Raimi nostalgi
4.0
Med "Drag Me To Hell" er instruktøren Sam Raimi på ægte nostalgi i sin egen filmiske fortid. Og dog. For selv om Raimi afgjort har filmisk fortid blandt gysere, som har dannet skole, så vil denne skrækfilm hverken blive husket som gyserklassiker eller blockbusterpotentiale. Dertil er der trods alt lidt for mange klichéer, lidt for meget mainstream, og for lidt originalitet.
Det illustreres bedst ved den uundgåelige sammenligning med Raimi-film af ældre dato. Her er den helt oplagte sammenligning naturligvis "Evil Dead" filmene, især den første, idet Raimi med nr. 2 bevægende sig ind i en lidt mere syret blanding af gys og farce, som endte i ren skræk-farce i den tredje film "Army of Darkness". Modsat den første "Evil Dead" har "Drag Me to Hell" langt flottere effekter, idet "Evil Dead" var lavet på et yderst smalt budget. Til gengæld var "Evil Dead" et overflødighedshorn af nyskabende skrækeffekter, herunder Raimis ofte helt vanvittige kameravinkler, der var så overrumplende, at de dannede skole. Folk der husker scenen fra Coen-brødrenes "Hudsucker Proxy", hvor Charles Durning hopper i døden fra øverste etage i sit højhus, og kameraet derefter følger ham hele vejen ned, vil nikke genkendende her - det var Raimi der instruerede præcis den sekvens i filmen. Det er præcis den slags "Drag Me To Hell" savner.
Men filmen er også udfordret på skuespillet. Både Justin Long og David Paymer holder helt deres vante stil, problemet er bare, at ingen af dem er bærende skuespillere. I en film som denne, er hovedrollen helt afgørende, og mens Bruce Campbell er blevet berømt for at udstille sig selv som anti-helten Ash i "Evil Dead" filmene, så har Alison Lohman store problemer med at tilbyde en tilsvarende dybde, så man for alvor kan leve sig ind i hendes kvaler. Der er bare lidt for meget "pretty girl" over hende uanset om hun skal sælge det image eller det modsatte undervejs. Det lykkes ikke rigtigt at vise Christines moralske skrupler, når hun for at kaste sin forbandelse af sig eksempelvis skal sprætte sin kat op.
Pointen i en historie som denne er jo en spørgsmål om moral og etik, da Christine i første omgang fuldstændigt bedyrer sin uskyld - og dermed fortjener sin straf - for så senere at bekende sine synder og tage ansvar ved at se sin skæbne i øjnene, således at hun fortjener syndsforladelse til sidst. Dermed skal vi som publikum få sympati for hende, fordi ingen vel kan undsige sig at have handlet bare lidt som hende undervejs, mens de færreste nok ville erkende det så meget som hende. Uanset om historien ender godt eller skidt for hende, så bliver pointen dermed, at hun afgjort ikke fortjener at ryge til helvede og få sin sjæl fortæret af dæmoner i al evighed.
Men den moralske rejse lykkes det ikke Alison Lohman at føre Christine igennem, og derfor er vi egentlig lidt ligeglade med, om hun i sidste ende havner i helvede eller ej. Jeg sad faktisk og ønskede hende til helvede bare for at være så blåøjet "goodie two-shoes" undervejs, og det er altså ikke meningen.
Raimi scorer så lidt point på den slutning, han trods alt tør levere, men det er afgjort ikke nyt fra hans hånd. Alle tre Evil Dead film - undtagen "Happy End"-udgaven af "Army of Darkness" - sluttede i et ægte bittersødt "plot twist". Og det er svært at forstille sig en film med en mere ond slutning end Raimis "A Simple Plan". Men med slutningen får man fornemmelsen af, at filmen efter den første halve times etablering af selve plottet kommer til at bruge en time på ren fyld, før vi får det store plot-twist smidt i hovedet til sidst. Modsat Raimi's "The Gift" er dette ikke et plot, hvor der samles spor sammen til et afslørende klimaks til sidst, og selv om Raimi også er langt fra sine "Spider-Man" film her, så ender det hele alligevel lidt mere i klichéfyldt mainstream end godt er. Underholdende, ja, men ikke videre uhyggeligt. Gysere som "The Strangers" lever højt på at spille på det ukendte og bevidst bryde alle gysernes gængse regler. "Drag Me To Hell" prøver nogenlunde pænt at overholde dem alle, og dermed er der heller ikke de store overraskelser undervejs. Slutproduktet er derfor en lidt jævn omgang, hvor det mest er slutningen, der trækker lidt op. Derfor er jeg i min vurdering også lidt venligere, end jeg måske burde være - mest i håbet om, at Raimi tør give den en tand mere næste gang. Takterne er der, men gysere skal overraske, og det lykkes ikke hele vejen gennem denne film, dels fordi plottet tør for lidt, og dels fordi hovedrollen er for slap.
Det illustreres bedst ved den uundgåelige sammenligning med Raimi-film af ældre dato. Her er den helt oplagte sammenligning naturligvis "Evil Dead" filmene, især den første, idet Raimi med nr. 2 bevægende sig ind i en lidt mere syret blanding af gys og farce, som endte i ren skræk-farce i den tredje film "Army of Darkness". Modsat den første "Evil Dead" har "Drag Me to Hell" langt flottere effekter, idet "Evil Dead" var lavet på et yderst smalt budget. Til gengæld var "Evil Dead" et overflødighedshorn af nyskabende skrækeffekter, herunder Raimis ofte helt vanvittige kameravinkler, der var så overrumplende, at de dannede skole. Folk der husker scenen fra Coen-brødrenes "Hudsucker Proxy", hvor Charles Durning hopper i døden fra øverste etage i sit højhus, og kameraet derefter følger ham hele vejen ned, vil nikke genkendende her - det var Raimi der instruerede præcis den sekvens i filmen. Det er præcis den slags "Drag Me To Hell" savner.
Men filmen er også udfordret på skuespillet. Både Justin Long og David Paymer holder helt deres vante stil, problemet er bare, at ingen af dem er bærende skuespillere. I en film som denne, er hovedrollen helt afgørende, og mens Bruce Campbell er blevet berømt for at udstille sig selv som anti-helten Ash i "Evil Dead" filmene, så har Alison Lohman store problemer med at tilbyde en tilsvarende dybde, så man for alvor kan leve sig ind i hendes kvaler. Der er bare lidt for meget "pretty girl" over hende uanset om hun skal sælge det image eller det modsatte undervejs. Det lykkes ikke rigtigt at vise Christines moralske skrupler, når hun for at kaste sin forbandelse af sig eksempelvis skal sprætte sin kat op.
Pointen i en historie som denne er jo en spørgsmål om moral og etik, da Christine i første omgang fuldstændigt bedyrer sin uskyld - og dermed fortjener sin straf - for så senere at bekende sine synder og tage ansvar ved at se sin skæbne i øjnene, således at hun fortjener syndsforladelse til sidst. Dermed skal vi som publikum få sympati for hende, fordi ingen vel kan undsige sig at have handlet bare lidt som hende undervejs, mens de færreste nok ville erkende det så meget som hende. Uanset om historien ender godt eller skidt for hende, så bliver pointen dermed, at hun afgjort ikke fortjener at ryge til helvede og få sin sjæl fortæret af dæmoner i al evighed.
Men den moralske rejse lykkes det ikke Alison Lohman at føre Christine igennem, og derfor er vi egentlig lidt ligeglade med, om hun i sidste ende havner i helvede eller ej. Jeg sad faktisk og ønskede hende til helvede bare for at være så blåøjet "goodie two-shoes" undervejs, og det er altså ikke meningen.
Raimi scorer så lidt point på den slutning, han trods alt tør levere, men det er afgjort ikke nyt fra hans hånd. Alle tre Evil Dead film - undtagen "Happy End"-udgaven af "Army of Darkness" - sluttede i et ægte bittersødt "plot twist". Og det er svært at forstille sig en film med en mere ond slutning end Raimis "A Simple Plan". Men med slutningen får man fornemmelsen af, at filmen efter den første halve times etablering af selve plottet kommer til at bruge en time på ren fyld, før vi får det store plot-twist smidt i hovedet til sidst. Modsat Raimi's "The Gift" er dette ikke et plot, hvor der samles spor sammen til et afslørende klimaks til sidst, og selv om Raimi også er langt fra sine "Spider-Man" film her, så ender det hele alligevel lidt mere i klichéfyldt mainstream end godt er. Underholdende, ja, men ikke videre uhyggeligt. Gysere som "The Strangers" lever højt på at spille på det ukendte og bevidst bryde alle gysernes gængse regler. "Drag Me To Hell" prøver nogenlunde pænt at overholde dem alle, og dermed er der heller ikke de store overraskelser undervejs. Slutproduktet er derfor en lidt jævn omgang, hvor det mest er slutningen, der trækker lidt op. Derfor er jeg i min vurdering også lidt venligere, end jeg måske burde være - mest i håbet om, at Raimi tør give den en tand mere næste gang. Takterne er der, men gysere skal overraske, og det lykkes ikke hele vejen gennem denne film, dels fordi plottet tør for lidt, og dels fordi hovedrollen er for slap.
16/01-2010
