Friis' Favoritter 2009 - Part I: "Årets bedste film"
6.0
1. AVATAR (James Cameron)
Der er noget stærkt fascinerende over film, der formår at trække det menneskelige sind væk fra en til tider monoton og kold hverdag og placere det i en anden, på en gang konstrueret og troværdig virkelighed. Film, der ikke blot er billeder på et lærred, men derimod oplevelser så overvældende, at man sjældent glemmer dem. Man kan næsten tale om en slags filmisk medicin, et friskt pust til sindet. Det var ligeledes opskriften på Hollywoods kanoniserede guldalderfilm fra 30’erne, hvor depressionen plagede det enkelte individ, og hvor et sjældent møde med en eskapistisk musical eller komedie kunne levere den fornødne genopladning af vilje og styrke. Ud fra devisen ”det er sundt at drømme”, udgør de film, der tager deres publikum på ekstraordinære, engagerende rejser, en ideel forebyggelse af det mentale pres, der ofte er forbundet med et moderne liv.
En sådan film er James Camerons imødesete ”Avatar”. I bund og grund er der tale om en simpel, allegorisk fortælling om kærlighed på tværs af normer og menneskelig kynisme overfor såvel naturen som individer med anden livsstil og udseende. Det lykkes på forbløffende vis Cameron at behandle temaet uden at forfalde til det patetiske, netop fordi han præsenterer os for et univers, der tilnærmelsesvis er umuligt ikke at drømme sig hen i. Personskildringen er generelt troværdig – uden at være filmens force – men jeg havde ikke vanskeligheder med at identificere mig med de bærende roller – trods den momentane forekomst af ”corny” dialog (det er vel en Cameron-film!) Eksempelvis er Giovanni Ribisis rolle relativt facetteret, idet han næppe er så ondsindet, som han umiddelbart kunne fremstå, men tydeligvis har visse betænkeligheder ved at lade Stephen Langs krigsliderlige oberst maltraktere Pandoras frodige natur. Således er Cameron ikke decideret misantropisk, idet Ribisis karakter gennemgår en reel udvikling rent moralsk. Det retfærdiggør på ingen måde hans handlinger og bemærkninger, men øger hans troværdighed som karakter samt understreger, at Camerons univers er mindre sort/hvidt end det ofte gøres til.
Derudover er Stephen Lang sublim i rollen som oberst med et forskruet moralsk kompas, mens Worthington og navnlig Zoë Saldana – imod alle odds – er dybt overbevisende som tre meter høje, blå skabninger. Vi slipper heller ikke for den typiske Cameron-karakter – den hårdhudede, stærke kvinde – i form af Michelle Rodriguez eller for Sigourney Weaver, der forventeligt yder en fin indsats som målrettet biolog.
Det er dog først og fremmest den visuelle side, der imponerer i ”Avatar”. Personligt var jeg allerede fra de indledende billeder af Jake Sully, der vågner i et rumskib, duperet af den ekstreme dybde og de mange detaljer i billedet. Selvom historien kulminerer i en ubegribeligt velkomponeret actionscene – med de utvivlsomt bedste visuelle effekter til dato – fandt jeg, at Camerons teknologi for alvor kom til sin ret dybt inde i Pandoras majestætiske natur, hvor flyvende skabninger, træer og mærkværdige planter ser så virkelige ud på lærredet, at man fristes til at række hånden ud efter dem.
Det er således primært pga. oplevelsen, at ”Avatar” er årets bedste film. Men der er unægteligt også noget sært fascinerende ved at sætte sig i en biografstol, udklæde sig med et par gedigent kiksede briller og derefter ”svømme hen” til nogle billeder på et lærred. At oplevelsen samtidig bliver større for hvert gensyn, vidner om hvor minutiøst ”Avatar” er planlagt og iscenesat samt fortæller mig, at jeg kommer til at se denne film et utal af gange i løbet af min levetid.
Der er noget stærkt fascinerende over film, der formår at trække det menneskelige sind væk fra en til tider monoton og kold hverdag og placere det i en anden, på en gang konstrueret og troværdig virkelighed. Film, der ikke blot er billeder på et lærred, men derimod oplevelser så overvældende, at man sjældent glemmer dem. Man kan næsten tale om en slags filmisk medicin, et friskt pust til sindet. Det var ligeledes opskriften på Hollywoods kanoniserede guldalderfilm fra 30’erne, hvor depressionen plagede det enkelte individ, og hvor et sjældent møde med en eskapistisk musical eller komedie kunne levere den fornødne genopladning af vilje og styrke. Ud fra devisen ”det er sundt at drømme”, udgør de film, der tager deres publikum på ekstraordinære, engagerende rejser, en ideel forebyggelse af det mentale pres, der ofte er forbundet med et moderne liv.
En sådan film er James Camerons imødesete ”Avatar”. I bund og grund er der tale om en simpel, allegorisk fortælling om kærlighed på tværs af normer og menneskelig kynisme overfor såvel naturen som individer med anden livsstil og udseende. Det lykkes på forbløffende vis Cameron at behandle temaet uden at forfalde til det patetiske, netop fordi han præsenterer os for et univers, der tilnærmelsesvis er umuligt ikke at drømme sig hen i. Personskildringen er generelt troværdig – uden at være filmens force – men jeg havde ikke vanskeligheder med at identificere mig med de bærende roller – trods den momentane forekomst af ”corny” dialog (det er vel en Cameron-film!) Eksempelvis er Giovanni Ribisis rolle relativt facetteret, idet han næppe er så ondsindet, som han umiddelbart kunne fremstå, men tydeligvis har visse betænkeligheder ved at lade Stephen Langs krigsliderlige oberst maltraktere Pandoras frodige natur. Således er Cameron ikke decideret misantropisk, idet Ribisis karakter gennemgår en reel udvikling rent moralsk. Det retfærdiggør på ingen måde hans handlinger og bemærkninger, men øger hans troværdighed som karakter samt understreger, at Camerons univers er mindre sort/hvidt end det ofte gøres til.
Derudover er Stephen Lang sublim i rollen som oberst med et forskruet moralsk kompas, mens Worthington og navnlig Zoë Saldana – imod alle odds – er dybt overbevisende som tre meter høje, blå skabninger. Vi slipper heller ikke for den typiske Cameron-karakter – den hårdhudede, stærke kvinde – i form af Michelle Rodriguez eller for Sigourney Weaver, der forventeligt yder en fin indsats som målrettet biolog.
Det er dog først og fremmest den visuelle side, der imponerer i ”Avatar”. Personligt var jeg allerede fra de indledende billeder af Jake Sully, der vågner i et rumskib, duperet af den ekstreme dybde og de mange detaljer i billedet. Selvom historien kulminerer i en ubegribeligt velkomponeret actionscene – med de utvivlsomt bedste visuelle effekter til dato – fandt jeg, at Camerons teknologi for alvor kom til sin ret dybt inde i Pandoras majestætiske natur, hvor flyvende skabninger, træer og mærkværdige planter ser så virkelige ud på lærredet, at man fristes til at række hånden ud efter dem.
Det er således primært pga. oplevelsen, at ”Avatar” er årets bedste film. Men der er unægteligt også noget sært fascinerende ved at sætte sig i en biografstol, udklæde sig med et par gedigent kiksede briller og derefter ”svømme hen” til nogle billeder på et lærred. At oplevelsen samtidig bliver større for hvert gensyn, vidner om hvor minutiøst ”Avatar” er planlagt og iscenesat samt fortæller mig, at jeg kommer til at se denne film et utal af gange i løbet af min levetid.
02/01-2010
