Stallone mod rov
5.0
Det er ikke svært at få afklaret med sig selv, hvad man kan tillade sig at forvente af en actionfilm med Sylvester Stallone i hovedrollen. Selv folk der ikke har set en film med Sylvester Stallone ved, ofte instinktivt, at der er en gennemsyret macho- og bøllebanks-attitude over den her actionmand. Og har man hørt folk snakke om Stallones film, så har det nok næppe givet anledning til at lave radikale ændringer i sine fordomme.
Der synes i hvert fald ikke at være nogen som helst grund til at forvente sig en helt igennem klart og originalt tænkt actionfilm af den over 25 år gamle ’First Blood’, og da slet ikke når hovedperson hedder Rambo - et navn der efterhånden er blevet synonymt med en énmandshær svulmende af testosteron. Alligevel er det lige hvad man får med ’First Blood’ - nemlig en strålende klar og gennemført idé, fremført med et stærkt øje for at skabe action og intens ravage. Det er svært helt præcist at få skovlen under hvorfor idéen om en traumatiseret krigsveteran der modsætter sig ugyldig anholdelse og får et helt politikorps på nakken virker så indlysende god. Det virker som en hybrid mellem ’The Deer Hunter’s trykkende efterkrigsfilmstemning og det næsten småkomiske one-man-actionshow fra Arnold Schwarzenegger-klassikeren ’Commando’. Ikke umiddelbart indlysende filmstof.
Men ligegyldig hvad synes det indlysende med Sylvester Stallone i fokus. Hans iskolde ansigt er som skabt til at portrættere krigstraumer gemt bag et forstenet ansigt i den uforglemmelige rolle som John Rambo. Alle historier man bør kende til om Rambos rædselsvækkende krigserfaringer er som støbt i Stallones øjne, og dem bærer man gerne over med, når han og filmen i tavshed venter helt til sidste, mindeværdige scene med at gå i knæ og først for alvor åbne sig op.
Allerede inden da har Sylvester Stallone og instruktør Ted Kotcheff dog for længst svøbt ’First Blood’ ind i en intens og mystisk aura af Rambos følelsesknuder. Selvom filmen altså flere steder mangler nerve, så emmer Rambo som filmkarakter og hans medrivende situation så stærkt af kraft og tyngde, at man knap gider bemærke det. Og som sådan er den gennemført simple og klare idé om en voldelige, misforstået og ubalanceret Vietnam-veteran én af de mest effektive, genren nogensinde har bud på.
Der synes i hvert fald ikke at være nogen som helst grund til at forvente sig en helt igennem klart og originalt tænkt actionfilm af den over 25 år gamle ’First Blood’, og da slet ikke når hovedperson hedder Rambo - et navn der efterhånden er blevet synonymt med en énmandshær svulmende af testosteron. Alligevel er det lige hvad man får med ’First Blood’ - nemlig en strålende klar og gennemført idé, fremført med et stærkt øje for at skabe action og intens ravage. Det er svært helt præcist at få skovlen under hvorfor idéen om en traumatiseret krigsveteran der modsætter sig ugyldig anholdelse og får et helt politikorps på nakken virker så indlysende god. Det virker som en hybrid mellem ’The Deer Hunter’s trykkende efterkrigsfilmstemning og det næsten småkomiske one-man-actionshow fra Arnold Schwarzenegger-klassikeren ’Commando’. Ikke umiddelbart indlysende filmstof.
Men ligegyldig hvad synes det indlysende med Sylvester Stallone i fokus. Hans iskolde ansigt er som skabt til at portrættere krigstraumer gemt bag et forstenet ansigt i den uforglemmelige rolle som John Rambo. Alle historier man bør kende til om Rambos rædselsvækkende krigserfaringer er som støbt i Stallones øjne, og dem bærer man gerne over med, når han og filmen i tavshed venter helt til sidste, mindeværdige scene med at gå i knæ og først for alvor åbne sig op.
Allerede inden da har Sylvester Stallone og instruktør Ted Kotcheff dog for længst svøbt ’First Blood’ ind i en intens og mystisk aura af Rambos følelsesknuder. Selvom filmen altså flere steder mangler nerve, så emmer Rambo som filmkarakter og hans medrivende situation så stærkt af kraft og tyngde, at man knap gider bemærke det. Og som sådan er den gennemført simple og klare idé om en voldelige, misforstået og ubalanceret Vietnam-veteran én af de mest effektive, genren nogensinde har bud på.
13/01-2010
