende, da ekspedienten spørger om den skal pakkes ind: Nej, den er til mig.
Lad tårerne trille.
At jerntæppet altid har været gråt og hårdt i DDR, er ingen hemmelighed, men 'De andres liv' skraber den grå overflade ned og viser et råddent system, der på toppen trækker lige så store veksler på individualisme og grådighed, frem for kollektivisme og solidaritet.
Alt dette udspiller sig i et menneskeligt mesterligt eksekveret drama, der får den konforme Stasi-kaptajn, Wiesler, til at genopfinde livet gennem en overvågningsopgave af en varm kunstner og hans kone, skuespillerinden med det helgenagtige navn, Christa-Maria Sieland.
Det antydes faktisk allerede i starten, at den lille tyske republik er vendt fra drøm til mareridt: "Socialismen skal starte et sted", siger HGW's gamle skolekammerat og overordnet harsk. Nærmest hånende og stoisk har han haft albuerne højere op end den loyale, kolde og konforme HGW, og derfor også kommet højere op på karriere-stigen end den ellers klogere HGW. Men dette er ikke skolen mere. Nu bliver man mål på sin succes, koste hvad den må koste, og ikke på sin karakter.
Det er bare ikke alle, der vil betale den pris, og slet ikke når HGW opnår en lavmælt erkendelse, hvad han er med til at destruerer: Livet.
Det er sikkert eksekveret, men med en insisterende for det menneskelig drama, bliver det politiske spil blot baggrunden for det mere vedkommende drama. HGW har aldrig søgt publikumsapplaus, men som en anden Batman, tager de slag og ansvar, ingen andre i samfundet gør. Dermed får han ingen forsoning for sin heroiske gerning og oprør mod det system, han engang blindt troede på. Kun få år senere får han tilegnet en bog, som er skrevet af kunstneren, der skriver om mennesket, der kan ændrer sig til det bedre.
Og for første gang i livet kan HGW så sige følgende, da ekspedienten spørger om den skal pakkes ind: Nej, den er til mig.
Lad tårerne trille.
25/12-2009
