Tugt og utugt i mellemtiden
5.0
... Som Svend Åge Madsen engang skrev.
I år 2046 mister Hong Kong retten til at være en administrativ region og vil blive underlagt republikken Kina. Landets kapitalistiske markedsøkonomi bliver således indoptaget i den kvasi-kommunistiske massemaskine, hvis mere eller mindre ufrivillige distrikter må underkaste sig intern fodnotepolitik. Det var fremtidshistorietimen, fra den virkelige verden.
”In the year 2046 a vast rail network spans the globe.
A mysterious train leaves for 2046 once in a while.
Every passanger going to 2046 has the same intention.
They want to recapture lost memories.
Because nothing ever changes in 2046...”
Wong Kar Wai's '2046' foregår dog hovedsageligt i 1966, i kulturevolutionens og rødgardisternes spæde dage – det kunne man så tænke over - og er en forsættelse af hans arthouse-stjerneskud 'In the Mood for Love'. Chow Mo (Tony Leung, asiatisk film's svar på Humphrey Bogart, selvom han her mere ligner Clark Gable) vender tilbage til Hong Kong og checker ind som stamgæst på Oriental Hotel's værelse 2047. Han tjener til nattens udskejelser ved at skrive erotiske sci-fi-noveller, alt imens han har forhold til de kvinder der bor på naboværelset – værelse 2046.
Ensomhed er på alle måder en frustrerende tilstand. Den er svulmende og tavs i sit oprør.
Der er lavet mange film om mænd, hvis skyggesider gør dem ude af stand til at leve det borgelige liv. Mænd der er ude af stand til, eller ligefrem bange for, at elske. Film om attituderelativisme. '2046' er derfor af en sjælden størrelse, fordi hovedpersonen vedkender sig ensomheden – både overfor sig selv og de kvinder han går i seng med. Dette gør han faktisk lige fra starten. Hvor er vendepunktet så? Det kommer udefra. Fra kvinde til kvinde. Ikke hos hovedpersonen. Han låner sig selv ud og gør omverdenen til et produkt af hans ensomhed; ikke omvendt. Det er postmodernisme med en uopdragen fínesse.
Her er referencer til Japans Nagisa Oshima og hans 60'er-film om det selvdestruktive oprør imod konformitet (den epokegørende nybølgefilm 'Seishun zankoku monogatari' og hans senere 'Ai no corrida', som alle bør se!).
'2046' er i højere grad en film om de kvinder manden gør udbytte af, end den er en film om sin hovedkarakter. Tre kvinder træder ind og ud af det lunefulde univers; Gong Li, Maggie Cheung og den guddommeligt smukke Zhang Ziyi. Trioen er sat til skue under den enigmatiske Christopher Doyle's neonfunklende fotografering, som sensuelle væsener i deres feminine yndighed og stramme palliétkjoler, men også som mennesker af kød og blod, hvis bitre tåre ætser sig igennem lærredet og syder i den prosaiske grundvold. Zhang Ziyi fæstner sig dog stærkest i bevidstheden, selv med det blinde øje såvidt muligt vendt imod hendes næsten overnaturlige skønhed. Hun blotlægger sine sjælekvaler med en præstation så stærk, at den knuser alle parader og griber en varmt om hjertet, uden at give slip igen. Hun, alene, gør filmen værd at se.
Chow's mest succesfulde novelle kredser om år 2046. Den fortæller om en japansk tidsrejsende, der forelsker sig i en tjeneste-droid, ombord på toget tilbage til år 2046. Den japanske tidsrejsende (Takuya Kimura) er identisk med kæresten til en af de kvinder, som Chow har et forhold til på hotellet. Deres kærlighed i den virkelige verden er umulig. I Chow's novelle, rejser japaneren tilbage for at genopleve dén kærlighed. I toget møder han en droid, der er identisk med kæresten fra virkeligheden – fra fortiden. Som i øvrigt skriver historien sammen med Chow. Forvirret?.... Det bør man også være. Historien i historien. Fiktionen og virkeligheden flettes sammen. Fortid og fremtid fusioneres i en postmodernistisk karrusel. Wai's sælsomme univers er indbydende atmosfærisk; en kalejdoskopisk potpourri af et farvestrålende dystopia, snævre hotelgange i 60'er-lampernes sygelige skær og undergrundsklubber indhyllet i gullig cigaretrøg. Her hersker en Svend Åge Madsensk selvsatirisk bevidsthed, en surrealisme alá Dalí, en karikeret udtryksform der trækker spor til Ralph Bakshi's kitschede 'Cool World'. Det er en delikatesse af visuelle detaljer tilsat svulstige, latinamerikanske sangerinder på lydsporet.
http://www.youtube.com/watch?v=96d6JmMf4G0
Det er Wong Kar Wai's smukkeste film. Det siger ikke så lidt. Det er også hans første, skudt med en anamorfisk linse på 35mm-film, som man gjorde det i gamle dage, når formatet skulle fuldt udnyttes. Hvis nogen film fortjener dét, er det denne; Doyle's romantiske og til tider nølende kontrafejer gløder med et islæt af Kubrick – han fanger Wai's spraglede mikrokosmos med en polykromatisk epik, der helligere sig de kunstige lys, kvindernes krop og den kyniske metropol. '2046' markerer desuden enden på hans kollaboration med Christopher Doyle og selv om '2046' kan synes irrelevant i lyset af hvorledes deres samarbejde pustede liv i den moderne kinesiske La Nouvelle Vague (Ye Lou, Stanley Kwan m.fl.) med hele 7 film, sætter den også et værdigt punktum for Wai's kompilationsarbejde.
De er alle ofre for deres ensomhed og den uslukkelige tørst. Fremtiden dræner dem. Gør dem blind.
Tony Leung forlader Zhang Ziyi midtvejs igennem filmen med ordene ”det var sidste gang jeg så hende”. Men han møder hende igen; hun er udbrændt. Ikke så smuk som før. Hun vil låne ham en aften mere; men det vil han ikke. Hun ser på ham, ynkværdigt og lukke filmen med spørgsmålet:
”Hvorfor kan det hele ikke være som før?”...
Fordi fortid er fortid. Og kvinder skal elskes i nuet.
I år 2046 mister Hong Kong retten til at være en administrativ region og vil blive underlagt republikken Kina. Landets kapitalistiske markedsøkonomi bliver således indoptaget i den kvasi-kommunistiske massemaskine, hvis mere eller mindre ufrivillige distrikter må underkaste sig intern fodnotepolitik. Det var fremtidshistorietimen, fra den virkelige verden.
”In the year 2046 a vast rail network spans the globe.
A mysterious train leaves for 2046 once in a while.
Every passanger going to 2046 has the same intention.
They want to recapture lost memories.
Because nothing ever changes in 2046...”
Wong Kar Wai's '2046' foregår dog hovedsageligt i 1966, i kulturevolutionens og rødgardisternes spæde dage – det kunne man så tænke over - og er en forsættelse af hans arthouse-stjerneskud 'In the Mood for Love'. Chow Mo (Tony Leung, asiatisk film's svar på Humphrey Bogart, selvom han her mere ligner Clark Gable) vender tilbage til Hong Kong og checker ind som stamgæst på Oriental Hotel's værelse 2047. Han tjener til nattens udskejelser ved at skrive erotiske sci-fi-noveller, alt imens han har forhold til de kvinder der bor på naboværelset – værelse 2046.
Ensomhed er på alle måder en frustrerende tilstand. Den er svulmende og tavs i sit oprør.
Der er lavet mange film om mænd, hvis skyggesider gør dem ude af stand til at leve det borgelige liv. Mænd der er ude af stand til, eller ligefrem bange for, at elske. Film om attituderelativisme. '2046' er derfor af en sjælden størrelse, fordi hovedpersonen vedkender sig ensomheden – både overfor sig selv og de kvinder han går i seng med. Dette gør han faktisk lige fra starten. Hvor er vendepunktet så? Det kommer udefra. Fra kvinde til kvinde. Ikke hos hovedpersonen. Han låner sig selv ud og gør omverdenen til et produkt af hans ensomhed; ikke omvendt. Det er postmodernisme med en uopdragen fínesse.
Her er referencer til Japans Nagisa Oshima og hans 60'er-film om det selvdestruktive oprør imod konformitet (den epokegørende nybølgefilm 'Seishun zankoku monogatari' og hans senere 'Ai no corrida', som alle bør se!).
'2046' er i højere grad en film om de kvinder manden gør udbytte af, end den er en film om sin hovedkarakter. Tre kvinder træder ind og ud af det lunefulde univers; Gong Li, Maggie Cheung og den guddommeligt smukke Zhang Ziyi. Trioen er sat til skue under den enigmatiske Christopher Doyle's neonfunklende fotografering, som sensuelle væsener i deres feminine yndighed og stramme palliétkjoler, men også som mennesker af kød og blod, hvis bitre tåre ætser sig igennem lærredet og syder i den prosaiske grundvold. Zhang Ziyi fæstner sig dog stærkest i bevidstheden, selv med det blinde øje såvidt muligt vendt imod hendes næsten overnaturlige skønhed. Hun blotlægger sine sjælekvaler med en præstation så stærk, at den knuser alle parader og griber en varmt om hjertet, uden at give slip igen. Hun, alene, gør filmen værd at se.
Chow's mest succesfulde novelle kredser om år 2046. Den fortæller om en japansk tidsrejsende, der forelsker sig i en tjeneste-droid, ombord på toget tilbage til år 2046. Den japanske tidsrejsende (Takuya Kimura) er identisk med kæresten til en af de kvinder, som Chow har et forhold til på hotellet. Deres kærlighed i den virkelige verden er umulig. I Chow's novelle, rejser japaneren tilbage for at genopleve dén kærlighed. I toget møder han en droid, der er identisk med kæresten fra virkeligheden – fra fortiden. Som i øvrigt skriver historien sammen med Chow. Forvirret?.... Det bør man også være. Historien i historien. Fiktionen og virkeligheden flettes sammen. Fortid og fremtid fusioneres i en postmodernistisk karrusel. Wai's sælsomme univers er indbydende atmosfærisk; en kalejdoskopisk potpourri af et farvestrålende dystopia, snævre hotelgange i 60'er-lampernes sygelige skær og undergrundsklubber indhyllet i gullig cigaretrøg. Her hersker en Svend Åge Madsensk selvsatirisk bevidsthed, en surrealisme alá Dalí, en karikeret udtryksform der trækker spor til Ralph Bakshi's kitschede 'Cool World'. Det er en delikatesse af visuelle detaljer tilsat svulstige, latinamerikanske sangerinder på lydsporet.
http://www.youtube.com/watch?v=96d6JmMf4G0
Det er Wong Kar Wai's smukkeste film. Det siger ikke så lidt. Det er også hans første, skudt med en anamorfisk linse på 35mm-film, som man gjorde det i gamle dage, når formatet skulle fuldt udnyttes. Hvis nogen film fortjener dét, er det denne; Doyle's romantiske og til tider nølende kontrafejer gløder med et islæt af Kubrick – han fanger Wai's spraglede mikrokosmos med en polykromatisk epik, der helligere sig de kunstige lys, kvindernes krop og den kyniske metropol. '2046' markerer desuden enden på hans kollaboration med Christopher Doyle og selv om '2046' kan synes irrelevant i lyset af hvorledes deres samarbejde pustede liv i den moderne kinesiske La Nouvelle Vague (Ye Lou, Stanley Kwan m.fl.) med hele 7 film, sætter den også et værdigt punktum for Wai's kompilationsarbejde.
De er alle ofre for deres ensomhed og den uslukkelige tørst. Fremtiden dræner dem. Gør dem blind.
Tony Leung forlader Zhang Ziyi midtvejs igennem filmen med ordene ”det var sidste gang jeg så hende”. Men han møder hende igen; hun er udbrændt. Ikke så smuk som før. Hun vil låne ham en aften mere; men det vil han ikke. Hun ser på ham, ynkværdigt og lukke filmen med spørgsmålet:
”Hvorfor kan det hele ikke være som før?”...
Fordi fortid er fortid. Og kvinder skal elskes i nuet.
08/02-2010
