Gamle mænd i pensionerede konspirationer

Endelig fik jeg set sidste filmatisering af Stieg Larssons "Millennium" trilogi, men desværre var det lidt spildte penge.

Da filmene skulle laves, stod man med dilemmaet om, hvor meget man kunne tillade sig at investere i filmatiseringerne, for pengene skulle jo trods alt tjenes hjem igen. Det endte med en fifty/fifty løsning, hvor man ofrede meget på at gøre "Mænd der hader kvinder" til en stor biograffilm, mens efterfølgerne blev lavet til discount-pris til tv. Men da "Mænd der hader kvinder" så blev en kæmpesucces, valgte man også at sende "Pigen der legede med ilden" og "Luftkastellet der blev sprængt" til filmlærredet.

Økonomisk må det virke som en fremragende idé i dag, idet filmene har skovlet penge ind. Men kunsterisk fremstår det i dag som kynisk spekulation, da det efterlader en bitter eftersmag af en planlagt stor nr. 1, der skulle efterfølges af nogle billige og dårlige fortsættelser, som man i amerikansk bundlinje-stil kunne tjene stort på, mens fårene gik gennem leddet til biografsalen og kasseapparatet ringede "Ka-Ching". Det er måske lidt unfair, men i mine øjne efterlader det desværre et uafviseligt indtryk af produktionsselskabet Yellow Bird som kyniske spekulanter, der udnytter Larssons forfatterskab maksimalt til fordel for profit til egen vinding. Bevares, selskaber skal nu engang tjene penge, men det skulle nu også helst ske ved at levere et produkt af en kvalitet, man kan forsvare overfor forbrugeren. Hvad angår "Luftkastellet der blev sprængt" bliver det ikke en nem påstand at forsvare.

For filmen er så uinspirerende og sløvt fortalt, at det er en sand forbrydelse. Hvis der var tale om en skidt historie, så var det en ting, men det er ikke tilfældet. Jeg har ikke læst bøgerne, men det behøver jeg heller ikke for at se, at der er tale om en spændende historie. Men på film skal den slags fortælles rigtigt, og det kan man så sandelig ikke beskylde instruktøren Daniel Alfredson for. Lokalpatriotisk kan vi nu bryste af, at "Mænd der hader kvinder" var fremragende og havde danske bagmænd som Niels Arden Oplev i instruktørstolen, mens Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg har lavet manuskript. Men det ville være for billigt at gøre kvaliteten til et nationalt spørgsmål. Det her handler om gode og knap så gode filmfortællere. Niels Arden Oplev hører til i den første kategori. Det gør Daniel Alfredson at dømme fra "Pigen der legede med ilden" og "Luftkastellet der blev sprængt" tilsyneladende ikke.

Vi ved jo fra den første film, at Michael Nyqvist og Noomi Rapace sagtens kan spille de bærende hovedroller, så når resultatet alligevel bliver noget halvkedeligt, så må man se på instruktøren og manuskriptet. Og mens "Luftkastellet" faktisk er indholdsmæssigt mere spændende end forgængeren "Pigen der legede med ilden", så bliver den alligevel ufatteligt langtrukken med kedelig dialog og underligt fortalte scener, som f.eks. når Salanders tidligere psykolog dukker op på hospitalet og vil tale med hendes læge om hendes sag, og begge ender med at stå usikre på gangen og ikke vide, hvor de skal gå hen. Så tænker man, om det er skuespillerne eller deres figurer, der er usikre, og det er den slags, der ikke må ske på film. Men det sker ofte her.

Der er også masser af ting, som sikkert er helt som i bogen, men som bare ikke fungerer på film. F.eks. er det alt for meget at se, hvordan Salander dukker op iklædt bedste punker-stil til sin retssag. Det skal utvivlsomt symbolisere hendes oprør overfor autoriteterne såvel som konfrontationen mellem individet og systemet. Det virker sikkert fint i bogen, men fremstår helt aparte og utroligt teatralsk og prætentiøst i filmen.

Det er ellers svært at tro, at en film med likvideringer og store skuddueller kan blive kedelig, men det lykkes altså for instruktøren i dette tilfælde. På trods af de dramatiske hændelser, falder man nærmest i søvn undervejs.

Det skyldes til dels skurkene bag den store konspiration, som igen sikkert fungerer fint i bogen, men ikke i filmen. Der er over hele linjen tale om en flok gamle pensionister, der humper fra den ene konspiration til den næste på krykker og stok. Vi hører også konstant om, hvordan de alle er gamle og syge, og man undrer sig såre over, hvorfor de overhovedet gider skjule deres aktiviteter mere, når de efter eget udsagn alle er ved at krepere af alderdom eller kræft eller nyresvigt eller... Tja, indsæt selv en liste over aldrende pensionisters hyppige sygdomme og helbredsmæssige problemer her, for det lyder lidt som om, manuskriptforfatterne bare er gået forbi et alderdomshjem og så har noteret sig alle de sygdomme, der blev nævnt. Man får næsten helt ondt af skurkene, og det var vist ikke meningen. At det er de onde, gamle, hvide mænd, der trækker i trådene, er så afgjort ikke nogen ny idé, men de plejer nu at være karakteriseret lidt mere skurkagtigt end her. Det er godt nok ikke let at genkende "Cigarette-Smoking Man" fra X-Files i de gamle skurke i "Luftkastellet der blev sprængt". Ja, man sidder nærmest og venter på scenen, hvor de gamle planlægger, hvordan de kan snyde sig ud af alderdomshjemmet, så de kan komme hen og fodre ænderne i parken. Og det får dem altså ikke til at virke som nogen særligt overbevisende trussel i filmens plot.

Helt skidt er Salanders usårlige halvbror, som plottet fuldstændigt glemmer undervejs. Han undslap den dramatiske slutning på forgængeren og skal så være en tilbagevendende trussel her, men det lykkes slet ikke at gøre ham til en skræmmende skygge, der falder henover historien, og hans endelige skæbne kommer derfor også til at virke utroligt påklistret, fordi man er kommet i tanker om en løs ende, der lige skal samles op før slutteksterne.

Det er en grundlæggende spændende historie, men det er i både forgængeren og især denne sidste film utroligt uinspirerende fortalt, og der er et hav af løse ender. F.eks. samler denne film aldrig op på opklaringen af mordet på Blomkvists kollega og dennes kæreste i "Pigen der legede med ilden", hvor Salander ellers blev gjort til syndebuk. Det bliver bare altsammen glemt undervejs i filmene.

På den konto ender filmatiseringerne af Stieg Larssons bøger desværre med at blive en noget broget affære, der begyndte rigtigt godt og sluttede med - tør man sige det? - at luftkastellet blev sprængt...