Falsk Fellini
2.0
Det begyndte med Federico Fellini. Han lavede i 1963 den mesterlige, åbenlyst selvbiografiske "8½" om en feteret filminstruktør i kreativ krise. Den tjente i 1982 som inspiration for Broadway-musicalen "Nine", og det er så den, der nu er blevet filmatiseret af Rob Marshall (ham med "Chicago").
Og det lyder jo alt sammen godt, men "Nine" er et underligt monstrum af en film. Den er vældigt poleret og vader i store stjerner, men er også særdeles rodet og uvedkommende. Daniel Day-Lewis spiller hovedrollen som instruktøren, der ikke kan magte de kæmpestore forventninger og er helt blank på sin næste film. Han søger hjælp fra kvinderne i sit liv - konen, elskerinden, musen samt minderne om barndomsbyens luder og ikke mindst hans mor. Tilsyneladende vil han vist bare gerne have et kram af mor, og så er der lidt katolsk skyldfølelse smidt oveni. Som nævnt er det noget rod, uden meget bid.
Det siger vel en del, at selv en mesterskuespiller som Day-Lewis ikke kan gøre hovedpersonens kvaler vedkommende. I mine øjne handler det mest af alt om, at "Nine" er et postulat. Fellinis film var meget personlig og ægte, men det her er et tamt forsøg på at nasse på en anden mands historie. Som i øvrigt ikke bliver mere troværdigt af, at denne meget italienske historie stort set kun er besat med ikke-italienske skuespillere.
Måske handler det også om musical-forlægget, eller måske er det bare Rob Marshalls filmiske fortolkning, der går galt? "Nine" indeholder i hvert fald flere ganske middelmådige sange, som simpelt hen sætter filmen i stå i ligegyldighed, når de ruller over lærredet. Kun et par gange eller tre griber musikken virkelig fat i én. Primært i "Be Italian", hvor Fergie som luderen viser overraskende stemmekraft i centrum for en knaldflot koreografi, og så i "Cinema Italiano", som Kate Hudson synger på en flot iscenesat catwalk. Det nummer er skrevet specielt til filmen, og det kan så mærkes på, at uptempo-stilen falder helt uden for resten ... Endelig har Marion Cotillard faktisk også et flot leveret nummer, "Take It All", der så til gengæld har en knap så overbevisende billedside.
Cotillard gør det i øvrigt udmærket som instruktørens hårdt prøvede kone - flot stylet som en brunette-udgave af Fellinis kone, vidunderlige Giulietta Masina. Rent visuelt er der faktisk mange ting at glæde sig over i "Nine", selv om filmen også på det punkt er lidt svingende. Men det er altså den konstant tilstedeværende fornemmelse af falskhed og ligegyldighed, som er filmens helt store problem. Det er temmelig paradoksalt, at det først og fremmest er popstjernen Fergies indsats, jeg vil huske fra en film fyldt med store skuespillere.
Og det lyder jo alt sammen godt, men "Nine" er et underligt monstrum af en film. Den er vældigt poleret og vader i store stjerner, men er også særdeles rodet og uvedkommende. Daniel Day-Lewis spiller hovedrollen som instruktøren, der ikke kan magte de kæmpestore forventninger og er helt blank på sin næste film. Han søger hjælp fra kvinderne i sit liv - konen, elskerinden, musen samt minderne om barndomsbyens luder og ikke mindst hans mor. Tilsyneladende vil han vist bare gerne have et kram af mor, og så er der lidt katolsk skyldfølelse smidt oveni. Som nævnt er det noget rod, uden meget bid.
Det siger vel en del, at selv en mesterskuespiller som Day-Lewis ikke kan gøre hovedpersonens kvaler vedkommende. I mine øjne handler det mest af alt om, at "Nine" er et postulat. Fellinis film var meget personlig og ægte, men det her er et tamt forsøg på at nasse på en anden mands historie. Som i øvrigt ikke bliver mere troværdigt af, at denne meget italienske historie stort set kun er besat med ikke-italienske skuespillere.
Måske handler det også om musical-forlægget, eller måske er det bare Rob Marshalls filmiske fortolkning, der går galt? "Nine" indeholder i hvert fald flere ganske middelmådige sange, som simpelt hen sætter filmen i stå i ligegyldighed, når de ruller over lærredet. Kun et par gange eller tre griber musikken virkelig fat i én. Primært i "Be Italian", hvor Fergie som luderen viser overraskende stemmekraft i centrum for en knaldflot koreografi, og så i "Cinema Italiano", som Kate Hudson synger på en flot iscenesat catwalk. Det nummer er skrevet specielt til filmen, og det kan så mærkes på, at uptempo-stilen falder helt uden for resten ... Endelig har Marion Cotillard faktisk også et flot leveret nummer, "Take It All", der så til gengæld har en knap så overbevisende billedside.
Cotillard gør det i øvrigt udmærket som instruktørens hårdt prøvede kone - flot stylet som en brunette-udgave af Fellinis kone, vidunderlige Giulietta Masina. Rent visuelt er der faktisk mange ting at glæde sig over i "Nine", selv om filmen også på det punkt er lidt svingende. Men det er altså den konstant tilstedeværende fornemmelse af falskhed og ligegyldighed, som er filmens helt store problem. Det er temmelig paradoksalt, at det først og fremmest er popstjernen Fergies indsats, jeg vil huske fra en film fyldt med store skuespillere.
28/01-2010
