I heard about the Morgans, and what a load of crap!
1.0
Det lød sikkert snedigt at sætte to af den moderne romantiske komedies største navne sammen. Sarah Jessica Parker og Hugh Grant er fru og hr. Morgan, et separeret ægtepar, som på vej hjem fra en mislykket forsoningsmiddag overværer et mord. Morderen ser også dem, og som vigtige vidner er de så meget i livsfare, at FBI giver dem nye identiteter og sender dem ud til et safehouse. Som ligger langt ude på landet i Ray, Wyoming.
"Did You Hear About the Morgans?" er en ringe film. Ikke bare jævnt ringe, som i 'endnu en dybt forudsigelig romantisk komedie'. Men virkelig, virkelig ringe. Nærmest intet fungerer i filmen, der er baseret på et fornærmende dumt manuskript. Hele mord-og-FBI-historien er hamrende utroværdig og selvsagt kun en dårlig undskyldning for, at de to hovedpersoner kan blive sendt væk fra storbyens jag og lære at elske hinanden igen. Og stedet, hvor man finder sig selv, er til gengæld en absurd renskuret udgave af "God-fearing America" ... hvor det ser ud, som om samtlige indbyggere lige har købt deres Stetson henne hos BR, inden de gør klar til at dele ud af deres livsvisdom.
Filmens forsøg på at køre på kontrasterne mellem storby og bøhland er ofte tåkrummende, og den er i det hele taget sjældent morsom. Når det lykkes, er det som regel Hugh Grants skyld, for selv om vi her får en slatten, rutinepræget Grant, har han stadig den der sarkastiske timing i sine replikker, som gjorde ham til stjerne.
Det kan man ikke sige om Sarah Jessica Parker. Hende har jeg ellers altid betragtet som en ganske glimrende romantisk lead, men her falder hun fuldstændig igennem. Hendes karakter er tydeligt en variant af hofrollen Carrie Bradshaw ... bare mere hysterisk og uden charme. Jeg forstod aldrig, hvorfor Grants karakter var faldet for hende - for da slet ikke at tale om at ville have hende tilbage. Kemien mellem dem er ikke-eksisterende. Parker spiller endda også rollen som så dum, at man slet heller ikke tror på, at hun skulle være én af New Yorks mest succesfulde ejendomsmæglere.
Parker må have endda meget gode chancer for at blive nævnt, når Razzie-nomineringerne kommer ud 1. februar.
Så kunne jeg bedre klare Sam Elliott og Mary Steenburgen som det geværsvingende sheriff-ægtepar, hovedpersonerne bliver installeret hos i Wyoming. Deres westernstil er godt nok mindre troværdig end en Hopalong Cassidy-film fra 30'erne, men de er da lidt søde.
Derudover er filmen tamt instrueret af forfatter-instruktør Marc Lawrence. Med en billedside, der minder om et sæbeopera-afsnit, masser af scener, der fiser ud i ingenting, og utroligt mange mislykkede forsøg på at være finurligt høhø-morsom. Plus at soundtracket er en rædsom blanding af elevatormuzak og dårlige covernumre.
Og hov, fik jeg nævnt, at den virkelige grund til, at hr. og fru Morgan har ægteskabelige problemer, er, at de ikke kunne få børn? Og at alting naturligvis bliver meget bedre, når de anskaffer sig sådan nogle? Man brækker sig i lårtykke familieværdistråler. Tænk, at det ikke er mere end tre år siden, at Lawrence lavede den fine "Music and Lyrics".
... men i det mindste ved jeg nu, at der er noget, der hedder Bargain Barn. Så kom ikke og sig, at man ikke lærer noget af filmen.
"Did You Hear About the Morgans?" er en ringe film. Ikke bare jævnt ringe, som i 'endnu en dybt forudsigelig romantisk komedie'. Men virkelig, virkelig ringe. Nærmest intet fungerer i filmen, der er baseret på et fornærmende dumt manuskript. Hele mord-og-FBI-historien er hamrende utroværdig og selvsagt kun en dårlig undskyldning for, at de to hovedpersoner kan blive sendt væk fra storbyens jag og lære at elske hinanden igen. Og stedet, hvor man finder sig selv, er til gengæld en absurd renskuret udgave af "God-fearing America" ... hvor det ser ud, som om samtlige indbyggere lige har købt deres Stetson henne hos BR, inden de gør klar til at dele ud af deres livsvisdom.
Filmens forsøg på at køre på kontrasterne mellem storby og bøhland er ofte tåkrummende, og den er i det hele taget sjældent morsom. Når det lykkes, er det som regel Hugh Grants skyld, for selv om vi her får en slatten, rutinepræget Grant, har han stadig den der sarkastiske timing i sine replikker, som gjorde ham til stjerne.
Det kan man ikke sige om Sarah Jessica Parker. Hende har jeg ellers altid betragtet som en ganske glimrende romantisk lead, men her falder hun fuldstændig igennem. Hendes karakter er tydeligt en variant af hofrollen Carrie Bradshaw ... bare mere hysterisk og uden charme. Jeg forstod aldrig, hvorfor Grants karakter var faldet for hende - for da slet ikke at tale om at ville have hende tilbage. Kemien mellem dem er ikke-eksisterende. Parker spiller endda også rollen som så dum, at man slet heller ikke tror på, at hun skulle være én af New Yorks mest succesfulde ejendomsmæglere.
Parker må have endda meget gode chancer for at blive nævnt, når Razzie-nomineringerne kommer ud 1. februar.
Så kunne jeg bedre klare Sam Elliott og Mary Steenburgen som det geværsvingende sheriff-ægtepar, hovedpersonerne bliver installeret hos i Wyoming. Deres westernstil er godt nok mindre troværdig end en Hopalong Cassidy-film fra 30'erne, men de er da lidt søde.
Derudover er filmen tamt instrueret af forfatter-instruktør Marc Lawrence. Med en billedside, der minder om et sæbeopera-afsnit, masser af scener, der fiser ud i ingenting, og utroligt mange mislykkede forsøg på at være finurligt høhø-morsom. Plus at soundtracket er en rædsom blanding af elevatormuzak og dårlige covernumre.
Og hov, fik jeg nævnt, at den virkelige grund til, at hr. og fru Morgan har ægteskabelige problemer, er, at de ikke kunne få børn? Og at alting naturligvis bliver meget bedre, når de anskaffer sig sådan nogle? Man brækker sig i lårtykke familieværdistråler. Tænk, at det ikke er mere end tre år siden, at Lawrence lavede den fine "Music and Lyrics".
... men i det mindste ved jeg nu, at der er noget, der hedder Bargain Barn. Så kom ikke og sig, at man ikke lærer noget af filmen.
07/01-2010
