Klart bedre end Flammen & Citronen
5.0
Det norske svar på "Flammen & Citronen" handler om én af de vigtigste figurer i den norske modstandsbevægelse. Max Manus var en lettere uregerlig ung mand, der havde været frivillig i den finske vinterkrig mod Sovjetunionen, og som hurtigt efter den tyske besættelse blev modstandsmand. Filmen skildrer, hvordan han starter med relativt amatøragtig anti-nazistisk propaganda, men derefter flygter fra tyskerne, bliver uddannet hos det engelske marinekorps og vender tilbage til Norge som undercover-sabotør med speciale i at sænke transportskibe.
"Max Manus" er først og fremmest en effektiv heltehistorie. Den er stort set sort-hvid i sin skildring af kampen mellem nordmænd og tyskere, men selv med historiker-briller er der næppe grund til så meget andet, for tyskerne var en del mere hårdhændede i Norge, end de var i Danmark. Manus' gruppe led store tab i de fem besættelsesår, og det er på det punkt, filmen hæver sig til langt mere end en actionfilm: Den illustrerer barskt og effektivt de enorme omkostninger, modstandsfolkene måtte betale for deres nødvendige kamp.
Max Manus bliver skildret som en stor helt, en handlingens mand, der stod for nogle imponerende dumdristige aktioner. Men som samtidig ender med et alkoholproblem og tyndslidte nerver efter at have mistet for mange venner. På den måde kommer filmen tættere og mere troværdigt ind på livet af modstandsfolkene, end fx "Flammen & Citronen" gjorde det.
Det er en velkomponeret og velproduceret film, som holder et godt tempo i sine punktvise nedslag i Manus' krigshistorie. Billederne af Norge under krigen virker særdeles troværdige, og der bliver spillet godt i langt de fleste roller - ikke mindst af Aksel Hennie som Max Manus og af Agnes Kittelsen som hans controller i Stockholm. Jeg havde nogle gange en fornemmelse af, at replikkerne ikke var helt så tidstypiske, som de burde være - men generelt er det en virkelig helstøbt film.
"Max Manus" er spændende og vedkommende, og dens relevante skildring af modstandskampen ligger en klasse over, hvad vi herhjemme kunne præstere med "Flammen & Citronen". Fem små stjerner fra mig.
"Max Manus" er først og fremmest en effektiv heltehistorie. Den er stort set sort-hvid i sin skildring af kampen mellem nordmænd og tyskere, men selv med historiker-briller er der næppe grund til så meget andet, for tyskerne var en del mere hårdhændede i Norge, end de var i Danmark. Manus' gruppe led store tab i de fem besættelsesår, og det er på det punkt, filmen hæver sig til langt mere end en actionfilm: Den illustrerer barskt og effektivt de enorme omkostninger, modstandsfolkene måtte betale for deres nødvendige kamp.
Max Manus bliver skildret som en stor helt, en handlingens mand, der stod for nogle imponerende dumdristige aktioner. Men som samtidig ender med et alkoholproblem og tyndslidte nerver efter at have mistet for mange venner. På den måde kommer filmen tættere og mere troværdigt ind på livet af modstandsfolkene, end fx "Flammen & Citronen" gjorde det.
Det er en velkomponeret og velproduceret film, som holder et godt tempo i sine punktvise nedslag i Manus' krigshistorie. Billederne af Norge under krigen virker særdeles troværdige, og der bliver spillet godt i langt de fleste roller - ikke mindst af Aksel Hennie som Max Manus og af Agnes Kittelsen som hans controller i Stockholm. Jeg havde nogle gange en fornemmelse af, at replikkerne ikke var helt så tidstypiske, som de burde være - men generelt er det en virkelig helstøbt film.
"Max Manus" er spændende og vedkommende, og dens relevante skildring af modstandskampen ligger en klasse over, hvad vi herhjemme kunne præstere med "Flammen & Citronen". Fem små stjerner fra mig.
28/01-2010
