Ligegyldig biopic

2.0
Den første af vinterens to film om Coco Chanel handler, som titlen antyder, om den berømte designers liv, før hun fik sit modeimperium. Filmen følger Chanel, fra hun bliver efterladt på et børnehjem af sin far, over hendes tid som kabaret-syngepige og til hendes affære med en rigmand, der bringer hende i kontakt med den overklasse, som senere aftog Chanels haute couture.

"Coco før Chanel" bliver markedsført som historien om den første kvinde, som kom helt til tops i modebranchen. Den del af hendes historie synes jeg da også er interessant, men desværre kommer filmen ikke rigtig i dybden med den. Vi får antydet, at Chanels opvækst under svære kår var afgørende for, at hun ikke bare stillede sig tilfreds med at være en holdt kvinde. Og modefetichister vil se glimt af Chanel-klassikere som sømandstrøjen, jersey-sweateren og - naturligvis - den første 'lille sorte'. Men derudover fylder hendes kamp for at få sin egen forretning stort set intet, og i stedet koncentrerer filmen sig i sidste halvdel om hendes vaklen mellem rigmanden og hans engelske playboy-ven.

Jeg sad og undrede mig over, hvorfor film om store kvinder så tit ender med at handle om den svære kærlighed, og hvordan forholdet til mænd former deres liv ...

Det hjælper så heller ikke, at Audrey Tautou ikke rigtig kommer under huden på den viljestærke Chanel. Hun har selvfølgelig masser af udstråling, men hendes Chanel er så tillukket, at man aldrig helt forstår, hvad der foregår inde i hovedet på hende. Det skyldes muligvis, at instruktør Anne Fontaine har været ekstremt opsat på at vise sin hovedperson som en ener, for hun har også fået fotograf Christophe Beaucarne til at bygge en række tableauer op, hvor Chanel tydeligt skiller sig ud fra omgivelserne i billederne.

Det fungerer udmærket, men pointen bliver næsten banket for tydeligt ind. Og rent visuelt er "Coco før Chanel" i øvrigt ikke voldsomt flot - lidt overraskende for en film med det emne. Men det er vel også meget sigende, at filmen ikke har så meget nerve omkring sin hovedperson, som den har omkring hendes rige elsker (glimrende spillet af Benoît Poelvoorde).

Samlet set er "Coco før Chanel" en temmelig tandløs biopic, og jeg havde svært ved at se, hvad filmen egentlig vil fortælle sit publikum. Jeg håber virkelig, at "Coco Chanel & Igor Stravinsky" - med Mads Mikkelsen som Stravinsky - har mere at byde på.
Coco før Chanel