Monty Pythons psykiske forskningscenter

Selv om denne film indledende forsikrer os om, at mere i den er sandfærdigt, end vi ville tro, så er rigtigt meget i den formentlig (håber man) nok det pure opspind. Ikke at det gør noget, for "The Men Who Stare at Goats" er den mest fuldendte crazy-komedie i lange tider. Hvis filmen har et problem, så er det, at den til slut trods alt prøver at finde mening i galskaben og give tilskueren et plot med en pointe. På sin vis er det egentlig lidt trist, fordi filmen klart står stærkest i den første halvdel, hvor intet giver mening, og hvor man i lige dele tager sig til munden af grin og til hovedet over eksperimenterne med psykiske evner.

Til orientering kan det siges, at materialet trods alt ikke er taget helt ud af den blå luft (!) - den amerikanske tv-journalist Ted Koppel lavede i nyhedsprogrammet "Nightline" midt i 90'erne et afsnit, der reelt hed "psychic spies" om, hvordan både USA og Sovjetunionen under den kolde krig havde eksperimenteret med paranormale evner i deres efterretningstjenester. Jeg så faktisk programmet, da det dengang blev vist på dansk tv.

"The Men Who Stare at Goats" er dog en fuldbyrdet komedie om emnet, og det er man ikke mange sekunder i tvivl om, når først George Clooney dukker op som den rablende skøre Lyn Cassady.

Kort og godt handler det hele om et forsøg i det amerikanske militær med at træne folk i paranormale evner, så de gennem clairvoyance og tilsvarende evner kan bruges effektivt af efterretningstjenesten. Ingen kommer nogensinde med den indlysende "military intelligence - contradiction in terms" kommentar, men det er nu også så overflødigt, at det ville være for meget at sige det. De konkrete eksempler er langt sjovere. Som når USA under invasionen af Panama skal finde Noriega, og forslaget lyder "spørg Angela Lansbury"... hvilket de amerikanske myndigheder så gør...

Det militære projekt ledes af go'e gamle Jeff Bridges, der som i et klarsyn tilbage til "The Big Lebowski" tripper rundt på stoffer i bedste hippie-stil, mens han træner sin enhed af "Jedi" lærlinge til at bruge deres psykiske evner. Eller rettere prøver, idet resultaterne selvsagt er noget blandede. George Clooney er hans "wunderkind", som Bridges er overbevist om har langt større evner. Og ja, "the force is strong with this one" er faktisk en replik, der undervejs bliver brugt i den sammenhæng... Clooney bliver også selv overbevist om sine evner, da det lykkes ham at "nedstirre" en ged til døde, hvilket er anledningen til filmens titel. Hans rival som Bridges' gulddreng i enheden er Kevin Spacey, som dog er lidt spildt i rollen, fordi vi ser alt for lidt til ham.

Optræningen foregår dog udelukkende i flashbacks, mens filmens egentlige plot har Ewan McGregor som en succes-hungrende journalist, der vil ind i et krigshærget Irak for få berømmelse og respekt, så han kan vinde konen tilbage. Her møder han så Clooney, der i mellemtiden er blevet krigsleverandør, og begynder at afkode hans historie. Det er i spillet mellem de to, filmen står højt og flot med McGregor som den, vi kan identificere os med, overfor Clooneys ukuelige tro på sine egne psykiske evner. McGregor er selvsagt yderst skeptisk overfor hele idéen, hvilket giver anledning til den ene mere absurde scene efter den anden. Jeg tror aldrig, jeg har set en mere veloplagt Clooney end her, og det er i høj grad McGregors fortjeneste, idet han med sit spil hæver niveauet Clooney kan komme op på mere end markant. Det sjove i den sammensætning er, at McGregors figur i forvejen er ret meget ude på et skråplan, så når han begynder at lytte til den lettere vanvittige Clooney som sin nye "jedi master", så kan man i sandhed tale om, at den blinde leder den blinde.

Filmen flyder over med genialt skøre påfund, som helt er Monty Python værdigt - og fra mig er det altså store ord - og det bliver virkeligt surrealistisk undervejs. Især i scenen, hvor Clooney forsøger at overbevise McGregor om, at han sandelig også har stærke psykiske evner med bemærkningen om, at der er mere jedi i ham, end han selv aner. I betragtning af en rolle McGregor har overtaget fra Alec Guinness og spillet flere gange gennem det sidste årti, får sådan en bemærkning virkelig den helt perfekte snert af ironi og absurditet, så man nærmest falder om af grin. Eller når Clooney fordriver en kedsommelig kørsel med "Cloudbusting"... Eller når brugen af de psykiske evner bruges til noget ondt, så kaldes det ikke ondt, men derimod "the dark side".

Det er i høj grad denne linde strøm af skøre, absurde indfald, som "The Men Who Stare at Goats" lukrerer på. Det er næsten trist at den i sidste ende forsøger at finde et budskab at levere, fordi resten af filmen er genial i sin absurditet. Det virker næsten som om, man trods alt vil tækkes mainstream publikummet så meget, at man lige skal have et plot at hænge vanviddet op på. Og det modsiger jo i en vis grad hele pointen. Ikke at det ødelægger noget, det spilder lidt tiden i godt en halv time i slutningen, hvor løjere ikke er så pokkers interessante.

Men det ændrer ikke på, at der i resten af filmen er direkte hul igennem op til de højere magter, mens Clooney og Bridges kappes hårdt om at være mest genial i absurd skuespil. De virker begge herligt vanvittige, men Clooney går nok af med sejren på grund af spillet overfor McGregor. Når Clooney prøver at nedstirre McGregor, så bliver man i sandhed bekymret for, hvad den afsindige mand dog kan finde på at gøre. Hvis man tror, at Misse Møhge var skør i de sene episoder af "Matador", så har man helt klart ikke set George Clooney som Lyn Cassady.

På den konto er "The Men Who Stare at Goats" den mest perfekte crazy-komedie set i lange tider, og det falder svært at huske en film de senere år, der i højere har givet anledning til indforståede smil, når man husker en eller anden scene fra filmen. På det punkt er filmen helt igennem smittende, så egentlig burde filmen vel komme en mental sundhedsadvarsel.

Ja, faktisk tror jeg ikke, jeg vil skrive mere, men bare tvinge jer med mine tanker til at få set denne film nu...

Ommmmmm....

OMMMMMM.....